Nielsen: Globalt medborgerskab i gymnasiet. Forfatterne præsenterer læserne for en analytisk model der kan støtte planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningsforløb med sigte på at unge kan se sig selv som en del af et verdensmedborgerskab. De giver et par konkrete eksempler på hvordan modellen har dannet udgangspunkt for undervisningsforløb i gymnasiet, det ene om trafficking og det andet om netbaseret kommunikation mellem unge i Danmark og Pakistan der handler om forestillinger om levet liv.
Iben Kjærgaard: Fra verdensborger til dansker. I denne artikel vender forfatteren problematikken på hovedet, idet hun diskuterer hvordan regeringers politik gennem lovgivning negligerer nye samfundsborgeres globale kompetencer i bestræbelser på at de opnår danske kompetencer gennem initiativer som fx »Kursus i danske samfundsforhold, dansk kultur og historie«. Hun reflekterer over hvorvidt forestillingen om at nye samfundsborgere skal lære »de grundlæggende værdier og normer i det danske samfund«, ikke blot er udtryk for kulturel og sproglig ensretning.
Tore Bernt Sørensen: Kortsluttet kosmopolitanisme: Marginaliseringen af engelsk som andetsprog. Kan man drage sammenligninger mellem engelsk som andetsprog og dansk som andetsprog? Ja, det kan man ifølge forfatteren, som giver læseren indblik i hvordan kombinationen af store skoler med mange elever og dermed muligheder for niveauinddelinger, et inklusionsparadigme samt brugen af undervisningsassistenter i England er blevet centrale forklaringer på hvordan marginaliseringen af engelsk som andetsprog er foregået i det engelske skolesystem. Denne udvikling sker parallelt med øget superdiversitet i det engelske samfund. Derfor overskriften: Kortsluttet kosmopolitanisme.
Auður Hauksdóttir: Sproglig og kulturel diversitet – målet for et UNESCO-center i Island. I artiklen beretter forfatteren om et internationalt sprogcenter, som den tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir har stået i spidsen for at etablere med det formål at gøre opmærksom på sprogenes betydning for menneskeheden.
Åbne sider: Jette Luna: Revitalisering af garifunaernes sprog og kultur. Når et folk som garifunaerne mister deres sprog og kultur, er det et resultat af en bevidst sprogpolitik som har etsprogethed og monokulturalitet som mål. Det er også en bevidst sprogpolitik at fremme flerkulturalitet og flersprogethed. Internationale vedtagelser i regi af FN og UNESCO støtter garifunaerne i at revitalisere deres tabte sprog og kultur. Det er artiklens ærinde at fortælle læseren hvordan det sker blandt andet som en del af IBIS’ arbejde.
Derudover indeholder dette nummer følgende rubrikker: Godt Nyt med udvalgt ny litteratur på Danmarks Pædagogiske Bibliotek til emnet Verdensborgeren samt Andet Godt Nyt og Meddelelser.
Med dette nummer ønsker redaktionen at bidrage med ny viden om vilkår for at uddanne mennesker til verdensborgere i det danske uddannelsessystem. Et af temanummerets centrale budskaber er: »Når vi lærer nye sprog og får kendskab til nye kulturer og nye samfund, uddanner vi os til verdensborgere. Det sker også, når vi som udlændinge lærer dansk og får kendskab til kultur- og samfundsforhold i Danmark.«
Dette budskab har vi fået oversat til en række sprog, og oversættelserne er anbragt rundt omkring i nummeret. Vi opfordrer læserne til at læse, gætte sig frem til betydninger, undre sig ….
God læselyst!
Redaktionen
 | EVA ERSBØLL | Seniorforsker, Institut for menneskerettigheder[email protected] |
KRONIKKEN
Statsborgerskab til verdens- borgeren
Kronikken i dette temanummer om verdensborgeren skal handle om statsborgerskab og særligt om dansk statsborgerskab – eller dansk indfødsret, som det danske statsborgerskab også kaldes.
