– FRA STRUKTUR-PROBLEM TIL INDSATSOMRÅDE
Den egentlige baggrund for det danske iværksætterproblem er af en lidt anden karakter, end de fleste tror. Problemet lå reelt i, at vi havde alt for mange virksomheder, og at der kom stadig flere til. Helt galt var det i starten og midten af 1980’erne, hvor virksomhedsbestanden, ifølge momsstatistikken, steg fra 358.000 virksomheder i 1980 til 394.000 i 1987, samtidig med at det årlige antal nyetableringer blev forøget med 50 % fra 32.000 til det absolutte toppunkt på 48.000 nye registreringer, da den danske forbrugsfest toppede i 1986. Fornyelsen af virksomhedsbestanden, det traditionelle mål for en nations iværksætterniveau, eller etableringsraten, kunne opgøres til 13 % i 1986.
Problemet med de (alt for) mange virksomheder blev synliggjort, da Industriministeriet i 1989 fremlagde sin rapport “Dansk erhvervsliv på vej til det indre marked”. Heri konkluderes det blandt andet:
“Alle disse forhold peger stærkt på, at der i fremtiden må formodes at være et betydeligt indtjenings- og vækstpotentiale i store ‘veltrimmede’ foretagender af den slags, som desværre ikke helt findes i Danmark.” (Industriministeriet 1989, s. 149).
Det var med andre ord industriministeriets opfattelse, at dansk erhvervsliv mest af alt havde brug for lokomotiver. Strukturproblemet i form af de mange små og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv blev forstærket af udsigten til det store grænseløse indre marked, som den daværende KVR-regering så som den store udfordring i slutningen af 1980’erne.
Det var på denne baggrund ikke underligt, at iværksætterfremme ikke havde højeste prioritet blandt de erhvervspolitiske tiltag. Iværksætterpolitikken i slutningen af firserne og starten af halvfemserne kunne ifølge Dreisler m.fl. (2004) ikke karakteriseres som egentlig erhvervspolitik, men i stedet som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning. Arbejdsløshedsproblemet, der fulgte i kølvandet på den økonomiske kartoffelkur i slutningen af 1986 og den internationale økonomiske krise i begyndelsen af 90’erne, blev bl.a. søgt løst ved omfattende iværksætterstøtte til ledige – kunne man ikke blive andet, kunne man vel altid starte egen virksomhed.
Hvordan opstod så opfattelsen af, at vi havde relativt få nystartede virksomheder i Danmark, og at dette bestemt ikke var en fordel, men derimod at det var heri, det reelle erhvervsstrukturelle problem bestod?
Svaret er ikke entydigt, men væsentlige kilder til denne ændrede forståelse lå i en ny opfattelse af de små og mellemstore virksomheders økonomiske rolle, en ny form for strategisk tænkning blandt de største virksomheder, en ny regering og ikke mindst – en ny statistisk opgørelsesmetode.
Den ændrede opfattelse af de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skyldtes bl.a. den amerikanske økonom, David Birch, der havde påvist, at jobskabelsen i den amerikanske økonomi i 70’erne primært stammede fra disse virksomheder (Birch 1987). Ganske vist tilbageviste Davis m.fl. (1996) denne påstand ved at vise, at SMV’ernes jobskabelse stort set blev modsvaret af et identisk antal jobtab, så nettoeffekten var lig nul. Budskabet hænger imidlertid fortsat ved og er i Danmark årsagen til den årligt tilbagevendende begivenhed siden 1996: kåringen af Årets Gazellevirksomhed!
Det glade budskab om jobskabelsen i SMV’erne blev forstærket af de store multinationale selskabers ændrede strategiske kurs i halvfemserne. Hvor strategien tidligere havde været vækst, og gerne gennem urelaterede diversifikationer, blev fokus rettet mod virksomhedernes kerneforretninger. “Gør det, du er god til” var den dominerende læresætning, og det resulterede i en omfattende outsourcing af ikke-kerne-aktiviteter, hvilket gav grobund for en ny stor gruppe af internationalt konkurrencedygtige mellemstore virksomheder.
