Viden uden grAenser. Kristian Hvidtfelt Nielsen

og det historiske område. Fremvæksten af en egentlig matematisk statistik er – i Danmark og internationalt – et resultat af den vedvarende professionalisering og nyorientering igennem det 19. århundrede, som nåede en institutionel kulmination i midten af 1900-tallet. Mens statistikken stadig var helt underlagt Det statsvidenskabelige Fakultet, fik Harald L. Westergaard en overgang oprettet en økonomisk-statistisk eksamen, men den første eksamen bygget på matematisk statistik var den ovenfor omtalte fælles eksamen med forsikringsmatematik. Westergaard var professor i statsvidenskab fra 1886 til 1934, og i sine lærebøger bestræbte han sig på at give en enkel fremstilling af statistisk teori ud fra velvalgte eksempler. Efter Westergaards afgang oprettedes et lektorat i statistikkens teori – et fag, der blev bedømt til at være »så omfattende, at det at følge med og dyrke det som selvstændig Disciplin vil lægge Beslag paa en stor Del af en Mands Arbejdskraft«.³⁴ Snart efter skulle statistikken i Danmark blive til en udviklet matematisk teori, sådan som vi har set det påbegyndt hos Steffensen – i lighed med den udvikling, faget gennemgik ude i verden.

      Internationalt set er udviklingen af den teoretiske statistik især knyttet til arvelighedsforskningen i England, hvor en række videnskabsmænd gennemgribende revolutionerede tilgangen til statistik i 1920’erne; en af de vigtigste nye teoretikere var R.A. Fisher. I Danmark havde arvelighedsteoretikeren Wilhelm L. Johannsen i et værk fra 1909 skabt et vist grundlag for undervisningen i biologisk statistik,³⁵ men Fishers ideer blev først indført i Danmark i perioden fra 1935 til 1950; en periode som i Danmark repræsenterede en overgang til den matematiske statistik. Steffensen havde taget nogle af Fishers ideer op, og hans nye udledninger blev anvendt af en række af de kommende danske statistikere, Harald Simonsen, Anders Hald og Georg Rasch imod slutningen af 1930’erne. Den fremmeste fortaler for Fishers ideer blev Rasch, som i 1935/36 modtog et Rockefeller-stipendium til at studere hos Fisher i England. Hjemvendt fra sit studieophold udbredte Rasch den nye teori ikke blot i forelæsninger for flere forskellige faggrupper, men også igennem egentlige anvendelser af teorien i praktiske sammenhænge, blandt andet på Seruminstituttet. Først da generationen med Simonsen, Hald og Rasch overtog undervisningen, indgik Fishers teorier i undervisningen af aktuar- og økonomistuderende ved universitetet.

      I foråret 1950 blev der nedsat et udvalg, som udarbejdede en »[b]etænkning […] angående statistikkens stilling som selvstændig videnskab og som hjælpevidenskab ved de højere læreanstalter«.³⁶ Ligesom tilfældet senere var med datalogi, foreslog udvalget oprettelsen af et professorat i statistik ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og den samtidige oprettelse af et to-delt institut hørende både under Det matematisk-naturvidenskabelige og Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet. Men umiddelbart blev planerne ikke fremmet af Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og rets- og stats-videnskaberne gik derfor enegang og oprettede Statistisk Institut i 1953 med Hald som bestyrer. Hald blev senere overført til det professorat i matematisk statistik, som blev opslået i 1960 under Det matematisknaturvidenskabelige Fakultet og hørende til Institut for matematisk Statistik, og på Statistisk Institut blev han afløst af Rasch. Således fortsatte tvedelingen af statistikken i en beskrivende og en matematisk tilgang helt indtil midten af 1970’erne. De to institutter beskæftigede sig med forskellige emner i overensstemmelse med deres tilhørsforhold og statistiksyn, men der var også tale om en væsentlig udveksling.

      På foreningssiden adskilte statistikerne sig også fra de andre matematiske videnskaber. I 1949 var Det Statistiske Seminar blevet oprettet for at samle statistikere til foredrag og diskussioner, og det havde blandt andet modtaget støtte fra Rockefeller Foundation til at invitere udenlandske statistikere til landet for at holde foredrag. Først i 1971 blev de »teoretiske« statistikere organiseret i en forening med oprettelsen af Dansk Selskab for Teoretisk Statistik som en videreførelse af Det Statistiske Seminar.

      Sammenfatning

      For den rene matematiks vedkommende kan man sige, at den ved periodens start først og fremmest var et undervisningsfag i Danmark. I løbet af det 20. århundrede blev faget løftet, så det fik kontakt med den internationale frontforskning, til hvilken der også inden for specielle områder kom danske bidrag. Samtidig blev der lagt vægt på at uddanne nye forskere. Som demonstreret i det foregående var der i høj grad tale om en bevidst og aktiv proces, som danske matematikere selv værdsatte og engagerede sig dybt i.

      Den rene matematik blev komplementeret af andre »matematiske fag«, som reagerede på stigende efterspørgsel i samfundet. Det drejede sig især om datalogi, som i kølvandet på anden verdenskrig blev efterspurgt ikke mindst i forbindelse med udviklingen og udnyttelsen af de første datamaskiner i Danmark. Fra de første programmører ved Regnecentralen begyndte professionaliseringen og institutionaliseringen af datalogi ved universiteterne. I Århus anvendte Bundgaard den samme model, som han havde brugt til at skabe et florerende forskningsmiljø inden for matematik. Mere broget så institutionaliseringen af statistik og forsikringsmatematik ud. Men igennem det 20. århundrede blev begge fag institutionaliseret som matematiske discipliner, hvilket også stemte overens med deres indre udvikling.

      Hvor man ved periodens start stod med et matematisk miljø, der var defineret af de enkelte akademikeres personlige baggrund og interesser, var der ved periodens slutning oprettet flere miljøer, som formåede dels at øge antallet af uddannede kandidater til at følge samfundets efterspørgsel, og dels at bringe forskningen inden for definerede forskningstraditioner frem til forkanten af den internationale udvikling.