har professionsforskningen været nært knyttet til professionssociologien som traditionelt har været opdelt i en funktionalistisk inspireret tilgang og en neo-weberiansk tilgang (se bl.a. Due & Madsen 1990 samt Krejsler (under undergivelse)). Den første har været mest optaget af at beskrive professionerne ud fra de opgaver som de skal løse for samfundet. Den anden tilgang har snarere været optaget af at afdække hvorledes professionerne som erhvervsgrupper er i konstant kamp med hinanden og andre med henblik på at sikre sig monopol på særlige arbejdsområder samt øvrige privilegier. Som professioner gjaldt her læger, jurister, præster m.fl. Lærere og sygeplejersker m.m. gjaldt kun som semi-professioner.
De seneste årtier har blandt andet de stigende krav til akademisering af de mellemlange videregående uddannelser i et samfund der bliver stadigt mere afhængigt af viden, uddannelse, forskning og livslang læring, ført til at også lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og pædagoger er kommet under pres for at opkvalificere sig. Dette pres samles i stigende grad under betegnelsen professionalisering (se bl.a. Hjort (red.) 2004; Moos, Krejsler & Laursen (red.) 2004). Det har indebåret en stor opgave med at udvikle nye måder at forstå professioner og professionalisering på som er i overensstemmelse med naturen af disse gruppers arbejdsfelter.
På instituttet arbejder en del forskere med at afdække de forandringer som ovennævnte erhvervsgrupper undergår i disse årtier. Dette sker ikke mindst inden for rammen af Forskningsprogram om Profession, Erhverv og Ledelse. Denne forskning kan ses som pædagogisk antropologisk i den forstand at den i høj grad arbejder med feltforskning på de mange institutioner såsom skoler, uddannelsessteder og daginstitutioner. Forskningen er pædagogisk antropologisk på en multidisciplinær måde i og med at man her arbejder med sammenhænge mellem professionalisering, læring, modernisering af den offentlige sektor, individualisering m.m. Den pædagogiske antropologi henter her inspiration fra såvel sociologi, filosofi, historie, politologi og mange andre fag, når det skønnes frugtbart i udviklingen af forståelser af professionalisering.
Øvrige områder
De her nævnte områder kan stå som eksempler på forskningstilgange og tematikker der har været med til at farve udformningen af pædagogisk antropologi, samtidig med at de enkelte områder i instituttets regi selv er blevet farvet af den løbende dialog om hvordan fagkonstruktionen pædagogisk antropologi kan forstås. Af øvrige områder kan nævnes det udannelseshistoriske forskningsfelt som har ladet sig inspirere af (pædagogisk) antropologiske tilgange (se Nørgaards artikel i denne antologi). Endvidere har studier i fagområdet visuel kultur og udviklingen af det pædagogisk antropologiske fagområde gensidigt kunnet befrugte hinanden (se Illeris’ og Buhls artikler). Et ganske stort miljø inden for instituttet arbejder med det multikulturelle og med dansk som andetsprog, og den nuværende institutleder er også professor i tosprogethed og dansk som andetsprog. Dette område bidrager ligeledes til udviklingen af fagområdet pædagogisk antropologi og er i antologien repræsenteret ved tre artikler (af henholdsvis Holm, Kristjánsdóttir og Holmen & Horst).
Samspillet mellem uddannelse og forskning
Spillet mellem monofaglighed og multidisciplinaritet i arbejdet med pædagogisk antropologi kommer også til udtryk gennem de forskellige uddannelser der er tilknyttet instituttet.
Det har været en opgave for instituttets medarbejdere at udvikle en cand.pæd.-uddannelse i pædagogisk antropologi. Den havde sit første optag i 2002 og i den første studieordning (2002/2003) har specielt tre områder fået en central placering. Det første er etnografisk inspireret udforskning af felter af betydning for pædagogiske forhold som tilgodeses gennem et kortere feltstudium i starten af studiet fulgt op af et længerevarende sidst i studiet. Det andet område er Kulturanalyse og kulturstudium af felter af betydning for pædagogiske forhold. I to ud af de seks studieenheder er kulturbegrebet således det centrale omdrejningspunkt. Det tredje område drejer sig om udviklingen af videnskabsteoretiske og metodologiske problemstillinger i relation til forståelsen af blandt andet feltstudier, deltagerobservationer og kvalitative interviews. Kravet om skærpet opmærksomhed på videnskabsteoretiske og metodologiske problemstillinger hænger ikke mindst sammen med den stigende erkendelse af at ”viden” ikke bare er noget forskeren finder ”derude” (i et givet felt), men at viden altid opstår i samspil med den optik man benytter sig af.
