opstandelse er for Paulus en handling fra Guds side, hvormed han befrier mennesket fra bundetheden til eller slaveriet under synden. Gud har gennemført en frelseshandling mod mennesker gennem Jesu liv, død og opstandelse – det er Paulus’ tolkning eller tydning af, hvad der historisk skete med Jesus fra Nazareth. Man sammenfatter undertiden denne afgørende frelseshandling med udtrykket »Kristusbegivenheden«.
At mennesket bliver frelst eller befriet udtrykker Paulus også med den centrale formulering: mennesket retfærdiggøres ved tro. Mennesket bliver retfærdigt – lever op til Guds vilje og svarer til det, der er meningen med dets liv –, ikke gennem egen præstation, men ved i tro at tage imod Guds frelseshandling i Kristus.
Lovens betydning
Modsætningen til retfærdiggørelse ved tro er retfærdiggørelse ved lovgerninger. Ved »loven« (gr. nomos) forstår Paulus øjensynlig hele den gammeltestamentlige lov eller måske ligefrem (som Rudolf Bultmann har formuleret det) hele GT forstået som lov. At ville retfærdiggøres ved lov vil sige at ville leve i overensstemmelse med Guds vilje gennem lydighed mod det, som loven kæver, ved at efterleve dens »du skal!«. Men det kan mennesker ikke, fordi de er syndige. Lovens »du skal« bringer denne syndighed for dagens lys og binder dermed mennesket endnu mere til synden. Forsøget på lovoverholdelse viser kun, at man er hjemfalden til straf; derfor fører loven i sidste instans til død. Jesu korsdød er en straf for lovovertrædelse. Men Jesus har ikke gjort sig skyld i nogen lovovertrædelse. Hans død er en stedfortrædende straf. Og gennem denne straf er loven sat ud af kraft. Tro er at tilegne sig Kristi stedfortrædende død – at »afdø fra loven med Kristus«.
Det nye liv
Paulus’ antropologi er kendetegnet af en spænding mellem den gamle tilværelse under loven – og den nye tilværelse i tro. Denne spænding udtrykker han bl.a. med begreberne kød og ånd. Man kan ligefrem sige, at mennesket ifølge Paulus er spaltet. Det gælder netop mennesket som etisk subjekt: »det gode, jeg vil, gør jeg ikke – det onde, jeg ikke vil, gør jeg« (Rom 7).21
Tro på Kristus er ensbetydende med at få givet muligheden for at leve på en fuldstændig anden måde; gennem tro får man sit liv forvandlet. Det nye liv er som allerede nævnt kendetegnet af befrielse (fra loven) eller frihed (gr. eleuthería). Endvidere er det kendetegnet som et liv i ånd (gr. pnéuma): man modtager ånden i og med troen (konkret i dåben, jf. Rom 6). Mennesket drives af ånden, dvs. den bestemmer dets liv og handlinger.
Livet i ånden er »virksomt i kærligheden« (Gal 5,6). Nærmere bestemt kærlighed til næsten. Næstekærligheden er – som hos Jesus – opfyldelsen af loven (Gal 5,13-15; Rom 13,8-10). Det vil sige, at det, som loven efter sin intention kræver, kun kan virkeliggøres på grundlag af Kristi frelsesgerning og gennem tilegnelsen af den i tro. Man kan altså om næstekærligheden hos Jesus og Paulus sige: den grundlæggende påstand er den samme – loven opfyldes gennem kærlighed til næsten. Men forudsætningerne for, at et menneske kan vise næstekærlighed er forskellige:
– hos Jesus: »Gudsriget er nær, derfor kan du!«
– hos Paulus: »Kristus er død for vore synders skyld; tro på det, så kan du øve næstekærlighed!«
Spørgsmålet er, om næsten er den samme hos Paulus som hos Jesus. Der er noget, der tyder på, at begrebet igen bliver indsnævret. Det virker, som om næstekærlighed hos Paulus primært er kærlighed inden for menigheden. Inden vi ser nærmere på den sag, skal vi imidlertid kort omtale et motiv, som går lidt på tværs af hans kristologiske begrundelse af etikken.
Skabelse og natur
Der er hos Paulus – især i indledningen til Romerbrevet – formuleringer, som kan tolkes som ansatser til en opfattelse, der senere bliver udformet under betegnelsen »naturlig lov« (lat. lex naturalis). Således siger han Rom 2,13ff: »hedningerne, der ikke har loven, gør af naturen, hvad loven siger … de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte«. Ud fra kap. 1 (v. 19f) må man formode, at grunden til, at hedningerne har indsigt i lovens krav, er skabelsen. Gud har skabt alle mennesker, også hedningerne (dem, der ikke tror, Han har skabt dem); derfor gælder den med skabelsen givne lov også alle mennesker.
