til at skabe sig en position på både det danske og internationale marked. Selv om områderne er relativt nye, så ligger opbygningen af nye forretningsområder i forlængelse af eksisterende styrkepositioner. Det gælder inden for fødevaresektoren, medicinalindustrien, transportsektoren, inden for bygge og anlæg samt byggematerialer og boligudstyr.
Nationalstaten danner fortsat ramme om aktiviteterne, og som i andre lande foregår der et tæt samspil mellem ‘corporate management’ og ‘corporate government’, som er omdrejningspunktet for det regulerede velfærdssamfund. Den offentlige sektor ekspanderer enormt i takt med en udbredt institutionalisering af samfundslivet og en betydelig vækst i overførselsindkomsterne. Uddannelses- og forskningssektoren antager i 1960’erne og 1970’erne i hovedsagen sin nuværende struktur. Dannelsen af EF og Danmarks medlemskab fra 1973 ændrer ikke noget i den herskende struktur. Vi får blot lidt lettere adgang til de internationale markeder. Over for omverdenen beskytter EF sig med tilskud og told. Det gør også verdens to andre økonomiske centre i Nordamerika og Japan. I endnu højere grad er det også tilfældet for den kommunistiske verden, der dækker en tredjedel af kloden, og u-landene. Periodens vækst i stat og virksomheder betyder, at der er fokus på en rationel styring og administration af de stadig større private og offentlige organisationer. Amerikansk teknologi og managementteori overføres systematisk med handelshøjskoler og ingeniøruddannelser som omdrejningspunkt.
Selv om tyngdepunktet fortsat ligger i ‘corporate management’ og ‘corporate government’, giver markedsvæksten plads til en delvis ny underskov af små virksomheder. Den traditionelle struktur med tusindvis af landbrug, håndværkere, detailhandlende og transportfirmaer forsvinder ikke, men undergår en hel del forandringer. Efterkrigsårtiernes bygge- og anlægsboom danner grundlag for talrige nye firmaer inden for byggefag og transport, mens detailhandel og efterhånden også landbrug koncentreres i færre enheder. Entrepreneurerne i perioden fra 1950’erne til 1980 ‘erne domineres af faglærte arbejdere, der starter eget håndværksfirma, efterfulgt af ufaglærte arbejdere, som etablerer eget vognmandsfirma. En vigtig, men mindre gruppe, er også de ingeniører eller håndværkere, der udnytter efterkrigsboomet til at udvikle internationale firmaer inden for områder, som ikke i forvejen er konsolideret. Entrepreneurship er overalt baseret på en høj grad af praktiske og tekniske erhvervserfaringer. Kandidaterne fra de videregående uddannelser havner stort set alle i etablerede firmaer eller offentlige organisationer for at varetage de bestemte lønarbejderfunktioner, som de har specialiseret sig i.
O. 1980 er det moderne, offentlige og private Danmark i hovedsagen skabt. Det gælder erhvervsstrukturern, den offentlige sektor, uddannelsesstrukturen, arbejdsmarkedet m.v. Alle andre i-lande har gennemgået en lignende udvikling. Vækstmulighederne er dermed også udtømte. Den krise og stagnation, som allerede viser sig i 1970’erne, fortsætter ind i det følgende årti. I 1980’erne begynder virksomheder og stat at se sig om efter nye kilder til vækst for at genfinde tressernes guldalder. Den nye computerteknologi udnyttes i stigende grad, først og fremmest for at rationalisere arbejdsgangen og holde styr på organisationernes mange informationer. To andre potentielle vækstkilder er den nye bioteknologi og materialeteknologi, men de er endnu på et tidligt udviklingsstadium. Stagnation og krise i den internationale økonomi i 1980’erne sætter sit præg på virksomheder, stat og befolkning rundt om i i-landene. Det gælder også i Danmark. Hvor det er muligt, søger man dels at rationalisere sig ud af presset, dels at øge eksporten. Da alle lande er i den samme situation og benytter de samme løsninger på vanskelighederne, neutraliserer man på den måde hinanden. De eksisterende strukturer og relationer, som dels har sin rod i tiden o. 1900, dels i de første efterkrigsårtier, bliver således blot strammet op og søgt udnyttet bedre. Men denne struktur og dette system er tydeligvis nået til vejs ende. Dets muligheder er udtømte. Nye veje må søges for at genskabe vækst og fremgang. Det sker fra århundredets sidste årti.
