Группа авторов

Konge, kirke og samfund


Скачать книгу

DCP nr. 139, 141-142; Olesen 1983, s. 270ff.

      Danmarks skatter i senmiddelalderen: Kroningsskatten af 1524

      AF MIKAEL VENGE

      Købstæderne var traditionelt givtige skatteobjekter, men i dette korte rids vælger vi udelukkende at se på bønderne som det egentlige skatteyderkorps, der virkelig skæppede i statskassen. Endda har vi tilladt os at indsnævre skattebegrebet, idet vi koncentrerer os om de ekstraordinære skatter, der blev udskrevet med særlige formål. De faste skatter af de jordegne bønder, selvejerne, og den øvrige oppebørsel af kronens og de privilegerede stænders fæstebønder, som ganske vist i princippet var skattefrie, men dog i nogen grad bidrog under rubrikken andre ydelser, indgik i lenenes regnskaber og finansierede derved lokaladministrationen. De faste skatter var naturligvis en vigtig forudsætning for, at samfundet kunne fungere, men selve regeringsudøvelsen hvilede reelt på de ekstraordinære skatter, der omfattede samtlige bønder uanset deres status.

      Mod middelalderens slutning øges kildematerialet markant. Ikke at tiderne forandrede sig drastisk, men af rent arkivalske årsager. Pludselig får vi mulighed for at kigge magthaverne og det kongelige kancelli i kortene. I det følgende skal vi efter en skitse af senmiddelalderens skatteopkrævning slå ned på en særlig veldokumenteret skat, Frederik I’s kroningsskat fra 1524, hvis opkrævning kan følges i mange detaljer i de velbevarede kancelliakter på Rigsarkivet. Igennem en analyse af disse akter skal det vises, at nok blev skatterne dikteret af konge og rigsråd, men frygten for skatteydernes reaktion spillede en betydelig rolle for myndighederne, ligesom bøndernes organiserede fællesskab blev brugt i selve skatteopkrævningen.

       Den senmiddelalderlige skattebevilling

      I senmiddelalderen blev den parlamentariske skattebevilling formaliseret i Christian I’s håndfæstning 1448. Anledningen var en dynastisk tilfældighed. Den unge greve, der i hast blev