og mest direkte passage fra centrum til havet.
Perspektivet fra den anden ende af Ramblaen var gennem næsten 250 år anderledes. Havnefronten blev først åbnet med moderniseringen forud for OL i 1992. Noget af den kørende trafik ved havnen blev ført under jorden. Der blev etableret publikumsvenlige faciliteter på en tange ud i vandet såsom indkøbscentret Maremagnum og Aquarium de Barcelona, som kan nås til fods via træbroen Rambla de Mar, der er en forlængelse af Ramblaen ud i havnen. Og der blev anlagt en promenade og en kilometerlang sandstrand ved 1700-talshavnekvarteret Barceloneta, der udgør havnens østlige side og kan øjnes fra stedet for Columbus-monumentet. Barcelona vendte pludselig ikke længere ryggen til havet. Ramblaen blev porten til byen, og blandt strømmen af turister er der nu mange krydstogtturister, hvis møde med Barcelona foregår fra søsiden. Barcelona er i dag den vigtigste havn for krydstogtskibe i Middelhavet og nummer fire i verden.
Der er formentlig også matroser, der gør landgang og derpå søger mod Ramblaen. Straks forbi de knejsende palmer, lige efter Columbus-mindesmærket, har søens folk – og alle andre med – et kig ind til Barcelonas underliv: SALA X PEEP SHOW, Night club TABU, og hvad sexbutikkerne på denne strækning af Ramblaen ellers hedder. Det er også her på fliserne udenfor, at prostituerede tager opstilling i ly af natten. Her findes Salón Recreativo og andre spillehaller, der kan være et afløb for sorte penge. Og inde i nogle af sidegaderne foregår der handel med narko. Videre!
på tværs af sociale klasser
Længere oppe er der mulighed for at løbe ind i H.C. Andersen, som oplevede Ramblaen på en ganske anden måde end datidens Nyhavn hjemme i Kongens Kjøbenhavn, der havde knejper og glædespiger. Det er naturligvis ikke eventyrdigteren og eventyreren i egen høje person, som står og venter. Andersen gjorde ophold i Barcelona under en Spanien-rejse i 1862. Men der er en vægplade til minde om hans besøg ved indgangen til Hotel Oriente, som han indlogerede sig på. Hotel Oriente ligger på venstre side på stykket, der hedder Rambla dels Caputxins, vel efter at have gået spidsrod gennem gågadens forsamling af karikaturtegnere, der laver streger til tvistede portrætter, og kunstmalere, der fråser med farvetubernes klistrede masse. Og Andersen efterlod sig en beskrivelse af folkelivet på Ramblaen i reportagebogen I Spanien. Se bare her:
Fra Middagsbordet begave vi os i den smukke Aften ud paa den med Spadserende opfyldte Rambla. Herrerne var saa friserede, saa elegante og med dampende Cigar, en Enkelt gik med Lorgnet i Øjet og syntes heel og holden at være klippet ud af en fransk Modejournal, Damerne bare i Almindelighed Spanierindernes klædelige Mantille, det lange, sorte Kniplingsslør heftet i Haaret, hængende ud over Kammen, ned om Skuldrene; deres fine Haand bevægede med en ganske egen Ynde den sorte, pailletbesatte Vifte. Enkelte Damer gik franskklædt med Hat og Shawl. Folk sad paa begge Sider i Række paa Steenbænke og Stole hen under Træerne, de sad heelt ude paa Gaden ved de opstillede Borde foran de store Caféer. Alle Pladser var optagne, ude og inde.
En begejstret Andersen gjorde sig også observationer i dagtimerne, og hvad han så var blandt andet ”Contor-Mennesker til Fods”, men også ”Bønder paa deres Muuldyr”. Han var vidne til en voldsom oversvømmelse efter et skybrud, så historisk, at det er denne begivenhed den 15. september 1862, at mindepladen af metal forbinder H.C. Andersens ærede visit med. Pladen er opsat af Barcelonas bystyre og er selvsagt formuleret på catalansk. Hotel Oriente var dengang en slags vejkro midt i byen og et vandingstrug for prominente internationale rejsende. Nu, stadig med brunmalede træpaneler som facade og hotellets navn angivet i udskårne bogstaver, er Hotel Oriente et hotel, der indgår i HUSA-hotelkæden og rettelig hedder Hotel HUSA Oriente. Trestjernet og alligevel økonomisk overkommeligt for de fleste.
