autonomi, altså friheden til selvstændigt at prioritere og disponere over ressourcer og til at træffe strategiske valg i en situation med øget konkurrence om bevillinger, om mulige brugere og kunder og om mulige aftagere og andre eksterne indtægtskilder. Frihed er indsigt i nødvendigheden og evne til at håndtere den, og denne forståelse af frihed hænger derfor intimt sammen med reformens nødvendige styrkelse af universiteternes indre ledelsesforhold, der nu skulle gøre dem til handlekraftige selvstændige virksomheder på nye markedslignende konkurrencevilkår.
Som selvejende institutioner er universiteternes frihed imidlertid ikke identisk med private virksomheders frihed. Først og fremmest er de stadig afhængige af offentlige bevillinger og dermed også offentlige reguleringer og kontrol – og kun på længere sigt kan nogen i dag forestille sig en frihed også fra denne afhængighed. Frihed skulle derfor og af gode grunde ikke forstås som frihed fra statslig styring og kontrol, altså som institutionel autonomi i traditionel forstand, men snarere som operativ autonomi i forhold til indløsningen af de udviklings- og resultatskontrakter, der indgås med ministeriet. Med hjemmel i selv samme lov har universiteterne siden 2003 nemlig været underlagt en øget ministeriel detailstyring, der som nævnt har fået mange af de nyudnævnte universitetsbestyrelser til at klage over, at deres råderum til frit at prioritere de enkelte universiteters udvikling er blevet indskrænket af ministerielle tiltag, herunder også deres reelle muligheder for at påtage sig ansvaret for formålsparagraffens formuleringer. Der henvises i denne sammenhæng som oftest til den del af den ministerielle styring, der har hjemmel i universitetslovens formuleringer om de såkaldte udviklingskontrakter. Sådanne kontrakter indgås mellem ministeriet og universiteternes bestyrelser og forpligter universiteterne til inden for en aftalt årrække at levere bestemte præstationer og resultater, der skal kunne kontrolleres og evalueres både kvantitativt og kvalitativt. Disse og andre forskningspolitiske og økonomiske styringsredskaber, heriblandt en ‘øget konkurrenceudsættelse’ af forskningsbevillinger og på længere sigt også basisbevillinger, har gjort det muligt for minister og ministerium at øve en mere eller mindre direkte indflydelse, ikke blot på universiteternes aktiviteter og ‘produkter’ (undervisning, uddannelser, forskning, formidling), men også på mange af universitetets indre anliggender via skærpet bogholderi, evalueringer, kvalitetssikringstiltag, økonomiske incitamentsformer etc.
Historisk set har det moderne universitets institutionelle autonomi som antydet været garanten for og rammen om de akademiske friheder og den videnskabelige autonomi. Spørgsmålet er, om ikke denne indre sammenhæng de facto er ved at blive afviklet i dag? Og i så fald om det stadig er muligt og meningsfuldt at pålægge bestyrelserne ansvaret for at vogte over de klassiske idealer om videnskabelig autonomi, der er nedfældet i formålsparagraffen, i en situation, hvor den institutionelle autonomi har skiftet form til operativ autonomi? Disse spørgsmål, som altså peger på den aktuelle universitetspolitiks mellemværender med de klassiske universitetsideer, er imidlertid ikke forbeholdt den danske universitetsudvikling, men stilles i dag på europæisk og globalt niveau.
Aktuelle internationale tendenser i universitetsudviklingen
Den danske universitetsreform og de medfølgende nye former for styring og ledelse af universiteterne afspejler en række relativt entydige internationale tendenser og tiltag, hvis vigtigste talerør de sidste årtier har været OECD og EU. Disse tendenser og tiltag peger alle i retning af en uomgængelig transformation af det traditionelle selvforvaltnings-universitet til en art halvoffentlige servicevirksomheder for viden og uddannelse, hvis overordnede formål er at bidrage til den nationale og europæiske konkurrencekraft i et globalt perspektiv. De internationale diagnoser af disse tendenser er relativt samstemmende. Sheila Slaughter og Larry L. Leslie taler i et globalt sammenlignende perspektiv om overgangen til en ny form for ‘akademisk kapitalisme’, og de peger i lighed med andre internationale analyser på en gradvis transformation af de klassiske universiteter til ‘entrepreneurial universities’ efterfortrinsvis amerikanske forbilleder (Slaughter & Leslie 1999; Clark 1998; Stucke 2001). I en situation med udsigt til faldende direkte offentlige bevillinger til forskning og uddannelse er universiteter verden over blevet tvunget til at finde andre eksterne finansieringskilder (studenterbetaling, privatsponsoreret forskning og forskningskontrakter med industrien, salg af patentrettigheder etc.). Som følge heraf må de blive mere markeds- og konkurrenceorienterede (jf. Bok 2003). ‘Kapitalisme’ betyder i denne forbindelse ikke, at universiteterne nødvendigvis ejer produktionsmidlerne, men at de påføres markedskræfter og en profitorienteret markedsadfærd og som følge heraf må adoptere virksomhedsmodeller og ledelsesstrategier fra den private sektor (New Public Management, corporate managerialism etc.). Universitetsansatte akademikere bliver som følge heraf i stigende grad at betragte som en art statssubventionerede entreprenører eller iværksættere, der kommer til at tilbringe stadig mere tid med at skaffe eksterne midler og engagere sig i eksterne praksisorienterede kommercielle netværk.
