af barriererne inden 2010 er urealistisk. En aftale om eliminering af industriel told inden en senere dato kan lade sig gøre. Angående spørgsmålet om landbrug pointerer han, at fjernelsen af landbrugsstøtte rent faktisk vil skade størstedelen af udviklingslandene, som ikke er nettofødevarerimportører, og dermed vil de lide under de højere priser. Ironisk nok vil det være de rigeste lande (især USA), der vil høste de største fordele, selv om det er deres subsidier, der vil blive fjernet.
Sikkerhedsnet og overgangsaftaler vil være nødvendige for at beskytte udviklingslande, som kan lide under dette på kort sigt. Den negative virkning skal dog erkendes af resten af verden, før en sådan politik kan indføres.
Panagariya er enig med Anderson i, at introduktionen af flere frihandelsområder og ensidige præferenceaftaler for handel mellem fattige og rige lande har lidet at tilbyde med henblik på øget vækst. Der er kun få succeshistorier. Labyrinten af aftaler komplicerer handel, og der er intet synderligt incitament til multilateral reform, hvilket kunne være til større nytte. Han er også bekymret for, at der følger betingelser med sådanne aftaler, såsom forpligtelse til at dele den amerikanske opfattelse af immaterielle rettigheder.
I sin kritiske vurdering fremhæver Jan Pronk mange af de samme emner, men udtrykker især bekymring for den negative virkning for visse lande og sociale grupper. Han tror på værdien af frihandel, men argumenterer også til fordel for mere integration i nationalpolitiske beslutninger for at maksimere nytteværdien. Han mener ikke, at frihandel kan spille en direkte rolle med henblik på at løse de andre udfordringer. Efter hans mening er handel kun én blandt en række vigtige faktorer.
Pronk argumenterer for en mere afbalanceret vurdering af mulighederne for frihandel med andre aspekter af den nationalpolitiske dagsorden (såsom politik angående uddannelse, forskning, miljø og social velfærd) og har en bredere, mere politisk fokuseret opfattelse af Panagariyas synspunkt om, at reform af handelshindringer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig faktor med henblik på bæredygtig vækst. Efter Pronks mening er det ultimative mål med økonomisk politik ikke at udvide handel, men at øge indtægt og velfærd.
Han uddyber dette og påpeger, at landene har brug for gode institutioner og økonomisk og politisk stabilitet for at kunne nyde godt af fri handel. Han argumenterer også for en gradvis indfaldsvinkel til åbning af markeder: Kina har oplevet en bæredygtig, hurtig vækst, delvist på bekostning af miljøet og et stabilt banksystem. EU har på den anden side været længe om liberaliseringen, ikke fordi politikerne ikke anerkendte fordelene, men fordi de frygtede de sociale konsekvenser ved mindre velovervejede handlinger. På trods af forvridningen på grund af den fælles landbrugspolitik står europæiske landmænd stærkere end i mange andre lande.
Pronk er skeptisk over for Andersons forslag om at mindske modstanden mod fri handel ved at tilbyde flere markedspositive oplysninger. Efter hans mening opfatter mange borgere subsidier som en måde at fremme politisk og social stabilitet, hvad de økonomiske argumenter så end måtte være for at fjerne dem. Politikere farer med lempe for at undgå at skabe endnu større uligheder. I denne kontekst er han enig i, at en kombination af unilateral reform på nationalt niveau med multilaterale handlinger gennem Verdenshandelsorganisationen er både fornuftig og politisk gennemførlig.
Selv om fordelene ved liberalisering er store, og Andersons vurderinger rent faktisk er forsigtige, betyder dette ikke, at det vil være nemt at gennemføre. Dette skyldes, at fordelene er ulige fordelt (hidtil til fordel for rige lande), og de strukturelle og sociale omkostninger er både større og mere vedvarende, end den videnskabelige artikel har taget i betragtning. Ulighederne er blevet større i takt med, at handelsbarrierer er blevet fjernet, og Pronk tvivler derfor på, at frihandel direkte vil kunne bekæmpe fattigdom. Han mener heller ikke, at der nødvendigvis er en positiv indvirkning på miljøet.
