en del af en ’videnskabens kultur’. Om ikke også den præmis bør udfoldes. I den senere eksemplificering af pædagogisk antropologi inddrager og diskuterer jeg dette som en del af visuel kultur som refleksionsstrategi. Her bliver Hastrups begreb om forbløffelse en velegnet performativ kategori, når ’velkendte’ kommunikative ’settings’ udforskes med kategoriserende videnskategorier som fx læring, undervisning, didaktik, opdragelse.
Hvis man i forlængelse af de respektive beskrivelser sammenstiller de to begreber pædagogisk og antropologi får man følgende betydning af pædagogisk antropologi: forandringsintenderende forbløffelse. Det senmoderne samfunds måde at være samfund på åbner til syneladende for, at de respektive videnskaber giver nye udforskningsmuligheder snarere som en konception af forskellige forskningstilgange end som betegnelser for genstandsområder og metoder. I det følgende beskrives betydningen af fire forskellige betoninger af henholdsvis det pædagogiske og det antropologiske, når der stilles forskningsspørgsmål. Ligeledes fremstilles en sammenstilling af pædagogisk antropologi som samlet konception – og som en femte betoning.
Pædagogik og antropologi som eksplicitte discipliner inden for videnskabssystemets distinktioner mellem praksis og teori
I drøftelser, der har til hensigt at definere begreber om pædagogisk antropologi, har forskellige betoninger betydning. I undersøgelsen af dette anvendes en systemteoretisk systematik. Systematikken går ud på at forstå de respektive begreber med reference til hinanden. Det man inden for systemteori kalder ’enheden af en forskel’. Det betyder, at de to begreber kan analyseres som en position inden for rammerne af en anden. Her har det betydning, hvilket begreb der er udgangsposition.
Som beskrevet ovenfor opfatter jeg pædagogik som henholdsvis kommunikativ praksis og videnskab. Ligeledes opfatter jeg antropologi som henholdsvis en praksis (her kunne det med reference til Hastrup være rimeligt at forstå dette som et etnografisk nærvær) og en videnskab. Formålet med analysen af begreberne er at vise, hvilken betydning en position har i de drøftelser, som fx foregår i forhold til pædagogisk antropologis selvbeskrivelsesbestræbelser, og ikke mindst, hvilken rammesætning forskningsspørgsmål falder indenfor. Desuden eksponerer det potentialet i at forstå pædagogisk antropologi som en konception, der kan vise nye veje som forskningstilgang i en polypositionel virkelighed.
Betoning af den antropologiske komponent
Den første systematik, jeg indfører, betoner den antropologiske komponent i pædagogisk antropologi. Det vil sige, at jeg ser på, hvordan antropologien iagttager pædagogik inden for rammerne af en forskel mellem antropologi og pædagogik.
1 For så vidt pædagogik betragtes som en praksis, det vil sige det, der foregår mellem deltagere i et interaktionssystem, vil forskellige videnskabelige discipliner kunne iagttage pædagogik. I nærværende tilfælde er det antropologi, der er forskningstilgang til den pædagogiske praksis. Her kunne eksempler på forskningsinteresser være: ”Hvordan foregår noget i en pædagogisk situation” eller ”Hvordan forstås mennesket i en opdragelsessituation?” Her er interessen først og fremmest en empirisk interesse og typisk båret af det etnografiske nærvær i et institutionaliseret samvær, der sigter på at forandre. Antropologen undersøger, hvordan opfattelser af mennesker udspiller sig i en defineret kontekst.
2 Med en forståelse af pædagogik som videnskabsdisciplin kan den antropologiske videnskab iagttage den pædagogiske videnskab med spørgsmål som: ”hvordan forstås menneskers ageren i pædagogiske teorier?” Her er interessen først og fremmest en teoretisk interesse. Antropologen undersøger, hvordan opfattelser af mennesker viser sig på forskellig måde i pædagogiske teorier. Dette er eksemplificeret med de forskellige ansatser i Wulf og Zirfas kortlægning af menneskesynet i forskellige traditioner af pædagogisk antropologi (jf. ovenfor).
