alt="Image"/> Det er ikke muligt at reservere bord. Prisleje: 15-30 euro pr. person. Plaça Reial 6. 08002 Barcelona. Se www.lesquinzenits.com.
Tickets
rigmor kappel schmidt & gunvor kappel schmidt
En af mine (Rigmors) tidligste erindringer som spanskstuderende var, da jeg hørte Salvador Dalí i spansk radio. Han talte med sprukken gammelmandsstemme og hyldede Franco. Det hindrede mig ikke i at blive bidt af hans malerkunst, der tog tidens regulering af vores hverdagsliv ved vingebenet. Siden jeg blev cand. mag. med spansk og russisk, har jeg været universitetsansat, foredragsholder, forfatter og oversætter. Her har især oversættelsen af Miguel de Cervantes’ Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha bragt mig på rejse, både til Spanien af i dag og til Spanien i begyndelsen af 1600-tallet.
Min (Gunvors) tilgang til en park svarer til mit virke i øvrigt. Jeg driver et én-mandsprojekt under det tidligere integrationsministerium. Kort fortalt handler projektet om at udvikle skole-hjem-samarbejdet på en måde, der fremmer integration. Jeg er uddannet lærer, men bevæger mig i områder, der overlapper bl.a. psykologers og socialrådgiveres felt. Mine ’redskaber’ er almindelig sund fornuft, samtale, indlevelse og nysgerrighed med respekt for ikke at gå længere, end disse redskaber kan bære. Sådan er min tilgang til Barcelona og Spanien også. Jeg falder i snak, spørger og lytter og får ad den vej en masse at vide om folk og steder.
parkerne
barcelonas grønne åndehuller
Hvis man betragter Barcelona ude fra havet, ser man byen ligge langs kysten skåret igennem af gade på gade ned mod kysten. Højhusene rejser sig som en ensformig plantage på rad og række, otte til tolv etager høje, og gør man sig den ulejlighed at køre gade op og gade ned fra syd mod nord eller omvendt, vil man opdage gader og kvarterer uden en butik eller bar, uden træer eller parkeringspladser, uden fodboldbaner eller parkanlæg. Denne kompakt bebyggede storby ligger klemt inde mellem Middelhavet og den lave Collserolabjergkæde, der går op i omkring 500 meters højde bag millionbyen.
Men det har været endnu værre før i tiden, da Barcelona lå klemt inde mellem de middelalderlige bymure, og af militærstrategiske grunde måtte byen ikke udvides lige uden for bymurene. Imidlertid rev man bymurene ned i midten af 1800-tallet, og en hårdt tiltrængt udvidelse af byen kunne gå i gang. Visionært tegnede den fremsynede Ildefons Cerdá byplanen for udvidelsen, Eixample på catalansk og Ensanche på spansk, som en grid-struktur. Forholdet mellem gadernes bredde og bygningernes højde skulle være sådan, at lys, luft og sol kunne nå ned i fortovshøjde. Og spidserne skulle kappes af gadehjørnerne, så hestevognene lettere kunne komme omkring. Nu fik Barcelonas fremstormende letindustri luft under vingerne, og industrimagnaterne lod bygge passende boliger i det nye område, hvor modernistiske arkitekter som Antoni Gaudí rigtig kunne boltre sig. Intet under, at han lod sig inspirere af Cerdás ideer om lys og luft og udtænkte en anderledes bebyggelse, dér hvor Barcelona begynder at hæve sig op imod sit bagland.
Parc Güell – eller Güell-parken – var tænkt som et fristed for velhavere, heriblandt Gaudís mæcen, industrimagnaten Eusebi Güell, som Gaudí havde mødt i 1878. Parken, der var under opførelse fra 1901-14, blev færdiggjort, men hans ideer til fremtidens boliger i parken blev aldrig realiseret. Selv om Gaudí udarbejdede en slags intuitiv arkitektur, var han ikke nogen håbløs naturromantiker, ligesom han heller ikke kæmpede imod industrialismens sene gennembrud i Catalonien. Det var jo den, der overhovedet muliggjorde, at han kunne bygge sine naturligt bølgende mure og tage. Derfor var det da også Cataloniens industrielle produkter, han brugte til at udsmykke sine fantasifulde skulpturer, skorstene og bænke med, ikke i ydmyg respekt for deres formål, men i en fandenivoldsk leg med materialerne. Cement, tallerkener, tegl og mursten. Alt kunne bruges. Men uanset hvad de kantede mursten blev anvendt til, var én ting sikker. Når sten blev lagt på sten i Gaudís byggeri, begyndte de kantede sten hurtigt at bølge. Heller ikke fajancen brugte han efter dens formål. Tallerkener og kakler blev slået i stumper og stykker, der som brikker i en mosaik blev sat sammen med andre skår til mønstre og figurer. Men kom med og lad os opleve Güell-parken en efterårsdag uden for turistsæsonen.
