i Athen, hvor han selv underviste. Han døde i Athen i 354 f. Kr.
Platons skrifter henvises der normalt til i overensstemmelse med en trebindsudgave ved H. Stephanus, Paris 1578 (nyudgivet af J. Burnet, Oxford 1899-1906). Ved citater angives side og afsnit i Stephanus/ Burnet udgaven.
Platon lever i en tid, hvor det traditionsbundne, gammelgræske samfund efterhånden er gået i opløsning. Sædvanesamfundets bestemmelser af rigtigt og forkert har ikke længere umiddelbar gyldighed. I det 5. århundredes nye demokrati er det bl.a. de politiske forsamlingers drøftelser og afgørelser, som er med til at bestemme de etiske normers gyldighed. Man kan i en given sag ikke længere henvise til, hvad der uden videre er »det gode«. Det må bero på overvejelser og argumentation, hvor en taler evner at overbevise sine tilhørere – de politiske forsamlinger eller folkedomstolene – om, hvad der i den pågældende sag er »det gode«. Det, der i den situation vinder hævd, står i et i hvert fald spændingsfyldt forhold til det, der ellers har været hævdvunden tradition.
Dette idéhistoriske skred kan også fremstilles på den måde, at logos afløser mythos. Hvor man opfattede mennesket som et væsen, der i grunden var tryllebundet af magter, som udgjorde dets livs betydning, er det nu i højere grad op til mennesket selv at magte sit liv ved at give det betydning. Ifølge en mytisk opfattelse er et forelsket menneske et menneske, der er grebet af Eros, besat af denne gud eller halvgud. Mens det ved logos oplyste menneske i højere grad antages selv at kunne forholde sig til sin forelskelse, justere og måske ligefrem styre sine følelser efter mål, det selv har sat sig. Det er med Platon, at denne tanke om menneskets dannelse udformes.
Logos har flere betydninger. I bred forstand betyder logos sprog og rationalitet, altså det som både muliggør og bærer menneskets forståelse og erkendelse, og som dermed muliggør, at det kan befri sig fra traditionens tvang og den tvang, der består i, at naturen opfattes som en organisme af kræfter, mennesket må strides med for at skaffe sig sit udkomme. Det frie menneske lever inden for byens mure. Det er dér, i samtalen med andre mennesker, man lærer og erkender, hvorimod »landskaber og træer virkelig ikke kan lære mig noget som helst«, som Sokrates siger i begyndelsen af Platons dialog Phaidros.
Platon og hans sofistiske modstandere er fælles om at acceptere skredet fra mythos til logos. De er enige om, at normer ikke uden videre kan være gyldige, men at man er henvist til at argumentere for eller overbevise om, hvorfor de er det. Etik er noget, der kan diskuteres. Derfor stilles man over for den opgave, at man skal forsøge at begrunde normernes etiske gyldighed. De etiske spørgsmål – spørgsmål om hvad der er godt, retfærdigt, besindigt, modigt osv. – er betinget af, hvordan vi taler om dem, hvordan vi udlægger dem, og hvordan vi argumenterer for dem; hvordan vi gør dem gældende. Alt dette sker i logos.
Platons og sofisternes veje skilles netop i spørgsmålet om, hvad logos er. Opgøret om de etiske normers gyldighed kan ikke adskilles fra diskussionen af dette spørgsmål.
Sofisternes retoriske etik
Det er vanskeligt at danne sig et helt præcist billede af sofisterne. Dels er kilderne om dem i bogstavelig forstand fragmentariske, dels stammer disse kilder for en stor dels vedkommende fra Platon, der netop bekæmper sofisterne. Men uden at fortegne billedet af dem kan man sige, at de med større eller mindre konsekvens forfægter den opfattelse, at etik og politik – som man nok kan skelne mellem, men ikke adskille – beror på interessebestemte synspunkter. Ligesom politik drejer sig om at få ført sine synspunkter igennem, drejer etik sig om at få andre til at dele den mening, man har. Det gælder om at overtale (peithein) andre og dermed vinde dem for sin opfattelse. En etisk norm er kun gyldig, hvis nogen anser den for at være det og handler derefter. En sådan overtalelse er det ifølge sofisterne logos’, sprogets, funktion at udvirke.