Betoning af den pædagogiske komponent
På lignende måde kan jeg anvende systematikken til at beskrive betoninger af den pædagogiske komponent. Her ses på, hvordan pædagogikken iagttager antropologi.
1 For så vidt antropologien betragtes som en etnografisk praksis, det vil sige det, der foregår mellem deltagere i et interaktionssystem, vil den pædagogiske videnskab kunne iagttage antropologien. Et eksempel på en forskningsinteresse kunne være: ”Hvordan udfolder opdragelsessigtet sig i møder mellem mennesker?” Den pædagogiske teoretiker er interesseret i, hvordan forandringsintenderende kommunikation udfolder sig.
2 Med en forståelse af antropologi som en videnskabsdisciplin, vil den pædagogiske videnskab iagttage den antropologiske videnskab. Her kunne et eksempel på en forskningsinteresse være: ”Hvordan artikuleres opdragelsessigtet i antropologiens teorier?” Den pædagogiske teoretiker vil være interesseret i, hvordan antropologien teoretisk ekspliciterer de interaktioner, der foregår med sigte på forandring, fx med hjælp fra forskellige ansatser.
Disse fire forskellige betoninger repræsenterer, hvordan forskellige ’filtre’ kan anlægges konkret i relation til pædagogisk antropologisk forskning. Dette gælder i forhold til konkrete forskningsprojekter, men også i forhold til hvordan det pædagogisk antropologiske fags aktører bidrager i drøftelser af instituttets forskningsprofil og indhold. I praksis vil dette få indflydelse på hvilken uddannelsesprofil, der anlægges, hvilket indhold og hvilken litteratur, der vælges, hvilke traditioner man vender sig imod, hvorfra man henter inspiration osv. Som eksempel kan min position, der er inspireret af systemteori, bidrage til at forstå henholdsvis pædagogik og antropologi som videnskaber på følgende måde:
Pædagogik ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer viden om den normative rammesætning af undervisning og læring, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem pædagogisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.Pædagogikkens selvbeskrivelse bygger for tiden på rationalitet (jf. den kritisk-hermeneutiske tradition), men forandrer sig i det senmoderne i retning af refleksivitet.
Ligeledes kan min position bidrage til at forstå antropologi som videnskab på følgende måde:
Antropologi ses som begrebssætning for en videnskab, der producerer oplevelser af møder mellem mennesker forstået som muligheder, og som i den forstand rammesættes af forskellen mellem antropologisk videnskab og udvalgte systemer i omverdenen.
Antropologiens selvbeskrivelse bygger for tiden på solidaritet (jf. Hastrup 1992).
De to videnskaber repræsenterer modsatrettede positioner: at udforske den intenderende forandrings implikationer – både institutionaliseret og ikke institutionaliseret – og at udforske det tilgængelige som udtryk for det hypotetiske – forstået som det utilgængelige og ubeviselige grundvilkår for mennesket. Den ene position interesserer sig for, hvordan det er muligt at forandre mennesker på en måde, der gør potentialer synlige, den anden interesserer sig for, hvordan det er muligt at satse på at acceptere, at potentialer er usynlige.
Pædagogisk antropologi som refleksiv iagttagelsesstrategi
Forskelligheder i de pædagogiske og antropologiske positioner er uundgåelige, men i stedet for at gøre dem til konkurrerende positioner, kan de ses som udtryk for vilkåret for en forskningstilgang i det senmoderne, der er præget dels af polypositionelle fagforståelser, dels af polypositionelle videnskabstraditioner. Der er en mulighed for at vælge en femte position: I stedet for at opdyrke en modsatrettethed mellem pædagogik og antropologi foreslår jeg, at pædagogisk antropologi ses som konstruktionen af en forskningstilgang, som er karakteriseret ved at være polypositionel, og som artikulerer sig som et særligt blik. Dette blik formulerer et paradoks, der definerer sig i udfoldelsen af sine forforståelser gennem forandrende forbløffelser, og som i udfoldelsen af sine forforståelser eksemplificerer sig. Her kan forskningsinteressen eksemplificeres med: ”Hvordan er kriterierne for…”. Den pædagogiske antropolog interesserer sig for at udfolde paradokset af de forandrende forbløffelser.