Begge opponenter er enige i, at liberalisering af handel kan medføre store økonomiske fordele, men de påpeger, at reform skal kombineres med andre vigtige politiske emner, hvis tiltagene skal være vellykkede.
Sultudfordringen
Underernæring og sult
JERE R. BEHRMAN
Population Studies Center;
University of Pennsylvania
HAROLD ALDERMAN
Verdensbankens Afrika-afdeling
JOHN HODDINOTT
International Food Policy Research Institute;
Washington, DC
Udfordringen
Bag tv-udsendelsernes mange tragiske billeder af akut hungersnød skjuler sig et langt større problem – den kroniske underernæring og sult i udviklingslandene. Det ligger uden for dette kapitels rammer at beskæftige sig med de store menneskelige omkostninger forbundet med underernæring, idet hensigten her udelukkende er at fokusere på de økonomiske aspekter af problemet: En bedre ernæring kan både mindske de fattige samfunds økonomiske tab i forbindelse med dødsfald og hjælpe dem med at blive mere velstående, fordi det enkelte menneskes produktivitet forøges.
I dette kapitel diskuteres problemets karakter og omfang samt de økonomiske fordele forbundet med vellykkede løsningsmodeller. Der foreslås herefter fire områder, som giver mulighed for en effektiv implementering af ressourcer med henblik på at minimere underernæringsproblemet:
1 Reduktion af antallet af børn med lav fødselsvægt
2 Oplysning om ernæring af spædbørn og børn og fokus på fordelene ved amning
3 Reduktion af antallet af personer med anæmi grundet jernmangel samt mangel på A-vitamin, jod og zink
4 Investering i udviklingslandenes teknologi inden for landbrugssektoren
Fordelene forbundet med en implementering af ressourcer på de nævnte områder vil klart overstige omkostningerne, hvilket betyder, at disse muligheder kan retfærdiggøres rent økonomisk. Det er indlysende, at der derudover vil være tale om endnu mere vidtrækkende samfundsmæssige og menneskelige fordele.
Udfordringens karakter
Sult er blevet beskrevet som “en tilstand, hvori mennesker mangler den mest grundlæggende fødeindtagelse og dermed den energi og de næringsstoffer, der skal sætte dem i stand til at føre en 100 % produktiv tilværelse”. Her taler vi ikke om fejlernæring, som reelt også kan betegne et overforbrug af mad med overvægt, sukkersyge eller hjerte-karsygdomme til følge, og som ikke er relevant i denne sammenhæng. Vi anvender derimod udtrykket underernæring, en tilstand, som er tæt forbundet med den kroniske sult. Selv om visse iagttagere mener, at de tal, der med regelmæssige mellemrum offentliggøres af FAO (FN’s Food and Agriculture Organisation), tegner for lyst et billede af den egentlige sulttilstand, er det ikke desto mindre disse tal, der udgør den eneste relativt langsigtede globale database. Tallene viser, at antallet af underernærede mennesker i udviklingslandene var 798 millioner i perioden 1999-2001, svarende til 17 % af den samlede befolkning i de pågældende lande. Selv om der er tale om et enormt problem, bør det imidlertid betragtes i lyset af udviklingslandenes hastigt voksende befolkningstal. I løbet af de sidste 10 år blev befolkningstallet her øget med 662 millioner mennesker (næsten dobbelt så meget som de 15 EU-landes samlede befolkningstal), mens antallet af kronisk sultende mennesker faldt en smule (med 18 millioner).
90 % af disse mennesker lever i Asiens Stillehavsregion (505 millioner) eller syd for Sahara i Afrika (198 millioner). Trods det større antal berørte mennesker i Fjernøsten har tendensen her været en nedgang i antallet og procentdelen af sultende, hovedsageligt på grund af en bedre ernæring af folk i Kina. I Afrika har der derimod været en stigning i det samlede antal underernærede mennesker, ligesom den andel af befolkningen, der har været berørt af problemet, har været højere i visse