Den tematiske variation i spændingsfeltet mellem monofaglighed og multidisciplinaritet ses desuden gennem arbejdet med de masteruddannelser, som er tilknyttet instituttet, nemlig masteruddannelserne i henholdsvis IKT og læring, børnekultur og professionsudvikling, samt uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog for voksne, som er på masterlignende niveau.
I relation til ovenstående har der på såvel studiet som blandt forskerne på instituttet været en løbende diskussion om hvordan man kan forstå empirien og feltbegrebet. Man kan sige at fra en opfattelse hvor tanken var at man kunne nå ind til den iboende logik i et givet felt ved at ”lade feltet tale” blot man var åben og uhildet nok som forsker, så er der, som nævnt, en stigende erkendelse af at skabelse af viden altid indeholder et element af konstruktion (se fx Andersen & Øland 2003) – nogen har endda talt om en repræsentations-krise inden for kvalitativ forskning (se Denzin & Lincoln 1998).
Der har også været bestræbelser på at overvinde denne repræsentationskrise ved at give det etnografiske projekt ”mening og betydning bag om det postmoderne” (se bl.a. Madsen 2003). På denne baggrund argumenterer Madsen for at der kan hentes inspiration i ”grounded theory”-tilgangen i etnografiske studier.
På studiet og på instituttet har denne problemstilling imidlertid ført til at også diskursanalytiske tilgange har vundet indpas som en alternativ måde at gå til analysen af empirien og feltet på. Inspireret af Foucault, Deleuze, Laclau og Mouffe med flere kan der argumenteres for at valget af den diskurs hvorigennem forskeren italesætter feltet, indebærer grundlæggende konsekvenser for hvorledes feltet, dets aktører og strukturer overhovedet kan iscenesættes. Feltet bliver i den forstand en konstruktion der følger de regler som de valgte diskurser – forstået som vidensregimer – giver i agttageren mulighed for at konstruere det som (se bl.a. Andersen 1999, Foucault 1980/1971, Deleuze & Guattari 1996).
Pædagogisk antropologi – et institut ved Danmarks Pædagogiske Universitet
I sin praktiske udformning på Danmarks Pædagogiske Universitet må begrebet pædagogisk antropologi som allerede nævnt forstås i sin dobbelthed af organisatorisk ramme for et institut og som faglighedskonstruktion. Og selv om fokus i denne antologi primært er faglighedskonstruktionen, hænger de to forhold så tæt sammen at vi her konkret vil gå tættere på sammenhængen mellem dem i instituttets og faglighedens tilblivelseshistorie. Samtidig inviteres læseren indenfor i det værksted som et forskningsmiljø også udgør.
DPU’s, og dermed instituttets, tilblivelseshistorie kan tage sit udgangspunkt i datoen 26. maj 2000 da Folketinget vedtog Lov om Danmarks Pædagogiske Universitet – en lov der sammen med Lov om Danmarks Tekniske Universitet, vedtaget samme år, kan siges at foregribe Universitetsloven af 2003 som DPU overgår til i 2005. Et kendetegn ved disse lovgivninger er deres intention om at styrke ledelserne på universiteterne ved at indføre bestyrelser med eksternt flertal og en ikke valgt, men ansat, rektor der igen ansætter mellemlederne. Et andet kendetegn er lovenes intention om at maksimere universiteternes samfundsmæssige nytteværdi, både med hensyn til en forøgelse af kontraktmæssigt samarbejde med den offentlige og den private sektor, og med hensyn til en forøget forskningsmæssig formidlingsstrøm til det omgivende samfund. To af de rationaler der ligger bag disse lovgivningsændringer, er dels at forsøge at opgradere universiteterne til videnssamfundet, og dels at øge den statslige indgriben i, og dermed kontrol af, universiteterne som siden 2. verdenskrig har været et stadigt større ønske blandt mange vestlige regeringer.
Finansiering som et problem er også et rationale for denne nye universitetslovgivning. Dette hænger fundamentalt set sammen med det stigende skattemæssige, og dermed økonomiske, pres som offentlige institutioner i moderne samfund udsættes for. Dette medfører øget