1.1.3 Entrepreneurer under den tredje industrielle revolution 1990-
Enorme samfundsændringer sætter ind i verden fra o. 1990. En meget radikal forandring er planøkonomien og statsdiktaturets sammenbrud i Østeuropa og USSR og indførelsen af markedsøkonomi og parlamentarisk demokrati. I andre dele af verden, hvor kommunistpartiet bevarer sit magtmonopol, begynder man også at slippe markedskræfterne fri. Mest bemærkelsesværdig er den kinesiske udvikling i kraft af landets enorme befolkning (1,3 mia.). En kapitalistisk ekspansion igangsættes, der bringer Kina ind i et stærkt stigende samspil med Vestens virksomheder. Som lavtlønsland udvikler Kina sig til verdens fabrik, der varetager stadig flere af de tunge arbejdsfunktioner for globalt førende virksomheder. Samtidig danner det grundlag for eksport og etablering af egne virksomheder i det hastigt ekspanderende kinesiske samfund. Den kinesiske ekspansion gør det således nødvendigt med omfattende fornyelse og udbygning af infrastrukturen og en modernisering af alle sider af det tidligere traditionelle planøkonomiske samfund. Det har stået på siden og er på vej til at løfte Kina op på et højere trin af den globale samfunds- og forretningsstige.
Også resten af den folkerige del af den tredje verden tager del i de store omvæltninger, som kommer til at præge hele verden fra og med 1990’erne. Indien (1 mia.) slår ind på et nyt spor, hvor man begynder at opgive en selvbærende, statsstyret og planøkonomisk samfundsstruktur, til fordel for en åbning til verden. I Latinamerikas førende land Brasilien ser man den samme udvikling. Andre lande som Argentina, Chile og Mexico følger trop. I Sydøstasien går flere lande samme vej. Kun Mellemøsten, bortset fra Israel, og Afrika forbliver i hængedyndet.
Mest markant og afgørende er den politiske og økonomiske omlægning i verdens økonomiske centre i Nordamerika, Vesteuropa og Østasien. Indførelsen af det indre marked i EU, liberaliseringen i USA og Canada og en tilsvarende udvikling i Østasien sætter for alvor gang i økonomi og samfund verden over. Frihandel og frie og fair konkurrenceforhold bliver omdrejningspunktet overalt i verden. USA og EU udgør dynamoen i denne udvikling, fordi man her finder hovedparten af verdens førende virksomheder og kompetencer. Japan, som er verdens næststørste økonomi (efter USA) og tæller mange globalt førende virksomheder, løber ind i en krise, da virksomheder og stat er længe om at tilpasse sig den nye verdensorden. Hen over årtusindskiftet har de japanske virksomheder og til dels staten indledt en radikal fornyelseskur.
Selv om den kinesiske, indiske, brasilianske og andre større landes økonomi vokser hastigt, ændrer det ikke de grundlæggende styrkeforhold i verdensøkonomien. Alle samfundssektorer og forretningsområder i den globaliserede økonomi føres an af virksomheder med basis i Nordamerika, Vesteuropa og Japan. Det skyldes, at de rummer den stærkeste organisatoriske kompetence, der findes i verden, og den giver man ikke afkald på. Når de udfordres, og konkurrencen skærpes, løfter de sig op på et højere niveau. Derfor har førertruppen af virksomheder bevaret deres position gennem hele det moderne industrisamfunds historie, og nytilkommere skyldes primært fremkomsten af nye sektorer som it og medicinalindustri. Denne globale udvikling forstærker radikalt dynamikken i virksomheder og samfund, i Danmark såvel som i andre lande.
Liberaliseringen åbner ikke blot for mere international handel. Nok så vigtigt er konsekvenserne af den skærpede konkurrence og de nye udfordringer og muligheder, som den globale ekspansion medfører. Det retter for alvor opmærksomheden mod virksomhedernes kernekompetence. For at gøre sig gældende er man nødt til at være verdensmester inden for sit område. Dermed kommer viden og evnen til at omsætte viden til konkurrenceevne i centrum. Konglomerater og diversificerede virksomheder med mange forskellige forretningsområder og aktiviteter inden for et bredt spektrum af værdikæden får svært ved at klare sig. Man begynder at skelne mellem primære og sekundære aktiviteter. For at kunne koncentrere sig om det primære, dvs. det man vil konkurrere på, indledes en udvikling, hvor Vestens virksomheder gradvist skiller sig af med sekundære aktiviteter. Denne udvikling sætter en enorm ekspansion og forandring i gang overalt. Liberaliseringen af markedsforholdene betyder jo netop, at man friere kan handle og etablere sig på tværs af landegrænserne. I stigende omfang outsources arbejdskrævende funktioner til lavtlønslande, mens højteknologiske komponenter købes hos underleverandører i i-landene, så man helt kan koncentrere sig om kerneydelsen. Der opstår herigennem en ny international arbejdsdeling, som både binder landene og virksomhederne