Soren Billeschou Christiansen

Pa den forkerte side


Скачать книгу

Image

      Mange løsladte var kvinder, som havde haft forhold til tyske soldater. Deres handlinger var i manges øjne moralsk forkastelige, men de kunne ikke straffes via domstolene. På billedet ses kvindelige arrestanter ved Maglegårdsskolen i Hellerup i dagene efter befrielsen. (Frihedsmuseets arkiv)

      Antallet af løsladelser var størst blandt de internerede, som modstandsbevægelsen selv havde arresteret. Af de ca. 21.800 personer, som bevægelsen tilbageholdt, blev 2/3 frigivet uden videre tiltale. Fra modstandsbevægelsens side var man da også som udgangspunkt villig til at anerkende, at der var sket fejl, men ikke i det omfang, som antallet af løsladte indikerede. De få, der ifølge modstandsbevægelsen var blevet uskyldigt interneret, skulle have en form for oprejsning. Resten af de løsladte var såkaldt “blakkede”, dvs. at deres generelle opførelse under besættelsen var skyld i, at de blev interneret.

      Denne holdning afspejledes i et løsladelsessystem, som i begyndelsen af juli 1945 blev indført i forbindelse med frigivelsen af internerede. Systemet bestod af en attest med forskellig farve alt efter løsladelsesomstændighederne. De personer, der var blevet interneret ved en klar fejltagelse, eller hvor der var rejst åbenlys grundløs sigtelse, fik en hvid attest. Med attesten kunne den løsladte f.eks. dokumentere interneringsårsagen over for en arbejdsgiver. Internerede, der havde været anholdt af beskyttelseshensyn, f.eks. mange af de såkaldte tyskerpiger, fik en grøn attest. Deres gerninger var moralsk forkastelige, men kunne ikke forfølges via straffelovgivningen. Endelig fandtes en rød attest til de løsladte, der formenlig var skyldige, men hvor bevisets stilling stod sådan, at der ikke umiddelbart kunne rejses tiltale. På grund af de vide arrestationsrammer blev der udstedt flest røde og grønne attester, og mange kom på den måde til at fremstå som skyldige i landsforræderi, selv om de ikke kunne straffes.47 De kulørte attester var med deres fordømmende indhold uanvendelige i den virkelige verden og gjorde muligvis mere skade end gavn for de løsladte.

      I efteråret 1945 blev der vedtaget en lov, der skulle sikre oprejsning og evt. erstatning til uforskyldt internerede, dvs. personer, som pga. navneforveksling, urigtig anmeldelse eller af andre grunde var blevet uretmæssigt interneret. Oprejsningsnævn over hele landet behandlede omkring 1.500 sager, men kun ca. 700 fik tilkendt oprejsning og af dem enkelte også erstatning.48

      Med ca. 20.000 løsladelser, svarende til knapt 50 % af alle internerede, var antallet på 1.500 klagesager lavt. Myndighederne var ikke begejstrede for at give oprejsning og gjorde ikke nogen aktiv indsats for at komme de løsladte i møde. Desuden opfattede mange af landssvigerne givetvis muligheden for oprejsning som minimal. Med en grøn eller rød løsladelsesattest i hånden kan sagen have virket afgjort på forhånd.

      Det retslige opgør

      Med mange tusinde internerede var der et akut behov for at klarlægge, hvordan den juridiske del af processen med landssvigerne skulle forme sig. Hvordan skulle opgøret foregå? og ikke mindst: Hvor skulle grænsen for forræderi trækkes? Udformningen af retsopgørets regler blev overladt til den atten mand store befrielsesregeringen, som var dannet d. 5. maj med deltagelse af ni ministre fra modstandsbevægelsen og ni personer udpeget blandt danske folketingspolitikere. Det var en vanskelig opgave at tilfredsstille alle i en situation, hvor der var mange modstridende interesser og følelser på spil, hvilket udformningen af retsopgørets love kom til at bære præg af.

      Modstandsbevægelsen havde allerede under besættelsen gjort sig tanker om opgørets udformning. Det skulle foregå efter “rodfæstet dansk retsbevidsthed”, så man undgik selvjustits fra borgernes side. For at sikre befolkningens indflydelse ønskede bevægelsen særlige domstole med folkevalgte lægmænd nedsat, som sammen med en speciel anklagemyndighed skulle behandle sager om forræderi. I modsætning til modstandsbevægelsen var politikerne ikke interesserede i, at opgøret afveg synderligt fra de vante juridiske procedurer. For politikerne var det vigtigt at bevare det hidtidige magtapparat, så det ville være muligt at opretholde den eksisterende samfundsstruktur og dermed sikre magten på egne hænder.