En af dem – Protagoras – citeres for at mene, at det drejer sig om »at gøre den svagere logos stærkere«. En logos’ styrke afhænger af, om den virker. En i sproget fremsat mening er kun gyldig, hvis andre tager den til sig. Sofisterne udvikler en omfattende teori om sproget, som netop har til formål at få sprogbrugeren – det vil især sige den politiske taler – til at beherske sproget på en sådan måde, at han kan beherske andre med det. Retorik kaldes en sådan teori. Man kan derfor sige, at retorikken er sofisternes grundlagsvidenskab. Når sofisterne drog fra by til by og – mod betaling – underviste borgerskabets sønner i retorik, var det for at gøre dem egnede til at blive politikere, der formåede at overbevise folkeforsamlingen og folkedomstolene om, hvad der i en given sag var »det gode«. Kriteriet på en god politisk tale er følgelig, om den formår at få de kompetente organer til at træffe den beslutning, det er i den pågældende talers interesse at fremme.
En anden af sofisterne – Gorgias – hævder, at en logos er sand ved at frembringe sin egen virkning. Sproget frembringer virkeligheden i den forstand, at virkeligheden formes af de beslutninger og de handlinger, som mennesker træffer og udfører, og som er udvirket af sproget. Eftersom etik har at gøre med menneskets holdninger og handlinger (jf. Aristoteles), er etiske normer således afhængige af den sproglige udformning, hvori de gøres gældende. Sofisterne drager med deres retoriske etik konsekvenser af denne indsigt: det er den kraft eller magt (dynamis), der ligger i sproget, som i retorikken eller talekunsten kommer til fuld udfoldelse. Det er denne magt, som angiveligt virker overvældende for Platons Sokrates, »næsten overnaturlig stor« (jf. Gorgias 456 A). Dermed lader Platon forstå, at den sofistisk-retoriske logos, når det kommer til stykket, har samme funktion som mythos: at holde mennesket fangent i refleksionsløs tryllebinding.
En sofistisk retorik frembringer ikke det sande, men kun det der ser ud til at være sandt, det der ligner det sande. Man kan egentlig ikke vide, hvad det sande er, men man kan tro eller mene, at man véd det. For sofisterne er der ikke nogen afgørende forskel mellem viden (epistēmē) og tro eller mening (doxa). Retorikken er således en kamp (agōn) om meninger. Det gælder om at vinde tilhørerne for sig, og spørgsmålet om, hvorvidt en logos bruges retmæssigt eller uretmæssigt kan oversættes til spørgsmålet om, hvorvidt den er hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig med henblik på det resultat, taleren ønsker at opnå. Men der findes ikke absolutte kriterier på, hvilken retorisk logos, der er den retmæssige, og hvilken der er den uretmæssige, må en sofistisk retoriker hævde (jf. Gorgias 456 E ff.).
Den sofistiske retoriks sandhedskriterium er, om der kan skabes konsensus om et bestemt synspunkt, også hvad etikken angår. Det er det, som man kan komme af sted med at få folk til at blive enige om, der er kriteriet på en logos’ sandhed. Sprogets kriterium er ikke eksternt i forhold til det det taler om; kriteriet er om det lykkes det at gøre noget ved folk, påvirke dem.
Platons idealistiske etik
Platon og hans Sokrates kan ikke acceptere en sådan opfattelse af logos, fordi den i sidste instans indebærer en relativistisk etik. Det beror på særdeles tilfældige, interessebestemte omstændigheder, hvad det er, sofisterne ophøjer til etiske normer. Hans spørgsmål til sofisterne er til stadighed: Véd de egentlig hvad de taler om? Han lader Sokrates vise, at det gør de egentlig ikke. De tror kun, at de véd det. Og de lever af at få deres elever og tilhørere til at tro, at de véd det. Dermed har Platon – i modsætning til sofisterne – markeret en afgrundsdyb forskel på tro/mening og viden.
Hvad er det, sofisterne giver sig ud for at vide? Hvad er det de kan? Hvad er deres fag? Ja, de påtager sig jo bl.a. at undervise i hvad der er ret og uret, altså i etik. Men hvad vil det sige? En læge véd noget om sygdomme og deres helbredelse osv. Men hvad véd en retor noget om? Han véd noget om, hvordan man overtaler (peithein) folk. Men Sokrates er ikke tilfreds. Hvad er det, retorikeren overtaler om? Hvad, hvilke ting angår den retoriske logos? (Gorgias 453 A ff.).
Sokrates bruger nu sine ‘retoriske’ kneb for at vise, at sofisterne faktisk forudsætter en viden om etikkens grundbegreber, når de underviser i overtalelsesteknik (Gorgias 459 E ff.). Men sofisterne har ikke reflekteret over, at en viden om det etiske, en aretē-viden, er af en anden art end en viden om et bestemt fagligt indhold, en technēviden. At vide noget om hvordan man skor en hest, er noget andet end at vide noget om det gode, det retfærdige osv. Det første kan ske