Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson

typisk vil være dem der er mulige for de udsatte unge (eks. SOSU, HG, EU) samt om nedlæggelsen af såvel FUU og UJF. Alt sammen realpolitiske forhold der indskrænker de udsatte unges muligheder. Der er således langt fra tale om et entydigt billede.

      I relation til beskæftigelsespolitikken er der sket et skifte i retning af at prioritere arbejde frem for aktivering og uddannelse i relation til de arbejdsløse (se endvidere rapporten ”På kanten af arbejdsmarkedet – en analyse af de svageste grupper på arbejdsmarkedet” udgivet af Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2004).

      Der hvor de udsatte unge for alvor synes at komme til syne er i relation til den socialpolitiske satsning omkring bekæmpelsen af den negative sociale arv. Derudover udgav Socialministeriet i 2002 en socialpolitisk redegørelse med overskriften: Frit valg – også for de udsatte grupper (Socialministeriet 2002). De udsatte grupper er i denne forbindelse misbrugere, hjemløse, sindslidende og prostituerede. Der er således kun delvist sammenfald med den gruppe af arbejdsløse og udsatte unge, som er omdrejningspunktet for denne afhandling.

      Det samlede billede af indsatsen over for de udsatte unge er blevet mere sløret. Det synes vanskeligere at finde sammenhæng mellem på den ene side det overordnede retoriske niveau om frit valg for alle borgere, og på den anden side det realpolitiske niveau, hvor antallet af reelle valgmuligheder for de udsatte unge synes indskrænket. Hvor den tidligere regerings svar på de unges situation og problemer var uddannelse (Hansen, 2003), er det i dag mere uklart, hvad der er svaret. Forsøgsvis kan man pege på at der er sket en glidning fra ‘frit valg under tvang’ til at ’de udsatte unge er uden for tendensen til frit valg’.

      3.7 Forvaltningsniveau

      Fra således at have indkredset forskellige aspekter af den institutionelle individualiserings gennemslag på et overordnet og politisk administrativt niveau skal dette afsluttende punkt indkredse fænomenet i en mere konkret og forvaltningsmæssig kontekst.

      Begge de projekter der ligger til grund for denne undersøgelse, er beliggende i København, og derfor udgøres den konkrete forvaltningsmæssige kontekst af Københavns Kommune.

      På det forvaltningsmæssige niveau fortolker Københavns Kommune arbejdsmarkedsreformen af 1996, som var den gældende på undersøgelsestidspunktet, således:

      Det er den enkelte unge og dennes behov der skal stå i centrum for aktiveringsindsatserne. I en redegørelse fra kommunen formuleres det som at “alle aktiveringstilbud skal tage udgangspunkt i, at det er den enkelte ledige, der skal have et løft. Den enkelte arbejdsplads eller det enkelte projekts behov for ledige er således mindre relevant” (Københavns Kommune 1996, p. 25). Formuleringerne er til at genkende og tilsvarende i relation til de individuelle handleplaner som indledes i den modtagefunktion der er i enten AF-systemet eller kommunen.

      En individuel handleplan er i disse sammenhænge en aftale mellem systemet og den unge med henblik på at få den unge i ordinært arbejde. Først når handleplanen er godkendt af begge parter, er der mulighed for aktivering og i tilfælde af at den unge ikke medvirker, kan det som nævnt få konsekvenser for udbetalingen af dagpenge. Det gennemgående i disse tiltag som peger i retning af en øget institutionel individualisering, er en højere grad af mulighed for fleksibilitet i forhold til den enkelte. Det vil konkret sige justering af planer, muligheden inden for nogle områder til selv at kunne præge forløbenes indhold osv.

      Born og Jensen har foretaget en nærmere analyse af de institutionelle rationaler bag netop handleplanerne. De skriver:

      “Hvis iagttagelser af handleplan- og aktiveringspolitik holdes sammen med mere generelle forandringsprocesser i samfundet, så er der næppe nogen tvivl om, at det individuelle betones, og at det kollektive demonteres” (Born og Jensen, 2001, p. 207).

      Uden at ville gå for langt ind i denne debat kobler Born og Jensen tendensen til en øget brug af samtalen – og specifikt den individuelle samtale – til den stadig mere udbredte anvendelse af MUS-samtaler. Koblingen består blandt andet i den sprogbrug der lægges op til med sådanne samtaler. Der er tale om en individualiserende sprogbrug som fremdrager den enkelte og dennes mål, fremtid, planer, oplevelser osv. frem for det kollektive ’vi’ der også er til stede både indirekte og direkte i handleplanerne såvel som i eksempelvis MUS-samtalerne. Den individualiserende sprogbrug fordrer både refleksivitet og aktivitet af den enkelte, og i relation til de aktiverede udspiller samtalerne sig yderligere i en asymmetrisk samtalesituation da vejlederen har kompetence til at kunne sanktionere den unge (Born og Jensen, 2001, p. 210) (MUS-samtalerne er også asymmetriske, men de fleste ansatte er bakket op af et sikringssystem som ikke eksisterer for de ledige).

      3.8 Opsamling

      Jeg har i dette kapitel tegnet et overordnet billede af den institutionelle individualisering som en dominerende politisk ledesnor i de overordnede institutionelle rammer omkring de unge. Ser man på tværs af de mange felter og niveauer som antydningsvis er blevet berørt i dette kapitel, er det slående i hvor høj grad der er tale om sammenfaldende bevægelser. Tendenser der går igen inden for det ene område, synes at gå igen også inden for de øvrige. Denne pointe skal selvsagt tages med det væsentlige forbehold at jeg her langt fra har foretaget nogen udtømmende beskrivelse af udviklinger på de respektive arenaer, men netop har ledt efter samme tendenser. Der er således en rimelig fare for at foretage en tautologisk slutning, selv om jeg ikke mener at pointen kan reduceres til en sådan.

      Det fremgår også af kapitlet at tendensen sætter sig igennem med forskellig styrke i de forskellige tiltag. Hvor individualiseringen er meget fremtrædende i uddannelserne for de udsatte unge, er den mere afgrænset til stede inden for arbejdsmarkeds-/beskæftigelsespolitikken, om end den politiske retorik er stort set identisk. De unge under uddannelse rammes således på et overordnet niveau hårdere af den institutionelle individualisering end de unge i aktivering. De unge i aktivering er omvendt den gruppe af unge for hvem modsætningsforholdet mellem individualiseringens slagord om ‘frit valg’ muligvis står i skarpest kontrast til aktiveringens begrænsninger.

      Det er overordnede paradokser som disse som vil blive nærmere undersøgt og belyst empirisk i de senere kapitler. Mere konkret er et af de væsentlige spørgsmål til videre bearbejdning spørgsmål 2 i problemformuleringen: Hvordan oplever og reagerer de unge på denne individualisering, som den manifesterer sig og produceres på aktiveringsprojekterne? Men inden jeg kommer frem til den empiriske belysning af dette, skal begrebet om individualisering yderligere afsøges og diskuteres teoretisk.