navn dog af navneregisteret, hvor man også finder alle omtalte personers fødselsår og for afdøde personers vedkommende endvidere deres dødsår.
Bøger, malerier, film, musik- og teaterstykker samt andre værker benævnes i bogen ved deres originaltitler. Eksempelvis omtales Baumgartens æstetikteoretiske hovedværk som Aesthetica, ikke f.eks. Æstetik. Klassiske græske værker udgør dog en undtagelse, idet der i deres tilfælde er tradition for at benytte deres latinske titler. Det betyder f.eks., at Aristoteles’ skrift om digtekunsten optræder under titlen Poetica, ikke Peri poietikes (der er skriftets græske titel). Første gang de figurerer i bogen, er alle bogtitler endvidere sekunderet i parentes af en dansk oversættelse af titlen samt værkets udgivelsesår, f.eks.: Aesthetica (Æstetik, 1750-58). Her udgør gamle tekster som Aristoteles’ Poetica eller Demetrios’ De elocutione, der først er trykt århundreder efter deres tilblivelse, og hvis tilblivelsestidspunkt måske tilmed er omgærdet af stor usikkerhed, dog en undtagelse. I deres tilfælde nævnes ikke noget årstal. Endvidere er hverken dansk oversættelse af bogtitel eller udgivelsesår anført de steder i fodnoterne, hvor der er tale om kortfattede henvisninger til specifikke tekststeder, der er citeret eller refereret i brødteksten. Eksempel: Jf. W. Kandinsky, Über das Geistige in der Kunst s. 70.
Af hensyn til læservenligheden er alle citater i bogen oversat til dansk, men oversættelserne er samtidig suppleret i fodnoterne af den originalsproglige version af det citerede. Tyske og engelske citater har jeg selv oversat, hvorfor jeg for deres vedkommende ikke henviser til givne oversættelser. Franske citater har jeg oversat under konsultation af de danske oversættelser, der er nævnt i litteraturlisten. (Den rummer også de oversættelser fra polsk til engelsk, italiensk til dansk samt græsk og latin til dansk, engelsk, tysk og fransk, som jeg har benyttet i tilfælde af polske, italienske, græske og latinske kilder). Hvad angår de græske og latinske citater i bogen, har jeg ajourført de i litteraturlisten nævnte danske, engelske, tyske og franske oversættelser med de græske og latinske originaltekster. Jeg har ikke nødvendigvis fulgt de givne danske oversættelser, men det er nævnt i fodnoterne, hvis jeg afviger fra dem.
De sidehenvisninger, der optræder i noterne, refererer i øvrigt til de udgaver af de citerede eller omtalte værker, der er anført i litteraturlisten. I eksemplet med Kandinsky ovenfor fortæller et kig i litteraturlisten således, at det drejer sig om s. 70 i Benteli-Verlags udgave af Über das Geistige in der Kunst fra 1952. Som det er skik og brug har jeg for græske og latinske teksters vedkommende dog benyttet standardhenvisninger á la »Aristoteles, Metaphysica 983 b 20«. Endvidere skal også nævnes, at jeg ikke har kunnet drage litteratur udgivet efter d. 12. november 2004 i anvendelse, da jeg på denne dato indleverede de to bøger, Skønhedens metamorfose og Historien som værk, som disputats. Derfor er det f.eks. ikke Det lille Forlags oversættelse af Aristoteles’ skrift om digtekunsten, men derimod den fra Hans Reitzels Forlag, der i nogle af bogens noter er anledning til diskussion.
Jeg vil afslutningsvis benytte lejligheden til at sige lektor, fil.dr. Gerd Haverling, cand.mag. Birgitte Büchert Eskildsen og cand.mag. Brian Nocis Jensen mange tak for kyndige svar på en række filologiske spørgsmål vedrørende græske kilder og termer. Ikke mindst Brians ekspertise har været en stor hjælp i omgangen med de græske kilder. Endvidere hjertelig tak til idéhistoriker, lic.phil. Arne Jørgensen for en særdeles omhyggelig og engageret gennemlæsning og kommentering af manuskriptet. Sidst men ikke mindst takker jeg min mand, Willy Aastrup, for igennem et årti generøst at have tilbragt sine tidlige morgentimer med at læse de seneste sider fra min hånd og for permanent at yde en opbakning så uselvisk og omfattende, at tak vitterlig – som man siger – blot er et fattigt ord.
