Kognitiv poetik. Группа авторов

er det samme fænomen, som ses i visse af Cyranos replikker, hvis udsagnsmæssige pointer i disse scener får en ekstra dimension i kraft af Rostands formsprog. På forfatterens udsigelsesniveau møder vi en formalisering af udsagnene på vers, mens udsagnene på Cyranos udsigelsesniveau har karakter af almindelig prosaisk dialog. Sweetser sætter sig for at undersøge disse “særlige virkninger af form-betydning-blending, som opstår af, at dialog lægges oven i vers” og foreslår dernæst en udvidelse af sin analyse af metriske og rytmiske blends til “begyndelsen af en kognitiv poetisk behandling af intertekstualitet som blending”.

      Fælles for de beskrevne form-betydning-blends og intertekstualitetsblends er, at de er dobbeltfokuserede blends, hvilket giver dem et potentiale for at skabe flertydighed i tekstens betydningsunivers. Vers-dialog-blends skaber flertydighed i udsigelsen, og de intertekstuelle blends skaber flertydighed i forhold til de parallele betydningers fortolkningshorisont i de skiftende kontekster og i forhold til betydningernes intentionelle motivation, som enten hører til de repræsenterede bevidstheder eller til forfatterens egen udsigelse, og altså til teksten som skrift.

      Mens disse blends ifølge Turners terminologi er dobbeltfokuserede, må andre blendtyper, der optræder i Sweetsers tekst formodes at være “enkeltfokuserede” (single-scope). Det gælder eksempelvis de metaforiske blends i Rostands stykke. Fauconnier og Turner bestemmer ikke selv metaforen som entydigt enkeltfokuseret, men som Sweetser skriver, leverer “det ene af de to input-rum (kildedomænet) […] den primære determination af blendets følgeslutningsstruktur”. Endelig er der blends, som hverken er dobbeltfokuserede eller enkeltfokuserede, som for eksempel den blendede heltefigur, Cyrano fremstiller for på overbevisende vis at kunne kurtisere sin udkårne. Den Blendede Helt, som Sweetser kalder dette blend, er den konstruktion, som den veltalende Cyrano og den flotte Christian præsenterer Roxane for, idet de lader Christians figur og Cyranos indre kvaliteter flyde sammen i en og samme person. Blendet består således af bestemte egenskaber fra hver af de to mandspersoner (samt emergerende egenskaber, må man formode), og resultatet er en bejler, som er mere eller mindre fuldkommen, og som Roxane kunne tænkes at være i stand til at elske.

      Sweetser nævner derudover “Fauconnier og Turners (1996) eksempel med en moderne filosofs ‘samtale’ med Kant, hvor man ikke kronologisk konsistent kan projicere både Kants tidsramme og den moderne filosofs tidsramme ind i blendet.” Dette blend og dets interessante tidsproblematik kan man læse mere om i Brandt 2008, som medtænker det sproglige og pragmatiske perspektiv i sin analyse og klassifikation af fænomenet fiktiv (verbal) interaktion, hvorpå Kant-blendet inden for den kognitive lingvistik anvendes som illustrativt eksempel.

      Ydermere nævnes en “rød bold” som et eksempel på et blend. Denne bestemmelse af den semantiske sammensætning af et adjektiv og et substantiv som et “blend” er i overensstemmelse med Fauconnier og Turners teori som fremsat i The Way We Think (jf. deres eksempel med en “blå kop”), men at integreringen af form og farve skulle være et resultat af blending, er dog en noget problematisk antagelse, idet der her er tale om perceptionsmæssig gestaltning. At derivere perceptionen fra syntaksen er metodisk set temmelig hasarderet og fører til betragtninger, der ikke stemmer overens med iagttagelser inden for den eksperimentelle psykologi, hvor denne form for integrationer på det neurale niveau beskrives som binding og på det oplevede niveau som gestalter.

