men som nu (…) ved Hjælp af Maskinpistoler og Haandgranater tiltvang sig en Magtstilling”.73
Gruppen blev beskrevet som en samling ynkelige personer af overvejende tidligere straffede. Dette kunne hurtigt føre til antagelsen om, at de naturligvis også var skyldige.74 Et andet værk om besættelsestiden, Danmark under Besættelsen, beskrev gruppen af østfrontsfrivillige som eventyrnaturer, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. Forfatteren understregede gruppens afvigende natur ved at fremhæve, at der i de frivilliges rækker fandtes:
… adskillige Forbrydernaturer, straffede eller arveligt belastede Personer, for hvem Skændselsgerninger ikke krævede Selvovervindelse, og endelig fandtes der mangfoldige defekte Individer, hvis Evne til selvstændigt at vurdere Hvervemødernes Bravader var minimal, Taaber, som var ude af Stand til at gennemskue Hulheden og Fraserne i den nazistiske Presses Trommeild, Mennesker, for hvem Begreber som Ansvar, Ære og Pligt i dette som i Livets andre Forhold var uden reelt Indhold.75
Forfatteren konkluderede dermed, at det ikke var samfundets skyld, at de østfrontsfrivillige havde taget våben i hånd mod Danmarks allierede. Årsagen skulle i stedet findes i de frivilliges individuelle abnormitet.
Aviser og ugeblade
Det folkelige opgør udspillede sig i lokale miljøer mellem naboer og borgere, men rammerne blev skabt af datidens dominerende medier: aviser og ugeblade. Her kunne danskerne få bekræftet deres forestillinger om landsforrædere og finde ammunition til at fortsætte opgøret på lokalt plan. Bladene havde fra første færd fulgt opgøret intenst, og retsopgørets mange tusinde sager blev vendt og drejet, både når der var tale om tiltalefrafald, frifindelse eller dom. Den journalistiske stil var generelt meget ensidig i rapporter fra anholdelser og retssager, hvor landssvigerne ofte blev sidestillet med dyr, og tillægsord som “modbydelige” blev hæftet på de formodede landsforrædere.76
Opgøret kom dagligt til syne i aviserne og blev forstærket gennem journalisternes og redaktørernes ofte farvede beskrivelser af landssvigerne. Det var medvirkende til at skabe et bestemt negativt billede af landsforræderne og en øget stigmatisering af gruppen. I en omtale fra Politiken d. 31. marts 1946 blev gruppen af internerede fremstillet således: “Som Helhed er det aandelig lavtstående og defekte Mennesker. 50 pct. er psykisk abnorme, men alligevel er de fleste af dem modtagelige for Straf”.77 Artiklen refererede til et foredrag af overlæge Max Schmidt,78 som ledede politiets retspsykiatriske klinik. Han forklarede baggrunden for landssvigernes unationale opførsel, og avisen konkluderede: “(…) at Nationalfølelse er et Tegn paa psykisk Sundhed og Styrke, kort sagt paa det, man kalder Karakter.”79 Dermed måtte personer, der havde forbrudt sig imod nationen, indeholde de modsatte karaktertræk.
Aviser og ugeblade fulgte også med i landssvigernes forhold i arresthuse, fængsler og i de mange haller, skoler og lejre, som blev benyttet pga. det store antal arresterede. Journalister og fotografer fik ekstraordinært lov til at dokumentere, hvem landssvigerne var. De offentligt kendte landssvigere var mest i fokus, og de blev f.eks. foreviget som gulvvaskere, i færd med at rede seng eller andre intime gøremål. Olga Eggers, den tidligere redaktør af det racistisknazistiske tidsskrift Kamptegnet, blev afbildet på sit dødsleje.80 Bedst kendt i dag er vel nok billedet af Frits Clausen med en trillebør i Faarhuslejren, der sammen med overskriften “En Trillebør med Kendt Fører” prydede forsiden af Billedbladet den 6. november 1946.81 Dette billede var arrangeret til ære for fotografen.
