i Det Indiske Ocean nogle dagsrejser ud for Sri Lanka. Men det var stadig umuligt for almindelige dødelige at besøge det, for det var beskyttet af vand, ild eller en høj mur: »Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til Livets Træ.«49
Antropologiske temaer
En række temaer var helt centrale i den kristne antropologiske debat. De vigtigste var problemer som afvigelserne fra den sande kristendom og Guds mening hermed, tolkningen af historien som Guds fornuftige vilje, bestemmelsen af samtidens placering i forhold til dommedag, indpasningen af folkeslagene i de hellige skrifters rammer og sammenhængen mellem det oprindelige sprog og de samtidige forskellige sprog. Her skal de kort blive præsenteret for så senere at blive behandlet mere detaljeret.
Både muslimernes og kætternes religiøse afvigelser krævede en forklaring, da de jo ligesom hedningerne som efterkommere efter Adam og Noas sønner engang havde været bekendt med den sande tro. De måtte jo så være faldet fra den sande tro, og derfor stillede problemet med hedenskabet sig som et spørgsmål om årsagerne til menneskets forfald. Dertil blev Europa gang på gang overfaldet af nomadiske folkeslag fra øst, hvad der krævede en forklaring. I forlængelse heraf var der problemerne med svækkelsen af det kristne Rom og hedningers og senere kætteres erobring af den sande tros centrum. Nogle af de problemstillinger, dette gav anledning til, var i hovedtræk følgende: Når hedninger eller kættere besejrede og undertvang sig kristne af den sande tro, hvad var så Guds mening med dette? Dette kunne igen føre til forsøg på bestemmelse af, hvor i den bibelske historie mellem Jesu død og dommedag man befandt sig, idet dommedag blev set som den udfrielse fra jordelivets trængsler, alle længtes efter. Forud herfor skulle der ifølge Biblen ske en række ting, som blandt andet omfattede overfald fra øst. Der var naturligvis også en interesse i at forstå de fremmede folk med henblik på at styrke missionsgerningen, hvorfor noget, der kunne ligne både feltarbejde og monografier, blev produceret. Omkring dette opstod der debatter om det risikable i en så intim omgang med det hedenske, en debat der også blev ført i forhold til den klassiske græske litteratur.
Verden var dog ikke kun delt op efter de religiøse kriterier. Der var også en lang periode en bred enighed om, at der i verden var 72 folk og dermed også efter den babylonske sprogforvirring 72 sprog, hvad man kunne finde ud af ud fra de hellige skrifter. Belæg for dette fandt de kristne i Lukasevangeliet, hvor Jesus byder 72 andre end apostlene at gå ud i verden og missionere.50 Disse folk kunne gøres op på flere måder. Allerede den jødiske historiker Flavius Josephus (37/38-100) havde opdelt verdens nationer og bestemt deres tilhørsforhold til Noas efterkommere ud fra etymologiske kriterier, og senere havde Epiphanius fra Salamis eller Constantia (ca. 310-402) lavet en opgørelse over, hvor de boede.51 St. Hippolytos (ca. 160-235) korrigerede i begyndelsen af det tredje århundrede Josephus’ opgørelse på den måde, at han refererede til folk, der var kendt i hans egen samtid. Resultatet blev, at der var 45 asiatiske folk, 18 europæiske og 9 afrikanske folk. Hippolytos systematiserede også verdens samtidige folk i forhold til Noas sønner, og her forholdt han sig ikke til de oprindelige 72 folk. Han fandt 47 folk efter Jafet, 32 efter Kam og kun 16 efter Sem. Jafets efterkommere var således blevet til adskilligt flere folk siden den bibelske tid, mens de to andre sønners efterkommere var blevet færre. Disse folk fordelte sig i 84 lande, 41 til jafitterne, 17 til semitterne og 26 til hamitterne. Hippolytos lavede også en liste over, hvem blandt disse folk i verden der var kulturfolk, det vil sige havde egen skrift. Her fandt han seks folk efter såvel Jafet som Sem og fire folk efter Kam. Kun hvad sprog angik, holdt Hippolytos sig til de 72.52 Disse 72 sprog var blevet tvunget ned over folkene ved bygningen af tårnet i Babylon. Folk, lande, sprog og skrift var således ikke regionalt sammenfaldende, hvorfor disse forskelle ifølge Hippolytos ikke kunne betragtes som en straf, men skulle ses som en guddommelig harmoni, hvor den oprindelige fordeling med tiden var blevet forskudt, om end fordelingen stadig gav indsigt i oprindelsen. Oprindeligt havde der således været en orden, hvor hvert folk fik tildelt en engel, noget Hippolytos kunne læse ud af Femte Mosebog.53 Hermed lagde Hippolytos grundlaget for den hellige geografi – geographia sacra – som blev grundlaget for geografien i såvel den byzantinske som den vestlige verdenskundskab. Det centrale heri var, at Gud udtrykte sig i form af verdens naturlige orden, og den kunne aflæses. Og dette gjaldt også verden uden for den romerske, idet den hverken var fjendtlig eller djævelsk, men i sig selv havde både historisk og teologisk betydning.54 Hermed var grundlaget lagt for at bruge bibeleksegesen til analysen af verdens geografi og verdens historie, for kun herved kunne de budskaber, Gud havde lagt i historien og geografien, blotlægges.