Luciano Bartolini: Foresta Interiore (1990)
Indledning
»Skønheden er blevet obsolet«, erklærede arrangøren af en konference om religionsæstetik i juni 2001 og lignede en, der ikke forventede at blive modsagt.1 Det blev hun heller ikke, men det skyldtes ikke, at hun havde ret. Årsagen var derimod, at hun med sine ord gav udtryk for et af den moderne æstetiks mest fastgroede dogmer. Konferencen fandt sted i religionsvidenskabeligt regi, og det er næppe heller fra den kant, man skal forvente skønhedsfilosofisk nytænkning. For det skønne er et filosofisk anliggende, hvorimod religionsvidenskaben gør en dyd ud af ikke at være filosofi.2 Deltagerne ved den nævnte konference var imidlertid langt fra alle religionsvidenskabeligt uddannede. Der var også kunsthistorikere blandt dem og tilmed sågar et par filosoffer. Men den aktuelle afvisning af skønheden stammer netop heller ikke fra religionsvidenskaben, derimod fra den moderne æstetikteori, som ikke mindst filosoffer og fagæstetikere har bidraget til.3 Det er med andre ord skønhedens egne teoretikere, der har aflivet skønheden, og det skyldes især to ting: dels den moderne kunsts problematisering af den klassiske skønhed og dels den filosofiske æstetiks transformation til kunstteori og kunstfilosofi.
Det er velkendt, at kunsten ikke længere ligner det, der tidligere blev omtalt som »skøn kunst«. Den moderne kunst er disharmonisk, hvorimod den klassiske kunst forsøgte at virkeliggøre det græske harmoniideal. Mindre kendt er det imidlertid, at det 19. og 20. århundredes æstetikteori reducerede sig selv til kunstteori og kunstfilosofi, og at den dermed opgav selve muligheden for at reflektere over det skønne. Frem til æstetikkens opkomst i midten af 1700-tallet fandtes der både skønhedsmetafysik og kunstteori, som havde henholdsvis det skønne og kunstværkers form som deres genstand. Denne skønhedsmetafysik og kunstteori udgjorde ikke to forskellige sider af samme æstetikteoretiske diskurs, men konstituerede derimod to selvstændige diskurser. Med den filosofiske æstetik smeltede disse to diskurser imidlertid sammen i en ny diskurs, som hverken havde det skønne eller kunsten, men derimod den æstetiske erfaring som sin centrale genstand. Muligheden for at reflektere over det skønne gik dog ikke tabt med denne nydannelse, eftersom den nye diskurs omhandlede det sande ved erfaringen af det skønne. Men i slutningen af 1700-tallet opstod kunstfilosofien, som primært beskæftiger sig med spørgsmålet om værkets væsen, og kunstfilosofien og kunstteorien blev dominerende i det 19. og 20. århundredes æstetik.
Denne udvikling er årsagen til det ønske om at rehabilitere skønhedsfilosofien, som Wilhelm Perpeet giver udtryk for i bogen Antike Ästhetik (Antik æstetik, 1961). Denne bog er første del af en større æstetikhistorie, om hvilken Perpeet selv skriver, at han med den har villet befordre den filosofiske erkendelse af det skønne. »Det skønne skulle ikke længere være et af de mest misligholdte begreber i æstetikken«.4 For at nå dette mål lægger Perpeet helt afstand til den konkrete kunst, kunstteorien og kunstfilosofien for i stedet at koncentrere sig fuldstændigt om det skønne og dets filosofi. Han mener, at der ikke bare er en tendens til at betragte æstetikhistorie som videnskaben om det skønne og kunsten. Kunst og skønhed bliver samtidig identificeret med hinanden, hvilket resulterer i det, som Perpeet tager afstand fra, nemlig at æstetikken kun beskæftiger sig med kunst. Ifølge Perpeet kan noget sådant for eksempel iagttages i Wladyslaw Tatarkiewicz’ Historia Estetyki (Æstetikkens historie, 1962-67) og Götz Pochats Geschichte der Ästhetik und Kunsttheorie von der Antike bis zum 19. Jahrhundert (Æstetikkens og kunstteoriens historie fra antikken til det 19. århundrede, 1986). I første bind af Historia Estetyki, der handler om antikken, tangerer Tatarkiewicz således kun perifert den græske skønhedsmetafysik, og Pochats værk handler også betydeligt mere om kunst end om det skønne.
Perpeets fokus på det skønne er i Antike Ästhetik og Ästhetik im Mittelalter (Middelalderens æstetik, 1977) resulteret i nogle fine indføringer i antikkens og middelalderens skønhedsmetafysik.5 Hans modvilje mod at beskæftige sig med andet end filosofi har imidlertid en omkostning; den medfører en eksklusiv enkeltfaglighed, som næppe er nødvendig. I bogen Die Theorie des Schönen im Mittelalter (Middelalderens teori om det skønne, 1963) er det i hvert fald lykkedes Rosario Assunto at behandle både kunsten og det skønne uden at reducere dem til hinanden. Assunto deler Perpeets erkendelsesinteresse, for så vidt som han ikke kun skelner imellem kunst- og skønhedsfilosofi, men også finder det uheldigt,