Skolens fremtid. Jorn Skovsgaard

fanget i et skisma mellem de opgaver, de skal løse som ledere og deres værdiorientering – og jeg kender flere af dem, der er nået til en erkendelse af, at de i virkeligheden trives bedre med kollegerne på gulvet end med det ensomme liv for bordenden. Set i det perspektiv er det jo en fordel, at forskellen mellem lederen og medarbejderen i Danmark – for så vidt angår lønsedlens bundlinie – er forholdsvis beskeden.

      Lærerkollegiet på en skole vil som regel være sammensat af repræsentanter for alle de beskrevne livsformer. Der vil være lærere, der har enormt travlt – efter skoletid – med at drive små firmaer eller hjælpe til i bedrifter, som drives af familiemedlemmer. Det behøver på ingen måde at gå ud over kvaliteten i deres undervisning. Det er den type lærer, der altid har en kontakt, kan skaffe adgang til virksomhedsbesøg, kan skaffe billige materialer til emneugeprojektet osv.

      På samme måde vil man finde lærere, der går op i den mindste detalje i den kollektive arbejdsaftale, og på den måde står stærkt på deres rettigheder med hensyn til deres fritid, hvor de i øvrigt ofte er dybt engagerede i foreningsliv, sport og kulturelle interesser – ofte ligner deres fritid “arbejde” til forveksling; men denne gruppe skelner skarpt mellem deres pligt og deres ret. Det er så i den gruppe, at vi finder læreren, der kan få sin klasse til at fungere som en gruppe i kraft af, at han både kan definere fællesskabets behov og muligheder, og illustrere det gennem sit eksempel. Det er ham, der har blikket for den svage og utilpassede elevs behov, og får vedkommende med på fodboldholdet trods alle odds.

      Endelig vil der også være en gruppe, der i deres arbejde er stærkt fokuserede på at placere sig i funktioner og i efteruddannelse, der kan meritere dem i et karriereperspektiv. De vil som regel være nemme at få øje på i skolens udviklingsarbejde, målsættende processer osv… selv om de meget sjældent eksplicit vil give udtryk for, hvad de i virkeligheden går efter.

      Pointen er, at der fra alle kategorier kan rekrutteres fremragende lærere; men de har vidt forskellige behov på arbejdspladsen og vidt forskellige relationer til ledelse. Og det er en stor udfordring for lederen at give den enkelte en platform, hvor man på samme tid kan få det bedste ud af den enkelte medarbejder i forhold til organisationens opgave – det er det primære; og sekundært give den enkelte medarbejder vilkår, som tilgodeser, det værdibaserede perspektiv, som vedkommende arbejder i.”

      Sådan lød forklaringen dengang – for mere end 10 år siden, og med det udgangspunkt mente jeg også, at kunne forsvare nogle af de grundlæggende værdier i den danske skole. I dag vil jeg nok mene, at forklaringen stadig har nogen gyldighed; men min anfægtelse går på, om den stadig kan – eller for den sags skyld nogensinde har kunnet – bære et forsvar for den danske model. Jeg bringer den her for debattens skyld.

      De seneste års udvikling har været foruroligende. Ubalancen mellem et stigende legitimeringspres på skolen og en stigende heftighed i visse professionelle kredses benægtelse af, at der overhovedet er et problem, er påfaldende. Og det er et spørgsmål om den energi, der i øjeblikket opspares i de modsætnings-forhold, der karakteriserer meningsdannelsen om den danske skole ikke på et eller andet tidspunkt vil få en destruktiv udladning, hvis ikke nogen giver sig til at moderere forholdene i et langsigtet perspektiv. Dette er blot én af grundene til, at strategisk ledelse kommer på dagsordenen i dansk skoleledelse i netop disse år.