sammenligning kun det ene inputs situationelle ramme (frame), der projiceres til blendet.
Mentale rum skal i blendingteorien forstås som lokalt forekommende mentale konstruktioner snarere end som de stabile “erfaringsdomæner”, der bidrager til konceptuelle metaforer. Det blendede mentale rum kan ifølge Turner have flere inputrum. Disse inputrum gives hos Turner slet og ret numre og kaldes “Input 1”, “Input 2” osv. Spørgsmålet om antallet af inputrum udgør en af kontroverserne blandt blendingteoriens udøvere. Anskues et blend fortrinsvis som en begrebslig konstruktion, til gavn for erkendelsen, og antages blending overvejende at foregå som en ubevidst proces i bevidstheden, er der ingen principielle begrænsninger på antallet af inputs, som den analyserende bevidsthed kan analysere frem. Anskues blending derimod som en i princippet ikke ubevidst begivenhed, som angår kommunikationen mellem interagerende subjekter, handler teorien om kognitive processer, der grundlæggende set er semiotiske, og som derfor fungerer som betydningsdannende processer. Dette vil naturligvis reflekteres i inputstrukturen. Et tegn har som bekendt to konstituerende elementer: udtryk og indhold, og anskuet som tegn vil blendet tilsvarende have to forskelligartede inputs. Dette vil da også gælde de metaforiske blends, som hos Fauconnier og Turner kan have flere inputs og kan være både enkelt- eller dobbeltfokuserede, men som i en semiotisk analyse vil have to asymmetrisk organiserede inputs, et (kilde-)udtryksrum og et (mål-)indholdsrum. En sådan anvendelse af blendingteorien kan ses i den metafororienterede tekstanalyse i Brandt & Brandt 2005b.
Turner giver i den her bragte tekst eksempler på blends, som mere entydigt kan kaldes dobbeltfokuserede. Med udgangspunkt i sit litterære eksempelmateriale viser han, at man i fantasien kan blende mentale rum på en sådan måde, at de resulterende følgeslutninger virker tilbage på begge inputrum. Fantasiens rum og deres kompositioner beskrives som “forbuden frugt”, hvis plukning og indtagelse fører til erkendelse, ligesom i skabelsesberetningen. Turners pointe er, at den menneskelige bevidstheds kreative aktivitet skyldes dens evne til at tænke flere forestillingsrum på én gang; ikke blot fastholder den den foreliggende oplevede, perciperede verden, men den husker andre situationer, “fortællinger”, kalder han dem, i hermed parallelle forestillingsrum, og den henter elementer i disse rum til fremstilling af endnu andre rum – ofte med store konsekvenser for vores handlinger og overbevisninger. En avanceret brug af denne evne ses i kommunikative interaktioner, hvor parterne sammen opbygger en fantasi, der dels følger sin egen logik, og dels har mærkbare konsekvenser for den situation, som parterne samtidig – per analogi – har opmærksomheden rettet mod, typisk fordi de rent faktisk i talens øjeblik befinder sig i den. Dette er lignelsens fortællelogik, ekspliciteret ved uddrag fra narrativ prosa, drama og lyrik.
Turner har i længere tid beskæftiget sig med denne slags analogi-drevne fortællestrukturer og deres temporale bestanddele (mini stories), dog uden eksplicit at definere forskellen på begivenhedsstrukturer og strukturer med egentlig narrativt indhold. Endelig er der en tredje form for “fortælling”, som er begivenhedstyper med iboende narrativ struktur, for eksempel hævn, som hos strukturalisten Greimas (jf. Greimas 1983) blev analyseret som et fænomen, der i sig selv er narrativt organiseret, men som hos Turner forklares som en narrativ integration af to atomare begivenheder til én helhed i kraft af det, han kalder “sammentrækning” (compression), en egenskab ved blending, som gør ikke-perciperbare sammenhænge til perciperbare, og derfor oplevelige, tankegenstande. Virkeligheden forestilles ifølge denne filosofi at bestå af atomare, direkte perciperbare genstande og handlinger, som via blending kan bringes sammen og overskues som mentale helheder, på trods af deres i virkeligheden ikkeintegrerede natur.
I Turners The Literary Mind (1996, på dansk 2000), blev begrebet “fortælling” (story) iscenesat som et centralt strukturerende princip i menneskers kognition, ikke kun i de kognitive operationer, som frembringer litteratur, men i forestillingsevnen i det hele taget; således kan bevidstheden ifølge Turner helt grundlæggende siges at være “litterær”. Fortællinger bliver hos Turner forstået som begivenheder, scenarier og situationelle forståelsesrammer for bestemte typer begivenheder (jf. eksemplerne først i artiklen, f. eks. eksemplet med at stige om bord i et fly) snarere end som egentlige historier med narrative begivenhedsforløb.
