og teoretikere mener fx, at han drager for vidtgående konklusioner, og at universaliteten strækkes for vidt. Det er ikke hensigten at gå dybere ind i den diskussion her. Hofstede’s arbejde var i mange år det eneste nogenlunde velfunderede bud på en forståelse af interkulturelle forskelle i organisationer, og hans beretninger har hjulpet mig og mange andre til at håndtere ellers ubegribelige fænomener, som vi er stødt på i vort internationale arbejde. Men der må selvfølgelig advares imod at sluge alle beskrivelserne råt og på den måde udvikle stereotypier på baggrund af Hofstede’s fremstilling. Derfor er der også på dette område behov for fortsat forskning, mere dybtgående analyser, teoretisk og metodisk udvikling og en opdatering af de gamle data.
Der er i mellemtiden udkommet en inspirerende brugsbog, der omhandler nogle af de samme fænomener i en oversigtlig og brugsrelateret form. Den kan varmt anbefales til enhver, der skal indgå i professionelle relationer på den internationale arena6. Danskere er jo tilbøjelige til selvcentrering, idet der med stor selvfølgelighed tages udgangspunkt i, at alle danske værdier og forståelses- og omgangsformer er universelle, og de, som ikke fatter visdommen i den danske logik, bliver med en hvis overbærenhed anset for at være enten uoplyste eller lidt til en side. Vi er således ikke meget for at se i øjnene, at den geografisk begrænsede og i folketal meget minimale stamme, som vi tilhører, har – set i større og mere dominerende kulturers optik – en lang række højst mærkværdige måder at indrette sig på, omgås hinanden på og betragte omverdenen på. Det er os, der er er de underlige – ikke de andre.
I Hofstede’s internationale sammenligninger placerer Danmark sig på mange af parametrene i ekstremerne, og målingerne må i en krydstabulering betegnes som paradoksale. Danskerne har fx en ekstremt lav magtdistance, der indebærer, at danskere i almindelighed ikke har nogen særlig respekt for magtens attributter, og derfor er magtsymboler og penge heller ikke den primære kilde til motivation på arbejdspladsen. Ærestavler og privilegier til de højest ydende – det være sig medarbejdere eller elever – er derfor heller ikke noget man ofte ser i Danmark.
Men Hofstede registrerer samtidig en forholdsvis høj grad af individualisme, der får danskerne som enkeltpersoner til at prioritere sine værdiorienteringer med udgangspunkt i sig selv og sine nærmeste frem for i overordnede religiøse, lokale, nationale og for den sag skyld også overnationale fællesskaber, hvilket bl.a. har sat sig markante spor i bestræbelserne på at integrere danskerne som nation i det europæiske fællesskab. Danskeren skal helst kunne identificere en umiddelbar personlig gevinst ved at indgå i og medfinansiere et fællesskab, ellers vil man tage forbehold, være kritisk og i yderste fald underminere det påtvungne fællesskab, hvilket fx ytrer sig i mange danskeres tvetydige forhold til fænomenet “sort arbejde”.
Danskerne ser også med fortrøstning på morgendagen, hvilket kan måles i form af en ekstremt høj tolerance for usikkerhedsmomenter, i tilværelsen, som gør danskerne om ikke ligefrem omstillingsivrige så dog trygge ved, at forandringer ikke nødvendigvis er farlige – tingene ordner sig nok til sidst. Men nok så væsentligt – de har ikke noget stort behov for strukturer på arbejdspladsen, og er ikke afhængige af rutiner og ritualer.
Endelig er det danske samfund gennemsyret af en forholdsvis høj forkærlighed for “femininitet”7 i de fælles sociale værdier, som kommer til udtryk i omsorg for svage og nødstedte – velfærdsstatens grundlag. Kombinationen af tolerance overfor usikkerhed og femininitet er med til at placere Danmark i en ekstrem position i forhold til de fleste andre lande.
Det interessante spørgsmål er så, om man kan udlede noget om menneskenes måde at bygge og drive deres organisationer fra disse tabeller. Hofstede mener afgjort ja og indikerer med en krydstabulering af tabellen over tolerance for usikkerhed med tabellen for magtdistance en afgrænsning af fire præferencer for organisatorisk adfærd.
Forhandlingskulturer (landsbymarkedet) er præget af lav magtdistance og stor tolerance for usikkerhed. Danmark er det land, hvor indikatorerne på denne præference er klarest markeret blandt samtlige lande, der indgår i materialet.
Planlægningskulturer (det velsmurte maskinbureaukrati) har lav magtdistance, men også en lav tolerance for usikkerhed. Tilsvarende markant finder vi her Israel sammen med lande som Tyskland, Østrig og Finland.