Der findes også denne skildring, hentet fra Barcelona-forfatteren Eduardo Mendozas roman Sandheden om Savolta-sagen. Her er det Ramblaen anno 1917:
Le boulevard, Las Ramblas, var et prægtigt skue med dens trængsel af arrogante bankfolk, alvorlige militærpersoner, barnepiger i stiveste puds, der banede sig vej med barnevognenes lakerede kalecher, skrigende blomstersælgere, en og anden ubestemmelig type, sømænd på landlov, skoledrenge, der pjækkede og sloges, for sjov, og grinende mængede sig med folk.
Der er altid en tæt trafik af gående på Ramblaen. Sådan var det også på H.C. Andersens tid. Han boede på Hotel Oriente i baggrunden, der nu hedder Hotel HUSA Oriente © Friedrich Böhringer
Tiderne skifter, men gennem århundreder har Ramblaen bevaret sit unikke kendetegn som et klasseløst strøg. Det er en gågade på tværs af sociale klasser, siger Lluís Permanyer, når han skal forklare Ramblaens langtidsholdbare magnetisme. Permanyer skriver klummer i den store Barcelona-avis La Vanguardia fra sin udkigspost på syvende etage i bladhuset, der ligger et godt stykke fra gågaden. Han fokuserer gerne på Barcelonas byudvikling og er en førende ekspert, når det gælder Ramblaen i fortid og nutid. ”Der er kun sket få ændringer i årenes løb. Her kommer rige, fattige, arbejdere, direktører, herrer, damer”, siger Permanyer. ”Alle”, tilføjer han og gemmer masseturismens påvirkning bort for en stund. Gaden er central, den er bred, og den er træklædt. Til illustration sammenligner han Ramblaen med Passeig de Gràcia, en anden boulevard i Barcelonas centrum, der fører fra Plaça de Catalunya op til den tværgående avenue Avinguda Diagonal. Passeig de Gràcia med raden af shoppingvinduer i overstørrelse er ifølge Permanyer borgerskabets gade og har altid været det. Et andet aspekt: Passeig de Gràcia er retlinet, overskuelig, mens Ramblaen, fordi gaden er som en ikke helt udfoldet tommestok, er forlenet med mystik. En gåtur fra ende til anden er at ligne med en opdagelsesrejse.
plaça reial
Apropos opdagelsesrejse: Inde til højre, ligeledes på Rambla dels Caputxins, ligger den rektangulære plads, Plaça Reial, som blev anlagt i 1800-tallet. Der er en fontæne i midten, seksarmede gadelygter, designet af Gaudí og med, hvad ligner en fed fugl øverst på den bærende søjle, kurrende duer, og rundt i kanten løber en søjlegang, som delvist giver ly for cafeer. Plaça Reial, med facaderne i sandgul og med deres brune træskodder med rigeligt med patina, danner en smuk ramme om udendørs teater og friluftskoncerter det meste af året og et marked med frimærker og mønter hver søndag formiddag. Foruden cafeer er der natklubber og restauranter i periferien af pladsen.
Tilløbsstykket er restauranten Les Quinze Nits, som breder sig ud på pladsen og i to etager i højden på meget af den ene side af Plaça Reial. Restauranten er enkelt og smagfuldt indrettet med stole med rød vinylpolstring, røde lampeskærme, oliebehandlede trægulve og frodige grønne planter foruden bordene med hvide duge. Menuen er middelhavsmad, der ikke slår bunden ud af feriebudgettet. Eneste forbehold er den til tider noget rutineprægede præstation, når det gælder både mad og især betjening. Restauranten er en kæmpemæssig organisme, og selv om der er mange pladser, er der ofte en lang kø uden for indgangen. Og det er ikke usædvanligt at blive antastet af subsistensløse, mens man venter.
Den rektangulære Plaça Reial danner en smuk ramme om udendørs aktiviteter. Det er også her, man finder den store, populære restaurant Les Quinze Nits
en aften i liceu-operaen
Mens Plaça Reial fremtræder en smule slidt, er der intet ’brugt’ over Barcelonas opera, som ligger ud til den modsatte side af det stykke af Ramblaen, der hedder Rambla dels Caputxins. Operaen, Gran Teatre del Liceu, er blandt de største og fornemste i Europa og har masser af kjole og hvidt-stemning. Hvis man spørger José Carreras, den verdenskendte tenor, så foretrækker han El Liceu over alt andet. ”Det er her, jeg begyndte. Det er min by, og dette storslåede teater er, hvor jeg lærte at værdsætte musik”, siger Carreras i bogen Barcelona 20 x 20 af Jordi og David Querol. Her fortæller 20 lokale personligheder om 20 steder i Barcelona. Som antydet er José Carreras, hvis fornavn i virkeligheden er catalanske Josep, bysbarn af Barcelona. Han optrådte første gang på El Liceus scene som 11-årig og studerede på operaens