Det med den hellige geografi og folkenes antal vil jeg senere vende tilbage til. I store træk skete der det, at Origenes Adamantius (ca. 185-254) svingede mellem 70 og 72 folk – tallet 70 var jo på en måde også helligt i kraft af Septuagintaen (»de 70«) – mens den syriske St. Ephraem (ca. 306-373) som den første blandt de kristne forsøgte at tælle folkene ud fra Noas sønner og inden for rammen af de 72. Det blev til 15 folk efter Jafet, 30 efter Kam og 27 efter Sem. Disse tal fandt Ephraem i den hebræiske udgave, og hans opregning blev fulgt af Augustin, som derved autoriserede denne opgørelse i en sådan grad, at det var vanskeligt at afvige fra den i mange år fremover. Således er det også denne opgørelse, St. Isidor brugte i sit store værk Etymologiae eller Origines–Oprindelsen fra begyndelsen af det 7. århundrede. Men ud over de tre kendte kontinenter nævnede Isidor et fjerde kontinent, hvor der måske var antipoder, men dette betvivlede Isidor dog et andet sted.55 For at bestemme disse folk benyttede man genealogiske studier, som ofte igen byggede på eller blev kombineret med sproglige og etymologiske analyser. Dette var den centrale analytiske vej til erkendelse, fordi sandheden om verden var i sproget. Adam havde i sin tid benævnt dyrene, og derfor var der en intim forbindelse mellem navn og det benævnte, en sammenhæng som først sent blev ophævet, hvorved ordene kunne »fritstilles« som folkelige konventioner. Og tilsvarende var hos de fleste kristne tænkere hebræisk det sprog, Gud talte, og som Adam lærte, altså alle sprogs oprindelse. Herfra havde først latin og græsk og derefter de andre sprog udviklet sig,56 hvis da ikke alle sprogene udsprang af den babylonske sprogforvirring. Og på baggrund af alle disse interesser rejste sig også et andet forfaldsproblem, idet de fremmede ikke blot syntes at være degenereret åndeligt, men også socialt og materielt i forhold til den tilstand, de engang – f.eks. umiddelbart efter Noa – havde haft. Ud over disse spørgsmål vedrørende de folk, man umiddelbart blev konfronteret med på den ene eller den anden måde, var der også spørgsmålet om grænserne for dem, man kunne betragte som mennesker. Givet var det, at alle Adams og senere Noas efterkommere var mennesker, men var de forskellige monstre, hvis eksistens man ligesom antikkens tænkere ikke satte spørgsmålstegn ved, også mennesker, og hvordan forholdt det sig med de antipoder, som man også overtog fra antikken? I og med at der ikke kunne være kontakt mellem den nordlige og den sydlige verden på grund af et ildbælte ved Ækvator, kunne eventuelle beboere af den sydlige halvkugle ikke stamme fra Adam eller være mål for den kristne mission, og kunne de så være mennesker?
Diskussionerne og analyserne af alle disse forhold skete dels i mindre analyser, dels i store historier, der skabte mere helhed i opfattelsen af de fremmede. Den vigtigste fortælling var naturligvis Biblen, som skildrede verdenshistorien frem til Noas sønner, og derefter nogle af Sems efterkommeres, især jødernes, historie. Men vigtige fortællinger var, som nævnt, også beretningerne om Alexander den Store, som fra at være en hedensk verdenshersker og røver efterhånden blev den kristne Guds nærmeste håndlanger i det store projekt om formningen af Østen i den kristne historie. Herefter, i senmiddelalderen og renæssancen, faldt Alexander igen tilbage til den hedenske og dermed mere ligegyldige status, han tidligere havde haft. Vigtige var også beretningerne om antipoderne og debatterne om deres eksistens, der drejede sig om menneskehedens enhed, og beretningerne om Prester Johannes, som omhandlede en lang række senmiddelalderlige temaer såsom dommedags snarlige komme, den endelige sejr over muslimerne og beliggenheden af det jordiske paradis. Bag alle disse fortællinger og analytiske fremstillinger af frelsens snoede veje og mangfoldige allierede lå naturligvis nogle overordnede teoretiske analytiske redskaber, som skulle autorisere analyserne.
Middelalderens antropologi byggede på to fundamenter, hvoraf