Ærbødighedskulturer (den familiestrukturerede organisation) er karakteriseret ved høj magtdistance kombineret med stor tolerance for usikkerhed. Malaysia og Singapore er på hver deres måde markante eksponenter for denne præference.
Stejle hierarkier (den menneskelige pyramide) høj magtdistance og lav tolerance for usikkerhed. Her finder vi middelhavslandene og de latinamerikanske lande med Grækenland, Portugal og Guatemala som markante repræsentanter.
Forskellen mellem de fleste asiatiske lande og vores kulturkreds kommer også til udtryk i fornemmelse for tid fx i forbindelse med deadlines og invitationer. Gesteland introducerer begreberne polychrome og monochrome kulturer.
Jeg havde for nu snart mange år siden lejlighed til at høre et af Hofstede’s medrivende og ind i mellem ustyrligt morsomme foredrag, og ved den lejlighed drøfte nogle af de konsekvenser og årsagsforklaringer, der knytter sig til hans analyse. Hofstede mente fx, at Danmark og Nederlandene rent faktiske har flere fælles træk end fx de skandinaviske lande indbyrdes, og han mener, at det i høj grad knytter sig til den måde, vi kom ud af feudalismen på. I begge lande er situationen den, at adel og kongemagt efter deroute og kriser måtte indgå kompromisser med borgere og bønder om magtens deling. Den “gamle” magt fremstod altså ikke umiddelbart som nogen frygtindgydende eller ophævet størrelse. De nye magthavere i en stat, der i begge tilfælde beroede på en slags agrar kapitalisme, havde imidlertid fra deres forfædre gennem generationer arvet en udpræget beskedenhed og ydmyghed kombineret med en hvis snuhed. Livet på landet var organiseret omkring landsbyfællesskabet, et fællesskab baseret på familiernes produktionsfællesskab og en defensiv foranstaltning, der løste de opgaver, som en familie ikke magtede alene.
Bønderne havde gennem generationer oplevet, at overmægtige hære vandrede ind og ud af landet, og det er et samfund, der er afhængig af agrar produktion særdeles følsomt overfor. Truslen er umiddelbar og nærværende. Man kan på en nat miste hele sit livsgrundlag. Sædekorn kan blive fortæret, kvæg slagtet og ens ejendele stjålet uden, at man kan gøre ret meget ved det. Og hvis det ikke ligefrem er fjenden, der er på spil, ja så er det kongens og kirkens skatteindrivere, der udgør truslen.
Bondens lærdom under feudalismen består i, at man skal holde sine rigdomme godt skjult og helst se mere sølle ud, end man egentlig er. På den måde påkalder man sig den minimale interesse fra de truende fremmede, der er ude på og har magt til at berige sig på ens bekostning. Og så skal man i øvrigt lære at tage tingene afslappet, som de kommer, og slå en handel af mens tid er. Både familiens og landsbyfællesskabets sikkerhed bliver med andre ord sat på spil, hvis nogen stikker ud fra de andre med iøjnefaldende rigdom, og derved påkalder sig opmærksomhed, som risikerer også at rette sig mod de øvrige medlemmer af fællesskabet. Den for Danmark og Nederlandene karakteristiske nedvurdering af praleri og selvpromovering har således også en historisk forankret kulturel begrundelse. Den, der lever skjult, lever godt. Lav magtdistance kombineret med “feminitet” og individualisme giver i den postfeudale periode grundlag for fænomenet “jantelov”, der altså på ingen måde er en rent dansk foreteelse.
Nederlandene og Danmark er ekstreme på disse felter; mens samfund, der kom ud af feudalismen med mange af de gamle symbolske magtstrukturer intakte, har udviklet helt andre adfærdsdispositioner. Det gælder fx mange af de asiatiske samfund, hvor magtdistancen er så høj, at organisationer ikke kan fungere uden, at ledere på forskellige niveauer udsteder meget detaljerede arbejdsbeskrivelser til deres medarbejdere, idet medarbejderens respekt for sin “overmand” i høj grad begrænser hans muligheder for selvstændig handling. Det er en særlig pointe, at medarbejdere føler sig ladt i stikken, hvis disse retningslinier udebliver. Og de anser det for manglende anerkendelse af deres position, ligegyldighed overfor dem som personer og nedvurdering af deres arbejde, hvis ikke lederne kontrollerer og godkender deres arbejde. Udenlandske ledere i sådanne organisationer og navnlig de med en dansk-nederlandsk indfaldsvinkel har meget at lære