güell-parken
Vi tager metroen til Vallarca-stationen, hvor der møder os noget så sjældent som en tydelig skiltning til en større seværdighed. Vi følger strømmen, og nu går det bare opad, rigtig opad. Og gaden Baixada de la Glòria er lang, rigtig lang. Så stejl er den, at vi vælger den nemme løsning: rulletrappen i stedet for de gammeldags trapper op til parkens bagindgang. Her har vi udsigt til taxaerne på vej nedad, hvor chaufførerne har hånden på håndbremsen … just in case. Fra trappen går vi ind ad parkens brede grusstier, kantet med stensætninger og kaktus. Hvor de elskende i romantikken lod sig rive med af naturens stærke kræfter, når de spejlede deres dramatiske kærlighed i den vilde storm, bliver storbyens parker nu om dage til en skriveflade, hvor kærligheden til sig selv eller en anden bliver mejslet ind. Det er kaktusserne med deres flade blade, der må holde for, når der skæres navnetræk og hjerter. Den, der i bedste storbystil vil protestere mod skamferingen, ridser selvfølgelig også, men vælger et skilt til sin protest.
De flade kaktusgrene i Güell-parken frister storbyens elskende til at fortælle om deres evige kærlighed. Svaret – Respect Cactus – kommer prompte fra dem, der elsker naturen højere, men selvfølgelig på et af kulturens skilte © Catherine Murray og Tuxette
Hvor godtfolk er, kommer handlende til: Langs de brede stier sidder nordafrikanske gadehandlere på hug bag store hvide klæder, hvor de har bredt deres varer ud. Tingeltangel, som man finder i enhver dansk provinsby. Sælgernes meditative ro breder sig som ringe i vandet, mens vi lytter os frem til parkens nutidige sjæl: de forskellige gademusikanter, der med passende afstand mellem sig sætter lyd til parkens arkitektoniske opbygning. Lad os nævne i flæng: en meget alternativ guitarspiller, en flok musikeres latinamerikanske rytmer, en lutspiller med tilhørende cd’er til 10 euro stykket, og da vi går på musikalsk opdagelse, finder vi en mand, der sidder i en grotte og blæser i sin didgeridoo, et særpræget instrument, der stammer fra de australske aboriginere og muligvis er verdens ældste blæseinstrument. Denne musiker behersker den helt særlige teknik, der gør det muligt at spille i op til flere timer uden ’åndehuller’. Og ved indgangen til søjlerummet sidder et par musikere og spiller, den ene på carcaba, en slags kastagnetter i metal, den anden på guembri, et trestrenget baslignende instrument af træ beklædt med kamelskind på oversiden.
Her rejser søjlerne sig næsten naturgroet op af jorden, mens overdækningen med dens runde loftsformer virker huleagtig. De godt 80 søjler fungerer ikke bare som dekoration, men også som bærende piller for rummets overdækning. Men det arkitektoniske indgreb i det skrånende terræn går endnu videre, for overdækningen er samtidig forudsætningen for den store, flade plads, der breder sig ovenpå. Desuden opfylder søjlerne en sindrig funktion, der ikke kan ses med det blotte øje, idet regnvandet føres ned igennem dem til en cisterne under jorden. Parkanlægget er nemlig placeret på en tør og gold skråning, hvor der skulle opsamles regnvand, hvis stedet skulle forvandles til en bevokset oase med boliger til industriborgerskabets foregangsmænd i starten af det forrige århundrede.
Imidlertid var Gaudí for fremsynet, så tallerkenfabrikanterne holdt sig tættere på Barcelona. Til gengæld kan vi i dag gå op på den flade plads over søjlehallen. Det er lidt af en tilsnigelse, at pladsen kaldes Det Græske Teater, for selv om den skulle have været indrettet som sådan, blev det opgivet sammen med bebyggelserne. Til gengæld er der i dag rigtig mange besøgende, der nyder at opholde sig på pladsen og samle sig i slyngningerne på Gaudís fantastiske bænk, der på én gang danner brystværn ud mod det skrånende terræn længere nede og giver en uendelighed af siddepladser og kroge til parkens mange gæster. Den lange bænk, der slanger sig omkring