I takt med at det manageriale eller ‘iværksættende’ universitet således er blevet den nye ledetråd for universitetsudviklingen (jf. Käufer & Scharmers bidrag her i antologien), er den industrielle udnyttelse og økonomiske omsættelighed af forskning og viden blevet afgørende. Det handler om at finde den hurtigste vej ‘fra forskning til faktura’, hvorved sondringen mellem grundforskning og anvendt forskning er kommet under pres, især inden for de såkaldte tekno-videnskaber (bioteknologi, nanoteknologi, IKT etc.). Etzkowitz og Leydesdorff har karakteriseret den stadig tættere sammenknytning og indbyrdes afstemning af forskning/videnskab, politik og økonomi som et ‘triple helix-kompleks’ i lighed med dna-strengens snoede stige, den dobbelte helix (Etzkowitz & Leydesdorff 1997). Som følge heraf opløses grænserne mellem grundforskning og anvendt forskning og mellem forskning og økonomisk omsætning og udnyttelse. Fra at være et offentligt gode tilgængeligt for alle bliver den universitære viden, både i form af forskning og undervisning, tendentielt til en vare, og den universitære vidensproduktion må i stigende grad ‘kommodificeres’ (patenteres, privatiseres, kommercialiseres).
Michael Gibbons et al. forsøgte så tidligt som i 1994 at sammenfatte forskellige tendenser i den aktuelle universitære videnskabsudvikling i tesen om, at vi er på vej mod en helt ny forståelse af, hvad vidensproduktion og videnskab overhovedet er. I dette øjemed sondrer de mellem to forskellige former for vidensproduktion. Den traditionelle modus 1-form tog sin begyndelse med de moderne naturvidenskaber og i fandt løbet af det 19. århundrede sit dynamiske og institutionelle hjemsted på de moderne forskningsorienterede universiteter. Tesen er, at denne form for videnskab og vidensproduktion de seneste årtier er blevet overhalet af en ny form, kaldet modus 2. Denne foregår i vid udstrækning uden for universiteterne i heterogene organisatoriske kontekster (fra industrilaboratorier over statslige tænketanke til private rådgivnings- og konsulentfirmaer, hjemmesider på internettet etc.). Konsekvensen for universiteterne skulle bl.a. være, at den universitære grundforsknings relevans svinder ind til fordel for en mere umiddelbart praksis- og anvendelsesorienteret forskning, der transdisciplinært er orienteret mod konkrete problemløsninger. I takt hermed må interne videnskabelige normer og kvalitetsstandarder i stigende grad vige til fordel for nye eksterne kvalitetetskriterier af politisk, økonomisk eller social art (Gibbons et al. 1994; se også Gibbons’ bidrag her i antologien).
Denne diagnose er ganske vist omstridt, men uanset hvor meget empirisk hold der er i deres tendensanalyser, så er der ingen tvivl om, at de har registreret og artikuleret en grundlæggende ændring i de samfundsmæssige legitimationsbetingelser for universitær og videnskabelig forskning de seneste årtier, men hermed også et afgørende skift i samfundets videnspolitik, der handler om acceptreglerne for, hvilke typer af viden der gør og kan gøre sig gældende hinsides videnskabelige gyldighedsfordringer. Deres teser og vokabular samt deres tendentielle idealisering af modus 2 (transdisciplinaritet) er på denne baggrund kommet til at spille en central rolle i de senere års universitetspolitiske debat, i mange universiteters selvbeskrivelse såvel som i EU’s forskningspolitik (fra og med det 5. rammeprogram fra 1999-2002). Hvilken slags universitet, der på længere sigt vil komme ud af overgangen til modus 2, har Gibbons selv givet et mere detaljeret bud på i denne antologi.
Til disse tendenser lægger sig en række andre tendenser det seneste årti, som man kunne sammenfatte