for alting” (Sløk, 1986b: 185). En pointe, som Sløk allerede havde tangeret i bogen om Pico della Mirandola fra 1957, men som blev cementeret med udgivelsen af Da mennesket tog magten fra 1989.23 Allerede før Sløk, formelt set, overhovedet havde påbegyndt sin idéhistoriske “reprise”, havde han altså i skitseform gennemspillet den centrale tematik, som i første omgang havde ført ham til idéhistorien og det idéhistoriske fag: det moderne menneskes prekære og udsatte position i forhold til verden og Gud. På denne baggrund, kan man (for nu at genbruge Sløk-citatet fra Mig og Godot) sige, var det da “ganske festligt at blive gjort til professor, når man ikke havde mere at sige!”.
Heldigvis havde Sløk en del mere at sige – og ikke mindst en lang række detailstudier at gennemføre – men grundmotivet, Sløks centrale filosofiske, teologiske og idéhistoriske anfægtelse lå i udgangspunktet fast. Sløks personlige interesse i idéhistorien, hvilket Fylde eller tomhed altså til fulde illustrerer, var således på ingen måder i det, han kaldte idéhistoriens vertikale og horisontale arbejdsopgaver, selvom han – som vi har set – anerkendte nødvendigheden af, at også disse opgaver lå inden for en genuin idéhistoriedisciplins arbejdsområde, som han i bredere forstand definerede denne.
Men for nu at gribe tilbage til Fylde eller tomhed, så konkluderer Sløk i sin afsluttende forelæsning – bogens afsluttende kapitel – som sætter de tre universelle ideer i et komparativt lys, at: “I takt med at ideerne om verden og om Gud er blevet stadig mere utydelige og problematiske, har ideen om mennesket haft en tilbøjelighed til at erobre den centrale plads” (Sløk, 1968c: 67). Det kunne man selvfølgelig som god humanist mene, var en positiv udvikling, men som Sløk påpeger, så bliver mennesket – når “ideerne om verden og om Gud [er] blevet gådefulde eller umulige” – “et akosmisk væsen” (78). Verden vender ryggen til mennesket, og “den udvikling, der begyndte så begejstret i renæssancen”, ender “i forkyndelsen af livets absurditet og opløsningen af alle faste konturer” (ibid.). Eller som Sløk mange år senere – i samme pessimistiske toneleje – udtrykker det: “Da mennesket tog magten i egen hånd, endte det med, at det blev rådvildt, desperat og afmægtigt” (Sløk, 1989a: 160). En smule håb er der dog for mennesket, for som Sløk afslutter Fylde eller tomhed (titlens betydning skulle hermed være tematiseret), så er der noget, der tyder på: “at et meningsfuldt menneskeliv [i modsætning til et tomt menneskeliv, PHA] kræver et velafbalanceret samarbejde mellem de tre universelle idégrupper: ideerne om Gud, verden og mennesket” (Sløk, 1968c: 78). Et samarbejde, som det måtte være teologen Sløks opgave at etablere, og som måske netop viste sig i etableringen af den eksistens-narratologiske teologi, som Sløk udarbejdede i sit sene forfatterskab.24
III
Ser man på den første generation af idéhistorikere – lad os i denne sammenhæng bruge Arthur O. Lovejoy, disciplinens founding father, som eksempel – så var opfattelsen, at idéhistorikerens genstandsfelt – ideerne – var relativt stabile mentale størrelser eller entiteter, som kunne efterspores totalhistorisk.
Lovejoy opererede således med det, han kaldte “unit-ideas”, som han opfattede som idémæssige mindsteenheder eller grundstoffer (Lovejoy, 1998). Det var, efter Lovejoys mening, idéhistorikerens – eller mere præcist udtrykt den analytiske idéhistorikers25 – opgave at følge disse grundstoffers rejse gennem historien og som en anden kemiker analysere, hvorledes disse grundstoffer med tiden til stadighed indgik i nye forbindelser (compounds), for herefter at skrive beretningen om dette grundstofs – denne idés – “totale livshistorie” (Lovejoy, 1952: 9). Lovejoy leverede selv med bogen The Great Chain of Being (1936) et klassisk og uomgængeligt bidrag til denne genre af beretninger. Ser man på Sløks metodologiske formuleringer, er det ikke vanskeligt at lokalisere inspirationen fra Lovejoy. Sløk opererer således, som vi har set, med en række “almene” eller “universelle” idédannelser, som han også eftersporer i et nærmest totalhistorisk perspektiv. Fælles er Sløk og Lovejoy også om at fremhæve filosofien og filosofiens ideer som et privilegeret område for idéhistorisk indsigt og erkendelse, hvorfor filosofiens idéhistorie naturligvis har begges særlige interesse. At idéhistorie som fag også bør tjene en tværfaglig funktion – at skabe sammenhæng og se forbindelser i en videnskabelig kultur, som i stadig højere grad præges af specialisering og fagidioti – synes også at være et fælles projekt for de to. Sløk kunne dog på ingen måde dele Lovejoys fascination af naturvidenskaberne som erkendelsesideal, og vi ser derfor ikke Sløk overtage Lovejoys tale om idéhistorie som en analytisk disciplin, der metaforisk kan jævnføres med den moderne kemi. Desuden er Sløk sig sprogets centrale betydning bevidst på en helt anden og tidssvarende måde end Lovejoy, hvilket gør, at han i langt højere grad tilhører det, man kunne kalde nutidens idéhistoriske metoderefleksion.
