ection>
Jens Christensen
Entrepreneurship i vidensamfundet
Aarhus Universitetsforlag
2005
Figurer
1.Det danske vidensystem
2.Videns- og forretningsmodel
3.Innovation i virksomhed og samfund
4.Konkurrencefaktorer
5.Værdikæden
6.Værdikæden og input fra videnservice
7.Værdisystemet og forsyningskæden
8.Forretningsanalysen
9.Forretningsidéens hvem, hvad og hvordan
10.Adaptionscyklussen
11.Læreprocessen
Forord
Da jeg for nogle år siden begyndte at beskæftige mig med entrepreneurship, stødte jeg på flere folk, som viste sig at være gamle i gårde. Det gælder især århuslektorerne Poul Dreisler og Per Blenker fra henholdsvis Handelshøjskolen og Økonomisk Institut ved universitetet. De havde gang i både undervisning og forskning inden for området. Gennem et større forskningsprojekt har de både internationalt og nationalt belyst udbredelsen af universitetsundervisning i entrepreneurship. Deres undersøgelser viser, at der foregår meget rundt omkring, men også at det kniber gevaldigt med at skabe en entrepreneuriel kultur på universiteterne. På et tidspunkt fandt vi ud af at forene kræfterne. Det resulterede i et nyt undervisningsforløb på tværs af handelshøjskole og universitet. I undervisningen søgte vi først og fremmest at opbygge et analytisk grundlag for at beskæftige sig med entrepreneurship. Altså mere I entrepreneurship end Om entrepreneurship. Mange af idéerne herfra har inspireret til nærværende bog. Samtidig har jeg overalt søgt at anlægge det samfundsperspektiv på entrepreneurship, som jeg mener er vejen frem. Uden samarbejdet og de to herrers viden og inspiration havde jeg næppe fået det nødvendige skub til at sammenfatte egne og andres indsigt til en bog om entrepreneurship. Jeg har også haft megen gavn af konsulent Per Høj Jørgensens mangeårige erfaringer med at rådgive iværksættere via bl.a. Center for Entrepreneurship i Århus. Bogen udspringer således af interessen for gennem undervisning og forskning at skabe et mere entrepreneurielt universitetsmiljø. I bredere forstand er sigtet at bidrage til et bedre samspil mellem teori og praksis på tværs af de akademiske mure. Vidensamfundet kan næppe fremover folde sig ud uden en omfattende mobilisering af videnskabens store videnspotentiale. Med min egen inside viden kan jeg kun sige, at der er nok at tage fat på.
Indledning
Der er ikke mangel på bøger om entrepreneurship eller iværksætteri, som det også kaldes. De allerfleste drejer sig om hjælp til at udforme en forretningsplan, og der findes megen god og nyttig læsning om de praktiske sider af starten på en ny virksomhed. Specielt i startfasen af en ny virksomhed kan forretningsplanen være et nyttigt værktøj. Men hvorfor gør man egentlig så meget ud af forretningsplanen og så lidt ud af alle forudsætningerne? Forretningsplanen falder jo ikke ned fra himlen. Planen er afslutningen på en proces, hvor man er nået frem til at formulere en forretningsidé. Forud for forretningsidéen ligger der et større analytisk arbejde med at indkredse markedets muligheder. Det forudsætter igen en mere overordnet viden om samfundets udviklingstendenser. Skal den nye virksomhed blive en succes, må man kunne relatere sit projekt til den omverden, hvor det skal realiseres. Der ligger således et større hjemmearbejde, før planen kan formuleres, og virksomheden startes.
Mens forretningsplanen som nævnt har vakt stor interesse, kniber det straks mere at finde gode forsøg på at belyse iværksættelsens tidlige faser. Et af de få gode eksempler herpå er Søren Hougaard: Forretningsidéen. Bogen udmærker sig ved at fokusere på det sted i processen, hvor man skal afklare sit unikke bidrag til verden og har det første møde mellem forretningsidé og marked. Som sådan rummer den mange gode iagttagelser og eksempler. Bogen har derfor også vundet vid udbredelse, og den har også været til stor nytte i denne sammenhæng. Fokus i Forretningsidéen er det konkrete forretningsinitiativ. Derimod inddrages samfundsperspektivet ikke. Nærværende bog skal netop ses som et forsøg på skabe et sådant samfundsperspektiv på entrepreneurship.
