Regeringsgrundlag oktober 2011: Et Danmark der står sammen: http://www.stm.dk/publikationer/Et_Danmark_der_staar_sammen_11/Regeringsgrundlag_okt_2011.pdf
Risager, K. (2012). »Verdensborgeren i sprog- og kulturpædagogikken.« Sprogforum, nr. 55, s. 14-20.
Se særligt den danske INTEC rapport, Eva Ersbøll og Laura Katrine Gravesen: Denmark http://menneskeret.dk/files/pdf/INTEC/Denmark%20Intec%20final.pdf
Udlændingeservice: Tal og Fakta – Tema Aktiviteten hos udbydere af danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl. i 2009, oktober 2010 http://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/44C95685-8C0B-4DFA-ADC6-B26F7ACCBFBF/0/danskuddannelse_rapport_2009.pdf
 | KAREN RISAGER | Professor emerita[email protected] |
Verdensborgeren i sprog- og kulturpædagogikken
’Verdensborgeren’ er et begreb der fokuserer på individets (politiske) rolle og opgaver i forhold til verdenssamfundet. Det kan dække over vidt forskellige opfattelser, lige fra ’vi er alle verdensborgere’ til ’ingen er (endnu) verdensborger’. Selv vil jeg mene på den ene side at alle vi mennesker er verdensborgere i mere objektiv forstand i kraft af at vi er sat i en globaliseret og interdependent verden (jf. bl.a. Ersbøll, dette nummer), på den anden side at alle mennesker også burde opfatte sig og agere som verdensborgere – og her handler det om en mere subjektiv, politisk og etisk dimension af begrebet.
Man kan således sige at begrebet verdensborger kan anskues både ud fra en deskriptiv og en normativ synsvinkel: Udsagnene ’alle mennesker er verdensborgere’ og ’ingen mennesker er verdensborgere’ er deskriptive: forskellige forsøg på at beskrive verden som den den er. Udsagnet ’alle mennesker burde opfatte sig selv som verdensborgere’ er normativt.
Hvis vi ser på dem der er involveret i sprog- og kulturpædagogik rundt omkring i verden, er der nok ved at danne sig en forskel mellem (dele af) engelskfaget og de øvrige sprogfag: Da engelsk efterhånden bruges som lingua franca (kommunikationssprog) over det meste af verden, er der dele af engelskfaget der interesserer sig for det globale perspektiv og for fagets rolle i uddannelsen af interkulturelt kompetente verdensborgere. Mens de øvrige sprogfag typisk orienterer sig mod deres respektive målsprogslande og er interesseret i at uddanne interkulturelt kompetente medborgere inden for en (fler)national forståelse.
Men som det vil fremgå af det følgende, mener jeg at en sådan modsætning er ubegrundet fordi en lang række af verdens sprog i virkeligheden er globale fænomener. Al sprogundervisning bør have et overordnet globalt sigte.
Statsborger og medborger – og verdensmedborger
Det kan være nyttigt at skelne mellem statsborgerskab og medborgerskab (en skelnen som man ikke kan lave i det engelske sprog, hvor citizenship bruges for begge). Begrebet statsborgerskab henviser til medlemskabet af en bestemt stat med et dertil hørende sæt af rettigheder (i Danmark fx valgret til Folketinget) og pligter (i Danmark fx værnepligt). I Danmark kaldes statsborgerskab også indfødsret. Begrebet medborgerskab er et mere filosofisk og samfundsvidenskabeligt begreb som handler om individets rolle i samfundet, og det har en politisk og etisk dimension i og med at man kan tale om mere eller mindre aktive medborgere. Hvis man ser på Danmark, så er medborgerne i Danmark principielt alle dem der bor i landet uanset om de har dansk statsborgerskab (den deskriptive synsvinkel). Men i integrationspolitikken lægges der som bekendt også vægt på at medborgerne er aktive deltagere i samfundslivet i Danmark ved fx at deltage i foreninger, klubber, skole-hjem-samarbejde eller lignende (den normative synsvinkel).
