Han erklærer således, at »Kun for så vidt historien tjener livet, vil vi tjene den«,72 og dette kan grundlæggende ske på tre måder i form af henholdsvis antikvarisk, kritisk og monumental historie. Den antikvariske historiebetragtning er udtryk for et bevarende og beundrende forhold til fortiden. Den tjener livet, når den udøves som en trofast og pietetsfuld omgang med det overleverede, hvormed man takker for sin eksistens ved at bevare det for sine efterkommere, som man selv er rundet af. Denne historiebetragtning kan imidlertid udarte, hvis den ikke bliver besjælet og begejstret af nutidens friske liv, og den afslører sig da som subjektiv, vilkårlig og indskrænket. I så fald visner pieteten hen, og omgangen med historien bliver til et »modbydeligt skuespil: en blind samlemani, en rastløs skraben sammen af alt, der engang har været til«.73 Selv hvor det ikke går så galt, udgør den antikvariske historiebetragtning en stor fare, hvis den kvæler de to andre betragtningsmåder, for: »Den evner alene at bevare, ikke at avle liv; derfor undervurderer den altid det kommende, fordi den ikke har noget instinkt for det – som for eksempel den monumentale historie har«.74 Den kritiske historiebetragtning udøves derimod af lidende mennesker, som trænger til befrielse, og den tjener livet ved at sønderbryde og opløse en fortid. Dette sker ved, at den »drager den [den nævnte fortid] til ansvar, underkaster den et pinligt forhør og endelig domfælder den«,75 og det kan der være brug for. Men også dette kan udarte, og man mister da blikket for det, som er værd at bevare.
Den tredje – såkaldte monumentale – historiebetragtning tilhører derimod det handlende og stræbende menneske; »den mægtige«, som »kæmper en stor kamp«, og som »har brug for forbilleder, lærere, trøstere og ikke er i stand til at finde dem blandt sine fæller og i samtiden«.76 Denne historiebetragtning er skabende og som sådan tolkende, og den risikerer derfor selv at blive til myte. Hvis den monumentale historiebetragtning dominerer den antikvariske og den kritiske betragtningsmåde, kan billedet af fortiden nemlig blive fordrejet, ligesom fremhævelsen af det store i fortiden kan spænde ben for det nye, hvis den udøves af mennesker, der ikke selv formår at skabe noget væsentligt. For så vidt som de mennesker, der netop kan skabe noget stort, overhovedet har brug for fortiden, bemægtiger de sig den imidlertid netop ved hjælp af den monumentale historie. Disse mennesker, som Nietzsche også omtaler som kunstnere, er ikke bare de eneste, der er i stand til virkelig at lære af den monumentale historie, »det vil sige at lære med henblik på livet og omsætte det lærte i forstærket praksis«.77 Deres monumentale historiebetragtning er også den væsentligste, for: »Historien tilhører først og fremmest den handlende og mægtige«,78 fordi et sådant menneskes betragtningsmåde tjener livet mest.
Nietzsches overvejelser over historien betragtes i almindelighed som et dødsstød til historiefilosofien, men spørgsmålet er, om de ikke snarere er udtryk for dens erkendelse af sit eget væsen – dens selverkendelse med andre ord – end de er et vidnesbyrd om dens endeligt. Er det virkelig ikke muligt at tænke historiefilosofisk efter Nietzsche? Eller har hans kritik af historien betydet noget andet, nemlig at historiefilosofien er blevet transparent for sig selv og dermed også bevidst om sin egen »poesi«? Nietzsches idé om den monumentale historie er i hvert fald ikke fri for historiefilosofi. Den beror endog mere end Voltaires idé om filosofisk historieskrivning på den historiefilosofiske forestilling om, at det er mennesket selv, der skaber historien. For det er menneskets kreativitet, der af Nietzsche fremhæves, når han fremstiller det stærke menneske som en historiebemægtiger. Ifølge Nietzsche er der således ingen plan at opdage i historien, heller ikke for hvordan historien skal vurderes; alt er derimod op til menneskets egen fantasi. Når det stærke menneske tilegner sig overleveringen ved at gestalte den monumentalt, sker det derfor ved, at det selv komponerer det overleverede ved hjælp af det perspektiv, som det udkaster. Nietzsches begreb om perspektivet er med andre ord både beslægtet med og forskelligt fra Kants idé om en for historiefilosofien nødvendig ledetråd. For mens ledetråden for Kant var noget, som filosoffen skulle opdage i historien, er perspektivet ifølge Nietzsche noget, som han selv må opfinde.