      Ser vi bort fra disse ‘gestaltblends’, kan vi i Sweetsers tekst overordnet iagttage to forskellige typer blends: (sammensatte) personblends og semiotiske blends. Til de semiotiske blends hører sprogtegn (“alle sprogtegn er blends af form og betydning”), de dobbeltfokuserede udsigelsesblends, samt metaforerne. Som eksempel på et metaforisk blend kan nævnes den konceptuelle metafor, der gør sig gældende, når personerne i stykket giver sig til at fægte både med kårder og med ord. Da bliver kampen både en battle mellem rimsmede, for at bruge en nutidig pendant fra rapmusikken, og en fægtekamp med kårder. Fægtebevægelserne følger i disse scener versets gang, og kården støder ind, hvor teksten siger det; de dystende parter befinder sig på en ‘verbal slagmark’ – en konceptualisering med både konkret og metaforisk signifikans.

      Et træk, der særligt bør fremhæves ved Sweetsers tekstanalyse, er, at den har fortolkningsaspektet med, hvilket ikke er tilfældet i megen øvrig litteratur på området (se f.eks. Elena Semino i Gavins og Steen 2003 til sammenligning). Vi præsenteres på baggrund af den forudgående analytiske læsning for en metaforisk fortolkning af teksten, som fremdriver stykkets eksistentielle betydning (liv, kunst, menneskelig væren og identitet…). Her tolkes den litterære tekst som en “autonom konceptuel enhed”, dvs. som ét samlet tegnkompleks. Det gennemgående eksistentielle motiv i teksten bestemmes her via metaforen LIV ER KUNST. Heraf følger en æstetisk livsindstilling, ifølge hvilken ‘at leve et liv er at forfatte det’. Personernes liv forstås metaforisk som poesi, og livets mening, kan man da, idet man følger Cyranos eksempel, tolke som at leve smukt. Denne æstetisk-eksistentielle fortolkning af Rostands tekst får en ekstra drejning med iscenesættelsen af endnu et personblend, som forener forfatter og protagonist i et Rostand-Cyrano-blend, således at Cyrano fremstår som forfatter, ikke bare af sit eget liv, men af selve det litterære værk Cyrano de Bergerac.

      Læserne kan “fortolke Rostands bevidste brug af metrum og rim ikke blot som en del af det samme budskab, men som en del af Cyranos fremstilling af budskabet, og ikke kun Rostands. De mest bravurprægede eksempler er trods alt lagt i munden på Cyrano og bevidst udtalt af denne formbevidste person – som både er skuespilforfatter (han har ‘rimet fem akter’, som det hedder i Anden Akt) og en vigtig kausal kraft i dette skuespils handling, som trods alt har hans liv som omdrejningspunkt. I et yderligere formbetydning-blend af skuespil og indhold er Cyrano derfor skuespillets digterperson/dets forfatter, dvs. ikke kun forfatter til sit eget liv, som er skuespillets indhold; og i sin blendede rolle som digterperson/forfatter til skuespillet kan han naturligvis ses som bevidst om hele den basale poetiske struktur i Rostands dialog. / I hvert fald er det tydeligvis ikke en tilfældighed, at dette skuespils form er så nært knyttet til dets indhold. Hvert eneste rim i Rostands stykke, hver eneste symmetri i dets struktur “handler om” denne afgørende pointe, at det er kunstnerisk struktur, der gør livet smukt og stort.”

      Denne grundige gennemgang af tekstens formelle og indholdsmæssige træk og fortolkningen af teksten som udtryk for en bestemt kunsterisk intention gør Sweetser i stand til endelig at vurdere tekstens kunstfærdighed. Hendes litteraturkritiske udgangspunkt lægger sig fint op ad det styrende princip i Cyranos liv, som tidligere beskrevet: Betydningens kvalitet skal modsvares af formens kvalitet, for at kunsten kan blive vellykket.

      Den kognitive poetik kan med sin kendetegnende nøgterne, anti-ideologiske, videnskabeligt nysgerrige og erkendelsesinteresserede tilgang meget vel tænkes at skulle præge fremtidens litterære kritik og æstetik ganske dybtgående. Vi har med denne antologi fremlagt nogle af diskussionens mest klassiske præmisser og håber, læserne vil lade sig inspirere til at følge den videre udvikling i dette fascinerende felt, hvor man i sandhed inviteres til at sige med Terents (også citeret af Roman Jakobson): homo sum; humani nil a me alienum puto. [Jeg er et menneske, så intet menneskeligt er mig fremmed].