den dybdehermeneutiske tolkningsmetodik vigtig, da det har været min ambition fra starten at forstå de socialpsykologiske mekanismer bag de unges oplevelser og håndteringer af deres situation og den institutionelle individualisering. Hertil kommer, at jeg finder de erkendelsesinteresser, der driver den kritiske modernitetstænkning, i overensstemmelse med de ambitioner jeg er drevet af i dette arbejde.
Tolkningsniveauet i den dybdehermeneutiske teksttolkning bryder med de traditionelle kvalitative tolkningsniveauer som er udviklet af Steinar Kvale: Selvforståelse, common sense og teoretisk (Kvale, 1992, p. 60). Det går så at sige på tværs af niveauerne. Mine analyser udspringer netop af mødet mellem de unges selvforståelse/deres oplevelser og det teoretiske fokus på individualiseringen. Formålet er ikke at undergrave de unges selvforståelse, men at få skabt et frugtbart samspil mellem teori og praksis i analysearbejdet; Et samspil – eller en kontrastering om man vil – som kan føre til en overskridelse af såvel selvforståelserne hos de unge som det teoretiske afsæt (Katznelson, 1998).
Jeg har fra paletten af kvalitative metoder også ladet mig inspirere af elementer fra en mere konstruktivistisk tilgang. Her er erkendelsesinteressen snarere at destabilisere og dekonstruere de fremherskende forståelser og naturligheder (Guba og Lincoln, 1994, p. 113). Formålet med at inddrage denne tilgang har, som jeg indledningsvis var inde på i dette kapitel, været ønsket om at afdække samspillet mellem de unge og projekterne; Mellem de forskellige repræsentationer og positioner som parterne indtager i mødet. Inspirationen fra socialkonstruktivismen er således i forlængelse heraf begrundet i ambitionen om ikke alene at fokusere på de udsatte unge, men også på mødet og samspillet med de institutioner, hvor individualiseringen som institutionel struktur tendentielt sætter sig igennem. Til det formål har netop tænkningen inden for den socialkonstruktivistiske gren af det kvalitative felt været relevant.
Set ud fra et videnskabsteoretisk perspektiv har jeg således to kvalitative polariteter repræsenteret i min afhandling. Det giver mulighed for at kombinere den dybdehermeneutiske metodes blik for det ikkeitalesatte med det socialkonstruktivistiske blik for konstruktioner og positioneringer. Når jeg med rette mener at kunne foretage en sådan syntetisering eller splejsning af de to forskellige kvalitative traditioner, hænger det sammen med, at jeg i mit valg af teori ikke har haft et bestemt ideologisk eller videnskabsteoretisk udgangspunkt. Jeg læner mig op ad den efterhånden udbredte tradition for at stykke metode-bricolager sammen af forskellige og også delvist modsatrettede tænkninger.
2.3 Det teoretiske bagland
I forlængelse af problemstillingens bredere samfundsmæssige kontekst har jeg orienteret mig inden for nogle udvalgte og delvist overlappende forskningsfelter. Det drejer sig om uddannelses-/arbejdssociologien og ungdomsforskningen.
Ud fra en overordnet betragtning er dette valg i overensstemmelse med min problemformulering som tager afsæt i forskellige forhold omkring de unge: 1) At de er udsatte i forhold til deres samfundsmæssige integration i uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet og 2) At de er unge og lever i en tid der i overordnet forstand er præget af en tendens til individualisering.
Uddannelsessociologien har bl.a. fokus på restgruppeproblematikken og uddannelsernes stadig stigende indflydelse på ungdommen. Arbejdssociologien fokuserer på arbejdets generelle subjektive betydning samt på arbejdsmarkeds problematikker som udgrænsning af arbejdsmarkedet, ledighed og aktivering.
Der er tale om brede og vidtrækkende forskningsfelter, hvor mit fokus i særlig grad vil rette sig mod de forandringer der er at spore i unges orienteringer i forhold til uddannelse og arbejde som en delvis konsekvens af en række ændrede samfundsmæssige krav til unge. I forlængelse af de forskellige måder at forstå det andet moderne på, udgør uddannelsernes og arbejdets samfundsmæssige og subjektive betydning centrale omdrejningspunkter (se afsnit 4.2 for uddybning af begrebet om det andet moderne) (Sennett, 1999; Negt, 1985 o.a.).