Dertil kom så et dansk regeringsskifte i 1993, der ledte frem til en markant anderledes opfattelse af det offentliges rolle i forhold til erhvervsfremme. I det nyoprettede Industri- og Samordningsministerium, der allerede i 1995 skiftede navn til det mere mundrette og dækkende Erhvervsministeriet, blev der sat fokus på erhvervslivets rammebetingelser. Det var nu ministeriets vigtigste opgave at indgå i en dialog med erhvervslivet i bestræbelserne på aktivt at forstærke rammebetingelserne og dermed de danske erhvervsmæssige styrkepositioner. Her blev der identificeret et særligt problem for de nye virksomheder, som det fremgår af ministeriets anden erhvervsredegørelse i 1994:
“Forskellige indikatorer peger på, at rammebetingelserne ikke er tilstrækkeligt gode for nye, små og mellemstore virksomheder. Iværksætterraten synes at være lavere i Danmark end i flere andre europæiske lande, og der er færre af de nye virksomheder, der overlever de første vanskelige år.” (Industri- og Samordningsministeriet 1994, s. 159).
Problemet var nu erkendt af alle: Danmark havde alt for få iværksættere, og iværksætteriet kom for alvor på den erhvervspolitiske dagsorden, da Erhvervsministeriet (1996) udgav den længe ventede Iværksætterbetænkning. Iværksætter- og selvstændighedskulturens trange kår blev synliggjort af, at den danske selvbeskæftigelsesgrad lå væsentligt under niveauet i andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Det vil sige, at de selvstændiges andel af den samlede beskæftigelse lå i bunden i forhold til stort set alle andre lande, og hvad der var værre, antallet af selvstændige raslede ned.
Reaktionen udeblev ikke – noget måtte der gøres, iværksætter- og selvstændighedskulturen skulle fremmes og ikke mindst sikres en central plads i det danske uddannelsessystem, hvor man for alvor skulle gøre op med den danske lønmodtagerkultur.
3 ETABLERINGSRATEN SOM MÅLESTOK FOR IVÆRKSÆTTERNATIONEN?
Hvordan kunne man på bare 5 år gå fra opfattelsen af, at der var for mange små og mellemstore virksomheder og nyetableringer til det modsatte, at der var for få? Den mest simple forklaring er, at svaret ligger i statistikkerne. Med udgangspunkt i tanken om de små og mellemstore virksomheder som den egentlige motor bag jobskabelsen, og at iværksætterne skulle ses som kilden til fornyelsen af erhvervsstrukturen, blev der i EU i starten af 1990’erne sat fokus på en beskrivelse af EU-landenes bestand af SMV’er og af den årlige tilvækst i form af nye virksomheder. Her blev både etableringsraten og overlevelsesraten skabt som mål for iværksætteraktiviteten, og det var i disse statistikker, at Danmark lå overraskende lavt (Eurostat 1994).
Det lave danske iværksætterniveau var imidlertid en konsekvens af, at Danmarks Statistik med afsæt i de (alt for) mange danske SMV’ere og nye virksomheder havde påbegyndt et unikt statistisk udredningsarbejde for at finde ud af, hvor mange af de nyregistrerede virksomheder der reelt var nye.
Baseret på det danske momsregister var det herefter muligt at identificere den nyetablerede virksomhed, der lige siden er defineret som et firma “som ikke har været drevet af en anden ejer, i anden ejerform, under andet firma eller af personlig indehaver, der allerede er registreret for momspligtig aktivitet”. (Danmarks Statistik 2003, s. 3).
Resultatet af udredningsarbejdet viste, at ud af den samlede tilgang til virksomhedsbestanden var det kun godt og vel 40 % af virksomhederne, der lå inden for definitionen af reelt nye virksomheder, resten var virksomhedsomdannelser, genstartere og rent administrative enheder, fx konkursboer og skuffeselskaber, jf. Bøegh-Nielsen m.fl. (1992).
Derved blev etableringsraten reduceret tilsvarende, og i stedet for en fornyelse af virksomhedsbestanden på omkring 12-14 % lå Danmark nu på beskedne 5-6 %. Da etableringsraten efterfølgende blev sammenlignet med lande, hvor det af registreringstekniske grunde ikke var muligt at gennemføre disse korrektioner, var der dømt frit fald på de internationale ranglister over virksomhedsetableringer.
De få kritiske røster, der blev rejst i Danmark om problemets reelle omfang og karakter, blev stort set overhørt. For eksempel da Møller og Nielsen (1996) argumenterede for, at den eksisterende debat var bygget på en række myter. Møller og Nielsen fremhævede blandt andet, at det var umuligt at udtale sig om etableringsraten i forhold til andre lande, da statistikkerne, der blev brugt til at understøtte argumentet, var usammenlignelige; et argument der tillige eksplicit blev fremført af Eurostat (1996, s. 57).
Endvidere påpegede Møller og Nielsen, at selvbeskæftigelsesgraden var et dårligt udtryk for iværksætteraktiviteten,