Men lad os starte med spørgsmålet, om verdensborgeren har brug for et statsborgerskab? Svaret er efter min mening et klart ’ja’. Ethvert menneske har ifølge Verdenserklæringen om Menneskerettighederne ret til et statsborgerskab, fordi det giver adgang til lige og fulde rettigheder og beskyttelse på det internationale plan. Og selv om vi alle er verdensborgere, i den forstand at vi alle er borgere i den samme verden (en vigtig erkendelse, som anført af Karen Risager i dette nummer), så giver det ikke mening at tale om et verdensborgerskab som alternativ til det nationale statsborgerskab. Man kan nok tale om et verdensborgerskab i betydningen ’verdensmedborgerskab’, men ikke om verdensborgerskab som en slags (stats-) borgerskab i verden – i hvert fald ikke i den verden, vi kender i dag. Retligt set er statsborgerskabet udtryk for en særlig tilknytning mellem borger og stat. Det er et udtryk for de gensidige rettigheder og pligter, som relationen skaber. Og selv om verdensborgeren indgår i en relation til ’verden’, er det en helt anden slags relation end relationen mellem statsborgeren og dennes stat.
Verden består af stater, og det er kun en stat – i hvert fald på nuværende tidspunkt – der effektivt kan beskytte sine borgere og sikre dem deres rettigheder.
Ifølge det danske regeringsgrundlag for 2011-12 er statsborgerskab en status, der giver ’lige muligheder for alle’. I Danmark er det, ligesom i de fleste andre lande, kun statsborgerne, der har samtlige rettigheder og dermed lige muligheder (hvis vi ser bort fra tilfælde, hvor unionsborgere ifølge EU-retten kan have krav på en bedre retsstilling end landets egne ’stationære’ statsborgere – den såkaldte ’omvendte diskrimination’). Kun statsborgere har valgrettigheder ved parlamentsvalg, ret til særligt betydningsfulde offentlige stillinger, ret til statens beskyttelse (diplomatisk) og ubetinget ret til at blive i og når som helst vende tilbage til staten. Desuden giver EU-retten medlemsstaternes statsborgere rettigheder, bl.a. ret til fri bevægelighed og ophold i andre EU-medlemsstater. Statsborgerrettighederne garanteres af statsborgernes stat, herunder gennem dens EU-medlemskab.
Verdenssamfundet kan end ikke garantere nydelsen af de menneskerettigheder, som gælder for alle mennesker – uanset statsborgerskab. Ikke alle verdens stater er indstillet på at overholde menneskerettighederne, men der er rollemodeller, og der samarbejdes internationalt om at finde frem til bedste praksis og/eller fælles mindstestandarder på væsentlige områder. Verden og verdensborgerne kan derfor ikke undvære staterne.
Hvis vi ser på den danske indfødsretslovgivning, er der grund til at fremhæve to karakteristika:
For det første er den nugældende danske indfødsretslov relativt gammel – den er fra 1950. Den er selvfølgelig blevet ændret siden da, men den er ikke blevet reformeret. Derved adskiller den sig fra de andre nordiske statsborgerskabslove. Sverige, Finland og Norge har fået nye statsborgerskabslove i henholdsvis 2001, 2003 og 2005, bl.a. med henvisning til den voldsomme samfundsudvikling, der er sket siden landene vedtog deres tidligere gældende statsborgerskabslove.
For det andet indeholder den danske grundlov en særlig bestemmelse om, at udlændinge kun kan få indfødsret ved lov. Der kan intet skøn overlades til administrative myndigheder. Tildeling af indfødsret sker normalt ved, at Folketinget vedtager et lovforslag om at give indfødsret til et større antal udlændinge, hvis navne står oplistet på lovforslaget.
Udlændinge kan få indfødsret ved både generel og konkret lovgivning. Begge fremgangsmåder anvendes. Indfødsretsloven fra 1950 er en generel lov, og den bestemmer, at nordiske og tidligere danske statsborgere kan få indfødsret ved afgivelse af en erklæring, udenlandske adoptivbørn kan få indfødsret automatisk ved adoption af danske forældre, og udenlandske børn kan få indfødsret automatisk ved legitimation, hvis deres udenlandske mor gifter sig med deres danske far. Andre udlændinge må imidlertid søge indfødsret ved naturalisation, det vil sige ved Folketingets vedtagelse af en konkret naturalisationslov. Denne usædvanlige form for tildeling af statsborgerskab er forbundet med en række ulemper. Bl.a. vedtages tildelingskriterierne ikke ved lov, men ved politisk aftale, og ansøgerne har ikke de sædvanlige retssikkerhedsgarantier, herunder sikkerhed for at få en begrundelse for et afslag og klageadgang. Disse problemer kan ikke løses fuldstændigt under den nugældende grundlov, men det er muligt inden for grundlovens rammer at forbedre naturalisationsordningen betydeligt. Regeringen har da også i sit regeringsgrundlag tilkendegivet: