pasning og pleje for at udvikle sig og vokse”, som direktør Mikkel B. Rasmussen skrev i en artikel i Mandag Morgen. I stedet for taler vi om PISA-undersøgelser og om simple tests, som om det var aber og ikke mennesker, det drejede sig om. (En undskyldning til aberne).
2 DOWNLOADE, SUSPENDERE OG PRESENCE
Et universitet, en region, et amt, en kommune, et skolevæsen: Meget forskellige typer organisationer, men de er alle sammen levende helheder. Levende organismer. I modsætning til maskiner, skaber levende organismer sig selv – og når det ikke er naturen, men menneskeskabte organisationer, det drejer sig om, så sker det med menneskers hjælp. Skolen og virksomheden er ikke bare en samling enkeltdele. Det er helheder i konstant udvikling. Det er helheder, der forandrer sig sammen med elementerne. Derfor må vi tænke meget forskelligt på helheden og delen. Helheden er noget dynamisk og levende, som hele tiden bliver til. Hverken delen eller helheden eksisterer uden den anden. Helheden eksisterer ved hele tiden at manifestere sig i delene, og delene eksisterer som udtryk for eller som en konkretisering af helheden.
Denne helhedsopfattelse er vigtig, når vi taler om forståelse, udvikling og ledelse af levende systemer. Det drejer sig ikke om maskiner, og det drejer sig ikke om en bevidstløs repetition af fortiden ind i fremtiden. Det drejer sig om et levende møde med fremtiden i en ny form for forståelse og læring. En læring, hvor vi lærer af alle de budskaber og indsigter, der er i mødet mellem min forståelse af, hvad der på den ene side er min kilde til eksistens, og hvad der på den anden side er fremtidens viden. Enhver levende organisme har mulighed for at møde fremtiden på en sådan åben, fleksibel og nyskabende måde. Men det er et valg, for man kan også møde fremtiden som en kolos, der bare tramper sin vej ind i morgendagen uden fornemmelse for hverken oprindelse eller fremtid. Det er i virkeligheden sådan, at mange, både offentlige og private, virksomheder opfører sig. De har ingen finfølelse. De gør sig ikke særlig dybe overvejelser. De betragter fremtiden som noget, de nærmest har retskrav på. Og så tromler de fremad.
Fremtiden findes, blot i en anden form end nutiden og fortiden. Man kan betragte fremtiden som noget, man passivt ankommer til. Og måske som noget, man slet ikke skal blande sig i. Som noget andre sørger for eller har ansvar for. Og hvis ikke andre gør det, så sørger den mærkelige størrelse, som vi kalder udviklingen, for, at vi kommer ind i fremtiden. Men man kan også betragte fremtiden som noget meget nærværende og vedkommende. Noget, som alle mennesker og alle virksomheder, der vil, kan være med til at forme. Blot man tænker på fremtiden, er man måske med til at bestemme, hvordan den kommer til at se ud? Vi kalder det at være proaktiv eller interaktiv. Den proaktive tager bestik af fremtiden og tilpasser sig. Den interaktive går videre og forsøger aktivt at påvirke selve fremtiden. Den interaktive tegner f.eks. visioner om fremtiden og forsøger at realisere disse visioner gennem aktivt ledelsesarbejde.
Lad mig indføre et begreb: Det moderne internet-sprog har givet os et interessant ord, nemlig ordet downloade. Jeg kan downloade fra nettet. Artikler, fotos, tegninger, reklamer, rapporter – ord og billeder. Det er nyttigt og effektivt. Men jeg kan også bruge ordet downloade i en videre betydning. Når jeg står op om morgenen og går på arbejde, så downloader jeg på fuld kraft. Jeg repeterer utallige rutiner og kognitive kort. Jeg downloader min forestilling om, hvad et hjem er, laver derfor ingenting om og bliver boende. Jeg downloader min forestilling om, hvad et universitet er, og kører videre. Vi kunne nævne utallige områder, hvor de fleste mennesker hver dag, år ud og år ind, handler ud fra de samme forestillinger eller de samme mentale billeder, som de har handlet ud fra i årtier, ja, som måske også deres forældre handlede ud fra. Det skaber forudsigelighed og orden i hjemmene, i virksomhederne, på universitetet og i samfundene. Verden ville falde fra hinanden, hvis vi hver dag skulle genopfinde dens måde at fungere på. Men den bryder måske også sammen, hvis vi bare bevidstløst downloader.