I slutningen af 1960’erne kan man både i en tysk, i en angelsaksisk og i en fransk sammenhæng – blandt den næste generation af idéhistorikere – se et metodologisk skifte finde sted. Under påvirkning af den ‘sproglige vending’, som man på dette tidspunkt generelt kan iagttage inden for humanvidenskaberne, og delvist i forlængelse af strukturalismens og poststrukturalismens opgør med den traditionelle historieskrivning og historiefilosofi vender en række betydningsfulde yngre idéhistorikere sig i Tyskland, England og Frankrig mod disciplinens hidtidige metodologi. I Tyskland udvikler historikeren Reinhardt Koselleck sit ambitiøse udkast til et begrebshistorisk leksikon (1966), der metodologisk set gør op med den tradition for Geistesgeschichte, som ellers indtil da havde præget tyske historikeres tilgang til idéhistorien. På den anden side af Kanalen markerer den engelske idéhistoriker Quentin Skinner med sin efterhånden klassiske artikel “Meaning and Understanding in the History of Ideas”, der udkom i 1969, en afstandtagen til bl.a. Lovejoys metodeopfattelse. Samme år udkommer Michel Foucaults L’archéologie du savoir, der på mange måder i en fransk sammenhæng markerer et lignende brud med traditionelle forståelser af idéhistoriedisciplinens teori og praksis.
Fælles for Kosellecks, Skinners og Foucaults metodologiske overvejelser er en fokusering på sprogets betydning (som henholdsvis begreber, talehandlinger og diskursive regimer) og en mistænksomhed over for idé-begrebets indbyggede fare for at blive ahistorisk og statisk (at de ideer, man som idéhistoriker beskæftiger sig med, fundamentalt set er de samme, der fra Platon og frem uforandrede bevæger sig gennem historien). Ved at se nærmere på begrebernes, sproghandlingernes og de diskursive regimers betydning i forskellige historiske situationer opstår der et meget mere diskontinuerligt billede af ideernes historie, der dementerer den ideernes fundamentale historiske kontinuitet, som den første generation af idéhistorikere postulerede. Heri lurer naturligvis også et opgør med forestillingen om at kunne følge ideers “totale livshistorie” og andre af idéhistoriedisciplinens oprindelige totalambitioner – eksempelvis ambitionen om idéhistorie som et slags sidste refugium for metavidenskabeligt overblik.
I stedet ønskede den nye generation af idéhistorikere at beskæftige sig synkront med ideers sproglige formulering i forskellige historiske kontekster, hvilket indebar, at man ikke kun – som tendensen ellers havde været blandt den første generation af idéhistorikere – læste de ‘store’ værker, tænkere og filosoffer, men i langt højere grad også tog fat i den store underskov af ‘mindre’ tekster og personligheder, der prægede de historiske situationer, man som idéhistoriker beskæftigede sig med. Frem for at følge en given idés historie fra Platon over Aristoteles til Augustin, Aquinas, Descartes, Hume, Kant og Hegel ønskede man at slå ned på ideen i Platons historiske kontekst – for så at sige at fastslå ideens historiske identitet – hvorved man sandsynligvis ville finde ud af, at Platon og hans samtidige talte om noget ganske andet end Hume, Kant og Hegel, og at der dermed ikke nødvendigvis var belæg for at tale om en historisk kontinuitet mellem fortidens ideer og vore egne. Og at idéhistorien som sådan altså ikke blot var at betragte som fodnoter til Platon, men måske var en langt mere kompleks størrelse.
Som vi har haft lejlighed til at konstatere undervejs, så placerer Sløk sig et sted mellem de to overordnede positioner, som her afslutningsvist er blevet introduceret. Han er på den ene side – i lighed med Lovejoy og den første generation af idéhistorikere – ikke bleg for at male med