Frits Clausen med trillebør i Faarhuslejren. (Frihedsmuseets arkiv)
Selv om opgøret i offentligheden kredsede mest om de kendte landssvigere og de ekstraordinære sager, som f.eks. opgøret med terrorbanderne eller stikkerne, fik ukendte landssvigere også offentliggjort deres navn og adresse i pressen.82 Det skete via offentliggørelse af lister over anholdte eller ved omtale af politiets efterforskninger og de mange retssager. I visse tilfælde blev personkarakteristika også benyttet til at identificere landssvigerne, f.eks. i Jyllands Posten d. 6. august 1946, hvor en notits med overskriften “Enøjet Landsforræder idømt 2 Aars Fængsel” fortalte, at en landmand på 24 år var blevet idømt to års fængsel for tysk krigstjeneste.83 Sådanne notitser var almen læsning i årene for retsopgøret. Dagligt skrev aviserne om retsopgørets mange forskellige sager, og artikler og notitser var en vigtig del af opgøret i offentligheden, da befolkningen gennem personlige oplysninger kunne identificere både lokale og nationale landssvigere. Udrensning og stigmatisering ramte bredt og ukontrolleret. Derfor oplevede landssvigere, der kun perifert var involveret i retsopgøret, at deres sager blev offentliggjort og/eller forvrænget i pressen. Dette kunne have store personlige konsekvenser, da den offentlige opmærksomhed fastholdt personerne i rollen som forræder og gjorde det meget vanskeligt for landssvigerne at forklare sig selv.
Befolkningens interesse for at identificere, hvem der havde stået på den forkerte side, vidner også flere bøger, personlister og fortegnelser om. Det mest omfangsrige eksempel var udgivelsen af det såkaldte Bovrup-Kartotek. Udgiverne var tidligere modstandsfolk, der i protest mod bl.a. løsladelser af internerede og dømte landssvigere udgav bogen i marts 1946. Bogen, der var baseret på medlemslister fra DNSAP, som kom modstandsbevægelsen i hænde ved befrielsen, indeholdt ca. 22.700 navne på nazister. Oplysningerne i kartoteket var dog mangelfulde, f.eks. indeholdt listerne kun halvdelen af de personer, der på et eller andet tidspunkt havde været medlem af DNSAP. Der var heller ikke taget højde for udmeldelser, så personer, der enten havde været medlem i kort tid eller f.eks. havde meldt sig ud allerede i 1930’erne, figurerede også i udgivelsen. Straks efter at bogen udkom, blev den forbudt, da der var tale om et brud på de almindelige retsprincipper om politisk frihed i et demokratisk samfund. Forbuddet gælder stadig, og hvis man i dag ønsker at læse bogen på Det Kongelige Bibliotek, skal man først ansøge Justitsministeriet om tilladelse. Til trods for forbuddet florerede bogen på det illegale marked, idet politiet kun fik beslaglagt en begrænset del af oplaget.84
Ude i kulden
Landssvigerne blev med efterkrigsopgøret frosset ude af samfundet. De, der blev dømt i retsopgøret, var for en periode lukket fuldstændig ude for de normale samfundsrammer, mens andre landssvigere kun oplevede udstødelse i lokalsamfundet. Enkelte landssvigere har givetvis erkendt, at deres handlinger under besættelsen var forkerte, og har levet med udstødelsen. Langt de fleste reagerede dog modsat og stod uforstående over for opgørets legitimitet og forklarede deres handlinger med politikernes opfordring til samarbejde. Deres hovedargument var, at den samarbejdspolitiske linje havde gjort det meget vanskeligt at vide, hvad der var rigtigt og forkert under besættelsen. Mange landssvigerne mente, at politikerne havde ofret de små (landssvigerne) og fjernet fokus fra samarbejdspolitikken for selv at kunne blive siddende på magten. Der var derfor bred enighed blandt landssvigerne om, at der skulle slås en streg over efterkrigsopgøret, og de straffede skulle have genoprejsning.
Landssvigerne delte sig i efterkrigstiden i to lejre med forskellige overordnede modreaktioner på opgøret, en aktiv og en passiv. I sommeren 1945 opstod der et skyggemiljø for landssvigere og deres pårørende. Skyggemiljøet bestod af landssvigere, som aktivt forsøgte at kæmpe imod efterkrigsopgøret og/eller som søgte fællesskabet i miljøets foreninger. Der var således ikke tale om én samlet organisatorisk enhed. Landssvigermiljøet var splittet op i mange forskellige grupper alt efter særinteresser og aktivitetsniveau. Det eneste, der samlede skyggemiljøet, var vrede over efterkrigsopgøret med de tilbagevirkende love samt kravet om revision af retsopgøret og udrensningerne.
Uden for det aktive landssvigermiljø stod mange landssvigere, som forholdt sig passivt til opgøret. De dukkede hovedet og forsøgte at komme videre i livet. Men selv om de holdt sig væk fra de aktives foreninger, så delte de alligevel ofte de aktives opfattelse af efterkrigsopgøret. Mange passive landssvigere har givetvis også haft berøring med det aktive landssvigermiljø, idet der især i de første ti år efter befrielsen blev udgivet en mængde blade og bøger,