Verdens gang består af milliarder af rutiner og milliarder af mentale billeder i mennesker; rutiner og billeder, der kun langsomt ændrer sig. Når vi er i en situation, hvor dette i ekstrem grad ikke er tilfældet, så taler vi om en krise. En krise er netop karakteriseret ved, at vi ikke, som menneske, som skole, virksomhed, samfund, kan klare os i den givne situation med alle de vante forestillinger, redskaber og handlemåder. Vi må opfinde eller udvikle noget nyt. Derfor er kriseledelse noget helt andet end ledelse af en virksomhed, der ikke er i krise. Krisen er noget specielt. I krisesituationen downloader vi ikke. Eller vi opdager, at når vi downloader, så sker der ikke det, der normalt sker. Vi er i en anden situation.
Den interaktive og vågne behøver ikke at komme ud i en krise for at tænke nyt. Den interaktive ved, at fremtiden kan indeholde noget nyt. Ved, at fremtiden kan formes. Ja, at den måske netop skal indeholde noget nyt, skal formes i en helt anden retning end den, vi i øjeblikket går i. Den interaktive er åben og søgende. Den interaktive kommer derfor sjældnere i krise end den, der bare downloader på livet løs og derfor ikke opdager, at vi er ved at køre i en forkert retning, fordi vi f.eks. overser en række signaler i og uden for organisationen, der skulle få os til at tænke og handle anderledes. Den interaktive har en anden bevidsthed end den reaktive og inaktive.
Lad mig indføre et andet begreb, nemlig begrebet suspendere. Det er et gammelt ord, der ifølge DanskOrdbogen betyder: midlertidigt ophæve, udelukke, sætte ud af funktion. Vi kan suspendere en lov eller bestemmelse. Men vi kan også suspendere vore tanker og mentale billeder. Vi kan sætte dem ud af funktion. Eller kan vi? Den chilenske bevidsthedsforsker Francisco Varela definerede suspendering som “removing ourselves from the habitual stream of thought”. Og det er netop denne habituelle strøm af tanker – nogle ville måske ligefrem tale om en kværn af tanker og billeder, som drøner afsted hver dag med stor hastighed – der er downloadingens essens og problem. For, som den britiske fysikprofessor David Bohm har udtrykt det: “Normally, our thoughts have us rather than we having them”. At suspendere kræver ikke, at jeg destruerer mine eksisterende mentale modeller af verden, hvilket også ville være umuligt, selv om jeg prøvede på det. Det kræver heller ikke, at jeg ignorerer dem, men som David Bohm har udtrykt det: “Rather, it entails hanging our assumptions in front of us”. Jeg må konfrontere mig med mig, eller jeg må hjælpes til at konfrontere mig med det, der er mig, nemlig bl.a. mine tanker. Hvis jeg holder mine mentale billeder, herunder mine grundantagelser om mennesker og verden, om undervisning, universiteter og kommuner mm. foran mig selv, lige foran mine øjne, så bliver jeg måske så forskrækket over at se dem, at jeg suspenderer dem og sætter noget andet, dvs. nogle andre forestillinger og billeder, i stedet.
Det er bl.a. det, man gør, når man arbejder bevidst og aktivt med fremtiden, f.eks. som virksomhedsleder eller politiker. Mange kunstnere, kreative og innovative mennesker, forskere og videnskabsfolk er gode til at suspendere. Er gode til at arbejde mulighedsorienteret med fremtiden frem for at arbejde med den som givet, som formet af vore downloadede forestillinger om, hvordan den bør se ud, hvis der skal være orden i skolen eller i samfundet. De er også gode til at arbejde med hvad-nu-hvis spørgsmål, dvs. arbejde hypotetisk, arbejde søgende og spørgende ind i fremtiden. Et åbent sind, et åbent hjerte og en åben vilje. I bogen Presence refereres et stort antal interviews, der er gennemført med forskere, kunstnere mm verden over, og som handler om deres suspendering, kreativitet og presencing (se www.dialogonleadership.org).
Lad mig indføre begreb nummer tre: Presencing. Presencing er med Peter Senges og Claus Otto Scharmers ord at “pre-sence and bringing into presence and into the present your highest future potential”. Det er et vanskeligt begreb. Ellers var det ikke interessant. Vi kan lære ved at reflektere over de erfaringer, vi har med os fra fortiden. Det er en vigtig form for læring. Det er den, der bl.a. bidrager til, at vi ikke laver den samme fejl to gange. Vi handler, observerer, reflekterer, planlægger og handler på ny. Men vi kan også forestille os en anden form for læring, hvor vi lærer af fremtiden, efterhånden som den dukker op, udfolder sig, emergerer. Det forudsætter en anden rækkefølge, som godt kunne være: suspendere, se, planlægge, handle. Det er ordet se, der er interessant, for hvad ser jeg, når jeg suspenderer mine fra fortiden importerede mentale billeder – og hvad ser jeg, når jeg suspenderer disse gamle billeder og tillader det nye at komme til syne?
Den traditionelle