Talen om, at hedningerne »af natur« gør, hvad loven kræver, minder om den stoiske tanke om, at det gode er at leve i overensstemmelse med naturen. Det samme gælder den sprogbrug, hvormed Paulus tager afstand fra homoseksualitet: både kvinder og mænd vender sig fra den »naturlige omgang« (gr. physikē krēsis) og gør ting, som er »mod naturen« (para physin (Rom 1,27, jf. 1 Tim 1,9)).22
Når Paulus udtaler sig konkret om etiske spørgsmål, sker det imidlertid sjældent i form af en henvisning til, hvad der er naturligt.
Konkret menighedsetik
Paulus’ breve er ikke teologiske afhandlinger eller lærebøger, der handler om etikkens begrundelse. De er lejlighedsskrifter, der kommenterer konkrete konflikter i de enkelte menigheder. I Galater-menigheden har der åbenbart været medlemmer, som mente, at de kristne skulle efterleve jødernes lov. I Korinth har man nærmest haft den modsatte opfattelse: netop fordi Kristus har befriet de troende fra lovens pålæg, kan de gøre hvad som helst.
Paulus’ konkrete formaninger – hans såkaldte parænese – afspejler den allerede nævnte kendsgerning, at de kristne menigheder begynder at etablere sig som nye former for fælleskaber (gr. koinonia) inden for det romerske rige. De kristne, som Paulus taler til, befinder sig i en slags mellemposition. På den ene side lever de af en forkyndelse om et menneske, der gør op med alle sociale bindinger, og de forventer alle sociale ordningers ophør med Kristi genkomst. På den anden side udgør de faktisk selv et socialt fællesskab og de lever i en velordnet stat.
Hvad forholdet til det omgivende samfund angår, forventer Paulus, at de kristne på visse punkter har en afvigende livsførelse. I de såkaldte lastekataloger opregner han diverse handlinger, som ikke bør forekomme i menigheden som f.eks. »utugt« og »urenhed« (Kol 3,5). Man må regne med, at hans formaninger var nødvendige, fordi disse handlinger netop var udbredte i den omgivende kultur.
De kristne er imidlertid ikke et element, der truer statens sikkerhed. I en berømt passage i Romerbrevet fastslår Paulus, at alle skal »underordne sig myndighederne«. Begrundelsen er, at øvrigheden er »af Gud«. Dens magt til at straffe er Guds middel til at bekæmpe menneskelig ondskab (Rom 13,1-7). Vi ser her antydningen af en statsopfattelse, der afviger markant fra Aristoteles’, og som afgørende har præget synet på forholdet mellem kristendom og politik i teologiens historie.
En af statens opgaver er at håndhæve retten. Paulus indskærper imidlertid, at kristne indbyrdes ikke skal gøre brug af øvrighedens retsvæsen. Den kristne skal hellere lide uret end føre sag mod en trosfælle. En retssag er jo udtryk for, at en af parterne har handlet uretfærdigt. Og det er i modstrid med selve kristentroen: »uretfærdige (ádikoi) skal ikke arve Guds rige« (1 Kor 6,9).
De kristne, som Paulus skriver til, er altså ikke uden videre integrerede i polis’ koinonía for at tale med Aristoteles. Men nogle af de former for fællesskab, som Aristoteles omtaler, genfinder vi hos Paulus. En særlig form for formaninger er de såkaldte hustavler, hvor han udtaler sig om netop de relationer, der hos Aristoteles hører husstanden til: mand-kvinde, fader-børn, herre-slave. Paulus er hos nogle særligt berygtet for sine udtalelser om kvinder: de skal »tie stille i menighederne« (1 Kor 14,34) og »at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde« (1 Tim 2,12). Det er konkrete udtryk for, at kvinder skal underordne sig (1 Kor 14,34). Men som vi har set hos Aristoteles, er det jo en selvfølgelig tanke i det antikke samfund. Det særlige hos Paulus er hans begrundelse for dette underordningsforhold: »manden er kvindens hoved«, kvinden er det nederste led i rangstigen Gud-Kristus-mand-kvinde (1 Kor 11,3).
Paulus’ stilling til den over/underordning, der præger de grundlæggende forhold mellem mennesker er dog ikke entydig. I den netop omtalte passage kan han også sige »ligesom kvinden kom fra manden,