      Parterne var også uenige om, fra hvilket tidspunkt handlinger skulle betragtes som strafbare. Modstandsbevægelsen var af den opfattelse, at opgøret skulle gælde handlinger udført fra besættelsens begyndelse d. 9. april 1940, mens politikerne anså samarbejdspolitikkens officielle ophør d. 29. august 1943 for at være det rette tidspunkt.49 Uenigheden drejede sig om, hvornår krigstilstanden mellem Danmark og Tyskland var indtrådt. Politikerne, der formelt havde ledet landet, opfattede deres eget nej til samarbejde som det officielle tidspunkt og kunne på den måde retfærdiggøre flere kontroversielle begivenheder såsom interneringen af kommunisterne i 1941 eller oprettelsen af Frikorps Danmark samme år. Modstandsbevægelsen var af en helt anden opfattelse og mente, at der havde været krig med tyskerne siden d. 9. april 1940.

      Det blev til et kompromis, hvor politikerne bøjede sig for modstandsbevægelsens tidskrav, mens bevægelsen accepterede, at retsopgøret fandt sted ved de almindelige domstole. Dette betød, at det blev nødvendigt at vedtage love med tilbagevirkende kraft, da den eksisterende lovgivning kun dækkede i krigstilstand. Dermed var det muligt at straffe handlinger, der i mange tilfælde virkede i overensstemmelse med samarbejdspolitikkens ånd.

      Lovgivningen

      Med rammerne på plads skulle de endelige love, i daglig tale “Straffelovstillægget”, udformes. En Gallup-undersøgelse foretaget midt i juni 1945 gav et godt billede på den atmosfære, lovgivningen blev til i. Undersøgelsen viste, at 91 % af de adspurgte ønskede dødsstraf for angiveri, 89 % for tjeneste i Hipokorpset, og 85 % for at have arbejdet for Gestapo. Der var også folk, der mente, at værnemagere og tyskerpiger skulle straffes på livet.50 Der skulle med andre ord ikke lægges fingre imellem. Den politiske debat bar præg af befolkningens krav om hævn, og det fik konsekvenser for udformningen af lovgivningen. Som noget ekstraordinært blev dødsstraf indført for særligt grove forbrydelser, som f.eks. drab og tortur. I det hele taget var det repressive aspekt i højsæde, når landssvigernes straf skulle bestemmes. Under forberedelsen af lovene blev der således lagt vægt på, at fængselsopholdet skulle være så hårdt som muligt, og det var derfor meningen, at landssvigerne f.eks. skulle udføre anstrengende fysisk arbejde. Disse ideer blev imidlertid ikke en del af den endelige lov.51

Image

      Befrielsesregeringen, som tiltrådte d. 5. maj 1945, bestod af politikere fra de etablerede partier samt medlemmer af modstandsbevægelsen. Regeringen blev ledet af socialdemokraten Vilhelm Buhl, som også havde været statsminister under dele af besættelsen. Et af de vigtigste forhold, som regeringen skulle tage stilling til, var, hvordan retsopgøret skulle udformes. (Frihedsmuseets Arkiv)

      Vedtagelsen af lovene betød en væsentlig skærpelse af afsoningsforholdene sammenlignet med den almindeligt gældende straffelov. Med straffelovstillægget i hånden kunne landssvigerne idømmes forhøjede og strengere straffe end normalt. Dertil kom muligheden for at konfiskere de dømtes formuer, så landssvigerne efter udstået straf ikke kunne vende tilbage til trygge og ubekymrede økonomiske rammer. Næsten alle muligheder for specielle afsoningsforhold var fjernet, eksempelvis afsoning i åbne fængsler eller på psykiatriske hospitaler, og der var kun mulighed for at idømme ungdomsfængsel i det tilfælde, hvor landssvigeren på gerningstidspunktet havde været under 18 år. Endelig fandtes der ikke mulighed for prøveløsladelse, og straffelovstillægget krævede en minimumsstraf på fire år, samt tab af borgerlige rettigheder for bestandigt. Det vil sige retten til at stemme og stille op til offentlige valg.52

      Ud over straffelovstillægget blev der vedtaget en række andre love, som havde betydning for retsopgøret. Heriblandt og vigtigst fire love fra 1945, der havde til formål at straffe de såkaldte værnemagere, altså de erhvervsdrivende, der økonomisk havde kollaboreret med besættelsesmagten. Lovene skulle sikre, at deres fortjenester blev tilbagebetalt. Opgøret med mange værnemagere faldt efterhånden til jorden, da det var svært at bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende