sigte og filosofiens og filosofihistoriens vigtighed for idéhistorikeren som to betydningsfulde momenter. På den anden side udviser han altså også en stor sensibilitet for sprogets primære betydning som nødvendigt medium for ideernes artikulation: Ideer er ikke bare mentale størrelser, der svæver frit gennem historien. De har sprog behov. Denne form for sensibilitet sætter Sløk i direkte relation til den yngre generation af idéhistorikere og deres opmærksomhed på sprogets betydning. Man kunne også sige, at Sløk på sin egen måde beviser, at det kan lade sig gøre at skrive idéhistorie i den ‘store’ stil uden fuldstændigt at miste opmærksomheden på sprogets altafgørende betydning.
Litteratur
Amdisen, Paw Hedegaard (2004): Idéhistorie? – På sporet af idéhistorisk(e) metode(r) hos Arthur O. Lovejoy (upubliceret speciale), Århus
Feyerabend, Paul (1993 [1975]): Against Method, Verso
Gadamer, Hans-Georg (1990 [1960]): Hermeneutik I: Wahrheit und Methode – Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik (Gesammelte Werke – Band 1), Tübingen
Holm, Kjeld (1986): “Lidenskab og sprog” in Sprogets mesterskab. Festskrift til Johannes Sløks 70-årsdag (red. Holm, Kjeld & Lindhardt, Jan), Centrum, Århus, s. 7-17
Holm, Kjeld (2002): “Formidlingen af et årtusind – eller Johannes Sløk som lærer” in At man er en anden, Forlaget Aros, s. 111-19
Lindhardt, P.G. (1981): Sådan set…, G.E.C. Gad, Viborg & København
Lovejoy, Arthur O. (1940): “Reflections on the History of Ideas” in Journal of the History of Ideas, No. 1, New York, s. 3-23
Lovejoy, Arthur O. (1952 [1938]): “The Historiography of Ideas” in Essays in the History of Ideas, Baltimore, s. 1-13
Lovejoy, Arthur O. (1998 [1936]): The Great Chain of Being – A study of the History of an Idea, Cambridge, Massachusetts & London
Schanz, Hans-Jørgen (1992): “I anledning af 25 års jubilæet: Om instituttets historie” in Jubilæumsskrift – 25 års idéhistorie (red. Hansen, Sandra et al.), Slagmark, Århus, s. 9-29
Schanz, Hans-Jørgen (2001): “Intellektuel historie som genre og disciplin” in Slagmark, nr. 33, Århus, s. 67-78
Skinner, Quentin (2002): Visions of Politics – Volume I: Regarding Method, Cambridge University Press, Cambridge
1 Hans-Jørgen Schanz, Johannes Sløks efterfølger på posten som professor ved Institut for Idéhistorie, har ved et par lejligheder refereret Sløk for ved sin første forelæsning på instituttet at have kaldt faget for “et kald” (se eksempelvis Schanz’ bidrag til denne antologi og Schanz, 1992: 9).
2 Et universitetslektorat var dengang ikke en fuldtidsstilling, og Sløk var derfor, som han selv beskriver det, for “at få brikkerne til at falde på plads” nødt til som løsarbejder at have “op til 45 undervisningstimer om ugen” (!) fordelt på universitetet (teologi), Katedralskolen, forskellige kommuneskoler og Århus Aftenseminarium (Sløk, 1986b: 135-36).
3 Kapitlet i Mig og Godot, der bl.a. omhandler tiden på idéhistorie, bærer netop overskriften “Reprisen” (169).
4 Sløk udgav året før Mig og Godot sit store bidrag til en narrativ teologi Da Gud fortalte en historie, og man kan på mange måder netop læse Mig og Godot (vis à vis bogens indledende og afsluttende kapitler) som en personlig konkretisering af de tanker, der fremsættes heri. Se i øvrigt Sune Liisbergs bidrag til nærværende antologi.
5 Mathias Lorentzen, der var læge, var gift med Margrethe Lorentzen, der igen var datter af en gårdmandsfamilie, hvor Sløk var kommet som feriedreng. I 1932 besluttede Margrethe og hendes udkårne – i forlængelse af deres hidtidige bekendtskab – at invitere Sløk på sommerophold i Stenvad på Djursland, hvor de boede. Mathias Lorentzen var en yderst belæst herre, og han og Margrethe blev en slags åndelige og økonomiske mentorer for den unge Sløk. Ud over at agere kompetente samtalepartnere og forsyne ham med en lind strøm af bøger delfinansierede de således også Sløks videre studier.