Denne skelnen mellem statsborgerskab og medborgerskab er dog mindre anvendelig når det handler om verdensborgerbegrebet. Der eksisterer jo ikke nogen verdensstat, og et system som fx de universelle menneskerettigheder kan heller ikke siges at udgøre en egentlig global retsorden (endnu). Så man må sige at verdensborgerskabet først og fremmest er at forstå som et verdensmedborgerskab. Når jeg fx mener at alle mennesker er verdensborgere i mere objektiv forstand i kraft af at de allerede lever i en mere eller mindre globaliseret verden, så er det verdensmedborgerskabet jeg tænker på (den deskriptive synsvinkel). Og når jeg mener at alle burde opfatte sig som og agere som verdensborgere, er det også verdensmedborgerskabet jeg sigter til (den normative synsvinkel).
Hele diskussionen om verdensborgerskabet er meget interessant, og der er naturligvis et utal af forskellige positioner og diskussioner. Jeg vil her henvise til Heater 2002, som giver en god historisk oversigt over emnet fra de gamle grækere (stoikerne) op til nutidens debatter om verdensborgerskab, samt til Kemp 2005 der diskuterer ’verdensborgeren’ som et pædagogisk ideal. Jeg vil også henvise til Beck 2006 om kosmopolitisme og til Kant 1784, et meget spændende (og letlæseligt) essay om verdensborgeren.
Verdensborgeren: kritisk kulturel bevidsthed og interkulturelt medborgerskab
I sprog- og kulturpædagogikken har der, især i Europa og ganske særligt i Vesttyskland siden 1960’erne (Doyé 1966; Doyé 1996) været folk der lagde vægt på sprogundervisningens rolle i uddannelsen af eleverne til demokratiske samfundsborgere – en opfattelse der både var præget af erfaringerne omkring 2. verdenskrig og af den kolde krig, hvor Europa og Tyskland jo var delt. Den der har skrevet mest om dette emne siden 1990’erne og op til nu, er Michael Byram. Han mener at al sprogundervisning for børn og unge skal have et overordnet dannelsesmål som han i Byram 1997 kalder politisk dannelse (political education) eller kritisk kulturel bevidsthed (critical cultural awareness). Dette dannelsesmål handler om evnen til at kunne foretage en kritisk bedømmelse af praksisser og produkter i ens egen kultur og i andres, vel at mærke på basis af rationelle og explicitte kriterier. Det er ikke acceptabelt at eleverne blot siger at det og det er ’barbarisk’; de skal inviteres til at gøre rede for grundlaget for deres vurderinger, og de skal holdes fast i at være konsistente i deres vurderinger af både deres eget samfund og andre samfund. I nedenstående model fra Byram 1997 er dette dannelsesmål placeret som det centrale mål for skolens sprogundervisning. (I parentes bemærket er dette ikke en egentlig forklarings- eller procesmodel, men snarere et skema hvor de fire uudfyldte hjørnefelter godt kunne udelades.)
| Færdigheder at fortolke og relatere | ||
| Viden om sig selv og den anden om interaktion: individuel og social | Uddannelse politisk dannelse kritisk kulturel bevidsthed | Holdninger at relativere sig selv at værdsætte andre |
| Færdigheder at opdage og/eller interagere |
Fig. 1. Komponenterne i interkulturel kompetence (oversat fra Byram 1997: 34)
Man kan sige at ved at understrege den politiske dimension i sprogundervisningen problematiserer Byram den udbredte opfattelse af at sprogundervisning er ensbetydende med kulturundervisning. Byram mener ganske vist at sprogundervisning bestemt skal bidrage til interkulturel forståelse, men han mener også at undervisningen skal gå videre end det: den skal sigte mod at uddanne engagerede, vurderende og handlende individer i en flerkulturel verden. Og med ’verden’ tænker Byram her især på Europa, idet meget af hans arbejde siden 1990’erne har været rettet mod at diskutere begrebet europæisk medborgerskab (European citizenship).
I