Ungdomsforskningen har siden 1970’erne etableret sig som selvstændigt forskningsfelt i Danmark og her kom særligt i 1980’erne vind i den ungdomsforskning der fokuserede på restgruppen, ungdomsarbejdsløshed, uddannelser til unge m.m. (dermed ikke være sagt, at der ikke tidligere fandtes forskning i unge, men det blev ikke som sådan opfattet som ungdomsforskning) (Bay, 1991, p. 20).
Begrebet individualisering har været hyppigt anvendt inden for ungdomsforskningen. Særligt i forbindelse med tematiseringen af hvad det vil sige at være ung, og hvad der karakteriserer de unges valg- og identitetsprocesser, et område, som jeg i en dansk kontekst sammen med en række kollegaer fra Center for Ungdomsforskning har været med til at udfolde nærmere i bogen Ungdom, identitet og uddannelse (Illeris et al., 2002).
Med valget af ungdomsforskningsvinklen koblet med tesen om individualisering skriver jeg mig umiddelbart ind i et felt der populært forbindes med de ‘postmodernistiske forandringsteoretikere’. Jørgen Elm Larsen uddyber dette felt således:
“Meget forenklet udtrykt kan der i dag trækkes en skillelinie mellem traditionelle klasseteorier, der fokuserer på den økonomiske sfære som den fundamentale for klasse-, bevidstheds- og handlingsdannelse, og postmodernistiske teorier som hovedsageligt tillægger den kulturelle sfære eller konsumptionssfæren afgørende betydning for gruppe-, bevidstheds- og handlingsdannelse. De postmodernistiske forandringsteoretikere er primært optaget af risici, refleksivitet, individualisering og globalisering, mens de reproduktionsorienterede klasseteoretikerne primært fokuserer på de kapitalistiske grundstrukturer, der reproducerer uligheder.” (Larsen, 2000, p. 32).
Mit bidrag er i denne sammenhæng koblingen mellem et ‘forandringsperspektiv’ og de udsatte unge. Mellem netop på den ene side bevægelse og forandring og på den anden side de udsatte unge, der mindst af alt tænkes som værende bærere af disse forandringer. De er om nogen gang på gang blevet påvist at være strukturbærende ifølge den reproduktionsorienterede tænkning.
Det skal i den forbindelse understreges, at jeg til trods for mit fokus på individualisering, og til trods for at jeg i et vist omfang gør brug af en spids analysevinkel der går i dybden med et særligt aspekt, også søger at have blik for trægheder, mønstre og strukturer ved netop tilnærmelsesvis at betragte individualiseringen som en sådan (mere herom senere).
Jeg forventer dog ikke med fokuset på individualiseringen at kunne indfange og belyse hele den mangfoldighed og kompleksitet som gennemsyrer rammerne omkring de unges liv. De unges situation og udsathed har mange og komplekse årsager, vinkler, aspekter osv. De er blevet belyst af andre ungdoms- og uddannelsesforskere fra mange forskellige indfaldsvinkler og fokuset på individualisering udgør i denne sammenhæng mit bidrag til en samlet forståelse af de unge og deres samspil med de sammenhænge de indgår i (eksempelvis kan nævnes Andreasen et al., 1997; Simonsen, 2000; Nissen, 2000; Højmark et al., 2003; Hansen, 2003, men der kunne nævnes mange flere).
Opsamlende er det således i krydsfeltet mellem ‘udsathed’, ‘ungdom’ og ‘individualisering’ at denne afhandling giver sit særlige bidrag til de bredere forskningsfelter. Spørgsmålet om de unges udsathed eller mere traditionelt den marginaliseringsproblematik, der er indlejret i afhandlingens problemstilling, vil således blive diskuteret ud fra en uddannelses-/arbejdssociologisk og ungdomsforskningsvinkel. Med valget af disse vinkler og indskrivningen i disse forskningsfelter sker der automatisk et fravalg af andre vinkler: Eksempelvis den meget omfattende socialforskning inden for området, særskilt forskning i etnicitet, socialpsykologien osv. (igen udvalgte eksempler Nissen, 2000; Yvonne Mørck, 2001)
Med afsæt i uddannelses-/arbejdssociologien og ungdomsforskningen vil jeg her foretage en yderligere afklaring af begreberne om ‘udsatte unge’ og ‘individualisering’.
2.4 Udsatte unge som gruppe og begreb
Unge i aktivering
I snæver forstand er de unge, der er i fokus i afhandlingen, unge kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse som har været ledige i minimum 13 uger, og som derfor er i aktivering7. Det drejer sig om unge der ikke har taget en ungdomsuddannelse enten fordi de aldrig