6 Sløk udpeger selv Lindhardt som en af sine mulige støtter i denne sammenhæng (150). Lindhardt selv har færre forbehold i sin erindringsbog Sådan set … (1981), hvor han nærmest udpeger sig selv til at være den person, der egenhændigt udvirkede, at Sløk i første omgang fik sit lektorat og senere sit professorat (Lindhardt, 1981: 161).
7 Nu skal man huske på, at Sløk i Mig og Godot udviser en generel tendens til at beskrive sig selv som både tøvende og modstræbende over for nye udfordringer/projekter. Den samme tendens, som også nogle steder får Sløks spring fra teologi til idéhistorie til at fremtræde som et tilfælde. Noget, som Sløk egentlig kun modstræbende og tilfældigt blev viklet ind i.
8 Ud over Hans-Jørgen Schanz’ bidrag til nærværende antologi – se eksempelvis Sløk, 1986b: 169-212 og Schanz, 1992.
9 I en vis forstand er begge skrifter naturligvis et udtryk for en idealisering og burde vel egentlig relateres til den konkrete undervisning, som Sløk i årene 1967-77 gennemførte ved Institut for Idéhistorie. En sådan relatering falder uden for denne artikels egentlige perspektiv, men konfererer man med den fortegnelse over Sløks forelæsninger og øvelser ved Institut for Idéhistorie, som er optrykt i denne antologi, vil man hurtigt kunne konstatere, at der hos Sløk tilsyneladende ikke var det store skel mellem teori og praksis, ambition (ideal) og virkelighed.
10 Både Sløk og “den røde betænkning” er i øvrigt på dette punkt ganske overensstemmende med Arthur O. Lovejoy (1873-1962) – den idéhistoriske disciplins founding father i en international sammenhæng – når han i sin programmatiske artikel “Reflections on the History of Ideas” fra 1940 slår til lyd for idéhistorie som et nødvendigt supplement til de (lige så nødvendige) tendenser til faglig specialisering, som han ser i sin samtid (Lovejoy, 1940: 3-9).
11 Jeg overtager termerne “decisionistisk” og “decisionisme” fra en helt anden sammenhæng: den tyske retsfilosof Carl Schmitts politiske filosofi, hvor de spiller en fremtrædende rolle. Det er naturligvis – må jeg understrege – ikke i Schmitts præcise politisk-filosofiske forstand, at termerne her skal forstås, men blot som angivende den position, at det i en bestemt situation kan være nødvendigt at træffe en beslutning. En anden mulig terminologi, man kunne have brugt, var “interventionistisk” og “interventionisme”. Betydningen er dog den samme.
12 Sløk gør opmærksom på, at de klassifikationer, han foretager i forhold til den kulturelle situation, er “mere eller mindre vilkårlige” (dvs. subjektive, 14). Når han derfor taler om den kulturelle situation som struktureret af “tre kulturelle hovedgrupper”, så er dette ikke så meget et spørgsmål om den objektive eksistens af disse entiteter i den kulturelle situation (der jo i sig selv også er en konstruktion), men et spørgsmål om den subjektive nødvendighed af at operere med en eller anden form for strukturerende princip, når man skal arbejde videre med den kulturelle situation.
13 Som kulturrelativist mener Sløk ganske enkelt, at det er meningsløst at tale om, at nogle kulturer skulle være andre overlegne i kvalitativ forstand.
14 Humanvidenskabernes ‘sproglige vending’ er på mange måder sammenfaldende med strukturalismen og poststrukturalismens indtog på humaniora.
15 Som vi vil få lejlighed til at vende tilbage til, så opererer Sløk almindeligvis med tre almene ideer eller idékomplekser – antropologiske (ideer om mennesket), kosmologiske (ideer om verden) og teologiske (ideer om Gud). At han i nærværende sammenhæng vælger at tale om den almene idé i ental, virker derfor en smule gådefuldt.
16 Sløks overvejelser om ideen synes her at minde en smule om de overvejelser, han senere i forfatterskabet fremsætter omkring det mytiske og religiøse sprogs epifane sandhed (Sløk, 1981). Se Lars Gorzelak