et Academie, hvoraf Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie. Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end (hun hvisker) hos os.
Hvorfor hvisker De. Der hører jo ingen os.
Det er en Vane. Jeg har altid hvisket Sandhed om ham. Thi at sige den høit var orimen læsi &c. Nu har jeg givet Dem den Underviisning jeg har faaet. Tag Dem vare for, at De ikke bliver forført, ja vel voldtaget af Fruentimmerne her.
Ha, ha, ha, det skal jeg dog vel være sikker for ikke at blive.
(Man hører en vild Sang bag Teltet, som vedvarer, til tre Soldater lader sig see syngende.)
Ja see Dem for! der kommer nogle vilde Soldater – Lad os gaae.
Lad os bie – jeg er just kommen for at lære at kiende Landets Sæder.
Som De behager – jeg gaaer – Farvel.
Farvel smukke Professor.
Tag Dem vare for at tiltale saaledes de indfødte Fruentimmer, De vilde da vist blive anseet for et Skiørlevnets Mandfolk, og behandlet paa den uanstændigste Maade, omtrent som liderlige Fruentimmer hos os. Der kommer de, Adjeu Cavailler.
Adjeu Frue Professor.
Anden Scene
Ha! ha! de have min Troe Kaarde paa!
Lad os sætte os her at drikke vort Brændeviin. Her kan Capitain Sophie ikke see os, hun er en rar Kone; men hun drikker ikke selv, den Nar, hun er.
(De sætte sig, tager hver sin Pegleflaske af Lommen, hvormed de klinke, og synge)
Elske Mandfolk, Tungen væde,
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
Elske varmt, men ikke længe,
Pene, nydelige Drenge,
Det er Krigerens Maneer.
Glade vi i Krigen drage,
Kommer seirende tilbage,
Glad hver Dreng i Landet seer.
Kiække Piger, vi vil drikke,
Naar vi mere det giør ikke
Er vi heller meer ei til;
Elske vil vi smukke Drenge,
Som: I streede alt for længe,
Ved vor Hiemkomst sige vil.
Elske Mandfolk, Tungen væde
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.
Det er en anstændig Sang for Fruentimmer!
Nei see der Søster; vi har, paa min Siæl, faaet en Rekrut til Leiren. Men hvad for Pokker er det? han har Kaarde paa.
(De see alle paa Leander, og slaae op en stor Latter.)
Kys mig mit velsignede, deilige Drengebarn!
(Hun kysser ham, de andre følge hendes Exempel, og derpaa sætte sig igien)
Søster Grete! har du dine sædvanlige Tærninger hos dig?
Ja naar gik jeg uden dem? De er mit halve Liv i Fredstider, de har skaffet mig Levebrød, siden jeg blev Soldat. – Lønningen skulde jeg ikke komme langt med, og sauge Brænde gider jeg ikke.
Nei, lad os heller spille Femkort, det er et ærligt reent Spil. – Jeg har Kort. —
(Hun tager Kortet af Patrontasken.)
Ja fem Kort, fem Kort.
Men drikke først det vakre Drengebarns Skaal.
Det var Ret. (De drikke.)
Skaal for dig du vakre Drengebarn!
Jeg takker. (sagte) Jeg er i godt Sælskab.
Men hvad skal vi spille om?
Hvor kan du spørge saa taabeligt? Om hvem der først skal føre ham i Teltet.
Om han ellers vil lade sig føre. De godt Folk giøre Regning uden Verten.
Første Es har Forhaand. (han lægger Kort om) Forhaanden fik jeg.
See, hvor alting gaaer ordentlig til.
Ja min Siæl vandt Fridrike.
Det priser jeg min Kunst for.
Siden vi ikke vandt, saa lad os drikke paa den Skræk.
(staaer op, til Leander)
Kom med mig min søde Dreng, der skal ingen være i Teltet uden vi to.
Hvilken Uforskammenhed og Frækhed! (høit) Jeg følges aldrig med drukne Folk.
Hille Knø! der kommer Capitain Sophie.
Tredie Scene
Børn! I ere jo ganske drukne. Det er en vakker Ære for Piger at drikke sig ud af stand til at fægte paa en Tid, da man kan vente Fienden hvert Øieblik.
Frue Capitain! Vi drikke paa Nagernes Ruin.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager,
Millioner Draaber Blod.
Jeg er bange for, I drikker saa vel meent paa Nagernes Ruin, at det bliver jeres egen. Jeg har desuden den Troe til mine brave Piger, at de har Mod nok uden at hente det af Brændeviinsflasken.
Capitain hun giør os skamfulde; gid vi aldrig havde smagt en Draabe, saa skulde de faae see, at de troer sandt om os.
(tager sin Flaske, og seer paa den.)
Min Flaske er ikke halv uddrukken, der ligger den. (han kaster den, de andre ligesaa, og raaber i det de kaster den) Hurra! leve Sophie.
Tak mine Børn; det er mig kiert, at I holder af mig.
Var der en ved hendes Compagnie Capitain, som ikke holdte af hende, skulle jeg see den Carnailes Hierteblod.
Du faaer vist ingens Hierteblod at see.
Nei