Denne særegne måde at opfatte det narrative på, hvorved ethvert tidsligt forløb med et handlende subjekt lader sig beskrive som en “fortælling”, er eksempel på den samme tankegang, som vi finder i Lakoff og Turners tekst, hvor poetisk sprogbrug ses som udbygninger af hverdagssproget, dvs. dagligdags, ikke-litterær sprogbrug. En konsekvens af denne tankegang, hvorved bevidstheden så at sige “litterariseres”, er uheldigvis en udjævning af det specifikt litterære, hvilket i praksis giver sig udslag i en analytisk metode, som fremhæver generelle træk ved kognitionen på bekostning af det partikulære ved litterær sprogbrug, udtrykt i det enkelte værks ordvalg, syntaks og komposition. Dette ensidige fokus finder man til gengæld ikke hos lingvisten Sweetser, som med sit bidrag illustrerer, hvordan den kognitive poetik kan bidrage til en egentlig litteraturkritisk tilgang til tekster, en tilgang som afsværges i slutningen af Lakoff & Turners artikel, hvor det netop bedyres, at deres kognitive vinkel på litteraturen ikke skal forstås som et egentligt bidrag til litteraturkritikken. Dette felt identificeres hos Lakoff og Turner med de for tiden fremherskende historiske, sociologiske, biografiske, kultur- og kønsorienterede litteraturkritiske tilgange. Mens Turner anvender eksempler på blending fra litteraturens skatkammer, er litteraturen hos Sweetser ikke et skatkammer af empiriske data, men i sig selv en genstand for systematisk, videnskabelig interesse. Fælles for Turner og Sweetser er imidlertid deres interesse for blending som kognitivt redskab i fremstillingen af menneskelig betydning, og særligt eksemplerne på de fantasifulde dobbeltfokuserede blends står overbevisende frem i begge disse artikler. En yderligere styrke ved Turners artikel er en idé, som Sweetser viderefører i forbindelse med sin analyse af Rostands stykke Cyrano de Bergerac, nemlig den, at blending til dels kan belyse fremkomsten af ambivalent betydning i litteraturen. Flertydighed er et centralt fænomen i æstetiske artefakter i almindelighed, herunder litteraturen, og dermed åbnes også for en teoretisk diskussion af det egentlig poetiske potentiale, som blending har i den betydningsgenererende kognition.
SWEETSER
I artiklen “Hvis rim er hvis ræson? Lyd og betydning i Cyrano de Bergerac” tager Eve Sweetser, som antydet i titlen, fat i spørgsmålet om forholdet mellem stykkets udtryksform og de indholdsmæssige pointer, som udtrykkes ved hjælp af disse formelle valg. I fokus er særligt forholdet mellem rimstruktur og udsigelse. Tilhører rimene i stykket forfatterens egen udsigelse, eller skal deres udformning derimod krediteres de personer, der optræder inde i stykket? Her viser der sig at opstå visse interessante flertydigheder.
Der er eksempler på, at personerne i stykket faktisk taler på vers, hvorved den rimede udsigelse får en dobbelt status; udsagnenes form kan tilskrives de talende i det repræsenterede univers og samtidig Rostand som universets iscenesætter og versenes endelige ophavsmand. På denne måde får vi ‘vers i vers’, og de to niveauer af ‘versitet’ har tendens til at flyde sammen. Man hører bruddet, når man hører verset i verset, men det indlejrede versniveau løfter sig op til det første, indlejrende niveau.
Interessant nok er der tilmed steder i teksten, hvor de talende ikke er repræsenteret som talende på vers, og hvor deres rimede udsigelse alligevel virker ind på deres udsagn og svækker eller styrker deres position i handlingsforløbet. I disse scener opleves en tilsigtet kohærens mellem udtryk og indhold, en retorisk samstemmighed, som de talende ikke selv er opmærksom på. Særligt stykkets digter-protagonist, Cyrano, forener sig ofte med forfatteren på en sådan måde, at de sproglige ytringer både indholdsmæssigt og formelt går op i en højere enhed, selv om kun ytringernes betydning stammer fra Cyrano, mens udtrykkets grad af formfuldendthed skyldes forfatteren. Her opstår en bemærkelsesværdig tvetydighed i udsigelsen, som giver Sweetser anledning til at gøre sig overvejelser over, hvordan de formelle regelmæssigheder i teksten bidrager til dens lokale og globale betydninger, og i særdeleshed hvordan rimene understøtter bestemte betydninger på tekstens semantiske plan.
I et af eksemplerne på det, hun kalder et “form-betydning-blend”, sker en integration af flere ytringer fra flere forskellige talende i én samlet ytring, hvis rimstruktur hjælper med til at underbygge de talendes pointe, selv om disse formelle egenskaber