Et andet perspektiv, som har været anlagt på studiet af entrepreneurship, er den teoretiske tilgang. Entrepreneurship anskues både som et selvstændigt forskningsområde og ikke sjældent i sammenhæng med det beslægtede begreb innovation. Allerede for tyve år siden kombinerede Peter Drucker de to begreber i sin bog ‘Innovation and Entrepreneurship’. I samme boldgade finder man et andet begreb, nemlig det såkaldte ‘intrapreneurship’, der nærmest er en kombination af innovation og entrepreneurship. Begreberne entrepreneurship, intrapreneurship og innovation kan anskues både ud fra en historisk synsvinkel og som led i managementforskningen og -undervisningen.
Der er også opstået en tredje måde at beskæftige sig med entrepreneurship på. Forskere, analysefirmaer og de nationale statistikinstitutioner har det seneste årti indsamlet og bearbejdet oplysninger om de mange nye firmaer, som hvert år startes i ilandene. Vi kender nu antallet år for år. Vi ved også noget om iværksætternes alder, køn, uddannelses- og erhvervsbaggrund og geografiske spredning. Endvidere kan man sige noget om, hvor mange firmaer der overlever de første år, herunder den del som opnår markant økonomisk vækst. Vi kender ligeledes vækstvirksomhedernes nationaløkonomiske betydning. Derimod ved vi ikke ret meget om sammenhængen mellem iværksætterne, herunder vækstvirksomhederne, og de etablerede firmaer. Det er ærgerligt, eftersom det givetvis udgør omdrejningspunktet for at forstå hele problemstillingen omkring de nye virksomheder.
Endelig findes der en fjerde og helt anderledes mulighed. Hvorfor ikke springe alle disse akademiske krumspring over og kaste sig lige ud i det? Er undervisning i entrepreneurship ikke blot intellektuelle øvelser for dem, der ikke har nogen erhvervserfaring og derfor må læse sig til virkeligheden? Folk med erhvervserfaring behøver vel ikke sidde på skolebænken for at lære det, de har fået ind med modermælken? I øvrigt bygger langt de fleste iværksættere på egen erhvervserfaring, så i den henseende er der meget fornuft i at skelne mellem teoretikere og praktikere. Men praksis uden teori kan være mindst lige så stort et handicap som teori uden praksis. Det er jo ikke for ingenting, at vi i dag omtaler nutiden som vidensamfund. Men selv om viden forudsætter teori, er teorien først samfundsmæssigt noget værd, når den omsættes til praksis, og det skal ske stadig hurtigere. Vidensamfundet er således en verden, der ikke bare bygger på mere og mere videnskabelig viden, men hvor afstanden mellem teori og praksis bliver kortere og kortere. De to dimensioner spiller sammen og kan derfor ikke undvære hinanden. Spørgsmålet er så, om de også gør det.
Der findes således flere indgange til at studere emnet entrepreneurship. Kan man så ikke bare i pluralismens navn sige, at alle veje fører til Rom? Jo, i en isoleret undervisnings- eller forskningssammenhæng kunne det sikkert være plausibelt. Det går derimod ikke, hvis man vil kvalificere sig til at være entrepreneuriel aktør i det virkelige liv. Her fører kun én vej til Rom. Man skal måske prøve sig frem og gå grueligt meget igennem, inden man kommer ind på det rette spor. Som spiller på markedet må man både lære spillets regler og oparbejde den nødvendige evne til at trænge igennem modstandernes forsvar, vinde kampen og opnå publikums gunst. Det er en proces, der omfatter både viden, analyse, erfaring, kunnen og sejrsvilje. Det er heller ikke givet med sejren. Man kan ikke tillade sig at hvile på laurbærrene, fordi taberne eller opkomlinge hele tiden udfordrer vinderne. Omverdenen står ikke stille.
Kampen udspilles således i det virkelige samfundsliv. Det er dér, den entrepreneurielle spiller skal stå sin prøve. Men det går ikke at kaste sig hovedløst ud i det. Praktisk erfaring er ikke nok i sig selv. Man kan heller ikke nøjes med at isolere bestemte perspektiver eller sider af processen. Hvor nyttige ovennævnte fremgangsmåder ellers kan være, så er de hverken hver