I overensstemmelse hermed skriver Nietzsche, at: »Kun ud fra nutidens højeste kraft har I ret til at tyde fortiden: kun i den stærkeste anspændelse af jeres ædleste egenskaber kan I ane, hvad der i fortiden er stort og værd at vide og bevare«.79 Det er med andre ord hverken den rene erkendelse eller den praktiske fornuft, men derimod den æstetiske dømmekraft, der er historiens dommer. For dette at vurdere historien forudsætter, at man konstruerer et perspektiv på den, og en sådan konstruktion er fantasiens værk. For Nietzsche er selve forekomsten af perspektiver således et tegn på, at det af alle menneskets »ædle egenskaber« netop er den æstetiske dømmekraft, der præger menneskets blik – også på historien. Dette vilkår skal det stærke menneske tage op og dyrke, for den æstetiske dømmekraft er samtidig forudsætningen for det, der er Nietzsches egentlige mål, nemlig at engagere historikeren. Det er netop, fordi Nietzsche forlanger en engageret historieskrivning, at han indleder sine overvejelser over historien med følgende citat fra Johann Wolfgang Goethe: »I øvrigt hader jeg alt det, der kun belærer mig uden at forøge eller umiddelbart stimulere min virkelyst«.80
Den monumentale historie, som det stærke menneske skriver ved hjælp af sin »æstetiske« gestaltning af historien, kan betragtes som den ultimative virkeliggørelse af den quasi-aristoteliske idé om historikeren som digter, for den monumentale historie er i helt bogstavelig forstand en tragisk historie. Endvidere betragtede Aristoteles tragedien som den idealtypiske form for digtning, og det afgørende kvalitative træk ved tragedien var dens værkform. Som tidligere nævnt anså han imidlertid tragedieværket for at være defineret ved dets organiske form, og han betragtede netop denne form som resultatet af en poetisk gestaltning. Følger man Aristoteles, kan værkformen med andre ord betragtes som et produkt af en konstruktion, der er baseret på brugen af en ledetråd, en idé eller et perspektiv. Samtidig med at han som nævnt også mente, at en sådan poetisk gestaltning medfører, at værket er mere alment og derfor også mere filosofisk end det ikke-værkgestaltede. For så vidt som den monumentale historieskrivning, som Nietzsche forestiller sig, er tragisk gestaltet, er den derfor både udtryk for en poetisering af historieskrivningen og for en radikalt filosofisk forståelse af historien. Men som vist i det foregående er det ikke kun hans tragiske historie, der kan fortolkes som en virkeliggørelse af den quasi-aristoteliske idé om historikeren som digter; det kan historiefilosofien også. Nietzsches tragiske historie er derfor snarere udtryk for historiefilosofiens apoteose, end den er enden på al historiefilosofi.
Ligesom Kants »poetisering« af historiefilosofien var ganske utilsigtet, er Nietzsches »redning« af den imidlertid heller ikke et resultat af en bevidst bestræbelse. Ifølge Nietzsches egen selvforståelse er der ikke det ringeste slægtskab imellem hans overvejelser over historien og hans forgængeres tanker. Den hidtidige historieskrivning har ifølge Nietzsche taget form som en ophobning af viden, hvis handlingslammende effekt han forkaster. Den slags historie skal efter hans opfattelse udsættes for en modgift, som enten må bestå af det »uhistoriske« eller det »overhistoriske«. Det uhistoriske er evnen og styrken til at kunne glemme og kunne affinde sig med en begrænset horisont, hvorimod det overhistoriske er de magter, der fører vor opmærksomhed fra vorden til væren. Disse magter, der forlener tilværelsen med noget evigt og ensbetydende, er imidlertid netop kunsten og religionen, og dermed er vi atter tilbage ved fantasien, indbildningskraften eller med andre ord den æstetiske dømmekraft.81
* * *
Ikke kun historiefilosofien, men også kritikken af den resulterer således i en virkeliggørelse af den idé om historikeren som digter, som Aristoteles’ poetik kan inspirere til. Hvis forbindelsen til Aristoteles’ egen digterforståelse ikke er gået tabt undervejs, kan det imidlertid ikke være en hvilken som helst slags digter, som historikeren virkeliggør sig som i den moderne filosofi. Det må derimod være som den værkfrembringende digter, der ikke kvalificerer sig ved visdom erhvervet igennem guddommelig inspiration, men derimod ved viden forstået som teknisk kunnen, at historikeren træder i karakter. På den anden side var det faktisk netop visdom, som den tidlige græske poesi ansås for at formidle. Visdom var oprindeligt sandhedens måde at give sig til kende, og grækerne betragtede netop poeterne som vise og mente derfor,