Aristoteles’ opfattelse hænger nøje sammen med retfærdighed, er hvad han kalder philia. Ordet oversættes ofte med »venskab«, men dets betydning er langt mere omfattende og dækker bl.a. mange former for kærlighed. For enkelhedens skyld bruges dog fortrinsvis udtrykket »venskab« i det følgende.
Som vi har set, omtaler Aristoteles venskab i forbindelse med de moralske dyder. Han indleder da også sin omfattende analyse med at slå fast, at venskab er en dyd. Men det bliver hurtigt klart, at der her er tale om et fænomen, som ikke kan indpasses i definitionen af dyden som det, der rammer midten mellem to ekstremer.
Efter Aristoteles’ opfattelse skal tre betingelser være opfyldt, for at et forhold mellem mennesker kan kaldes venskab. De skal (i) føle velvilje (eunoia) mod hinanden, (ii) være bevidste om hinandens velvilje, (iii) have en årsag til velviljen. Tre ting kan være årsag til velvilje og dermed begrunde et venskab: det nyttige, det behagelig eller det gode. Ifølge Aristoteles kan jeg altså blive venner med en anden enten fordi jeg får nytte af det (måske er han rig), fordi det er behageligt (han er charmerende og klog) eller fordi han og jeg er gode, dydige mennesker. En anden vigtig forskel er, om venskabet består mellem ulige eller lige parter.
Det nytte- og behagsbaserede venskab spilder Aristoteles ikke mange ord på. Her søges venskabet ikke på grund af, hvad den anden er, men på grund af, hvad han har. Et sådant venskab kan bestå mellem onde og gode og mellem onde indbyrdes.
Den rette form for venskab er imidlertid det, der består mellem gode og dydige mennesker. Her ønsker man vennens gode for hans egen skyld. Denne form for venskab findes i sin reneste udgave mellem ligestillede personer, f.eks. frie mænd som er medlemmer af en »klub« (hetairaia). Men godhedens venskab kan også bestå, hvor en af parterne er overlegen, som f.eks. i relationerne far-søn, ældre-yngre, mand-kvinde, hersker-undersåt. Nogle af disse venskaber er naturgivne, idet de er begrundet i biologiske faktorer, først og fremmest seksualitet.
Det gælder selvsagt forholdet mellem mand og kvinde. De lever sammen for at formere sig og fremskaffe livsfornødenheder. Venskabet mellem ægtefæller kan derfor være nytte- og/eller behagsbaseret. Det kan dog også være et ægte venskab, baseret på dyd.
Til de seksualitetsbegrundede venskaber hører også forholdet mellem forældre og børn. Da parterne har en forskellig stilling i forholdet, er deres måde at vise venskab forskellig. Forældre elsker deres børn som dele af sig selv, men også som en form for ejendom. Børnene derimod elsker forældrene som ophav til selve deres eksistens – eller rettere: sådan elsker de faderen. Aristoteles har en opfattelse af forplantningen, der indebærer, at det strengt taget kun er manden, der bidrager til tilblivelsen af et barn! Derfor kan han sige, at faderkærligheden er den mest fundamentale form for venskab i slægtskabsforhold. På den anden side fremhæver han moderkærligheden som den stærkeste. For moderens vedkommende er forældreskabet sikrere og forholdet til barnet varer længere. Som sagt mener Aristoteles, at venskabet mellem forældre og børn – og mellem artsfæller – er naturgivet (physei). Derfor er det et universelt træk, som man finder overalt, hvor man møder mennesker.
Som nævnt er der for Aristoteles en tæt sammenhæng mellem venskab og retfærdighed: hvor venskab råder, er retfærdighed ikke nødvendig, og omvendt har den højeste form for retfærdighed et element af venskab i sig. Hvori består denne sammenhæng? Den består i, at også i venskabet er lighed grundlæggende. Det illustrerer Aristoteles ved at citere en talemåde: »Venskab er lighed« (philotēs hē isotēs). At der hersker lighed i et venskab kan betyde flere ting. Det kan betyde, at venner »får lige meget ud af« forholdet: venskab er kendetegnet af gensidighed. Det er naturligvis mest oplagt ved det nytte- og behagsbaserede venskab. Når der består over/underordningsforhold, kan parterne ikke yde lige meget i streng forstand, men her må ligheden oprettes ved at den ene part giver tilbage i forhold til sin position. Egentlig lighed foreligger imidlertid kun, når parterne er ligestillede og venskabet er baseret på godhed. Venskab med den gode er et gode for mig, men venskabet med mig er et ligeså stort gode for den anden.
Venskab er imidlertid ikke kun et forhold til andre, det er for Aristoteles også et forhold til én selv. Han hævder, at de venskabsytringer, vi viser den anden (ho pelas), er afledt af dem, vi viser os selv (ta philika pros heauton). For at begrunde påstanden bestemmer han venskabet på en lidt anden måde end oprindeligt. Nu siger han, at to ting gælder for venskabet: en ven (i) ønsker og fremmer det gode for en anden for dennes skyld, (ii) ønsker selve den andens eksistens og opretholdelsen af den for den andens skyld. Men netop disse to ting gælder også den enkeltes – i hvert fald den retskafnes – forhold til sig selv: (i) han ønsker sit eget gode i betydningen virkeliggørelsen af den bedste del af ham selv, (ii) han ønsker at opretholde sit eget liv, især den rationelle sjæls liv. Men det vil sige, at den gode forholder sig på samme måde til sine venner som til sig selv, en ven er som et andet selv (ho philos allos autos).
Men er det tilstedeligt at elske sig selv (philein heauton)? En nærmere undersøgelse viser, at et menneske kan være egenkærligt (philauton) i to helt forskellige betydninger. Negativt bruges udtrykket om den slette, der altid tager mest hensyn til sig selv, som regel ved at tage størsteparten af penge, ære og legemlige fornøjelser. Et sådant menneske er slet ved at hengive sig til begær, lidenskaber og i det hele taget det ufornuftige (alogon tēs psykēs). Hans egenkærlighed hænger sammen med, at han ikke rammer dydens midte, men bevæger sig ud i overdrivelsens ekstrem.
Helt anderledes er det med det menneske, der søger at overgå andre i udfoldelse af dyderne. Han lader fornuften (nous) herske i sit liv og elsker sig selv som fornuftsvæsen. Men en sådan form for egenkærlighed er der intet forkasteligt ved, tværtimod har vi set, at den indgår i den højeste form for venskab.
For Aristoteles er gensidighed et afgørende træk ved venskabet. På det punkt adskiller dette sig fra to beslægtede fænomener, nemlig velvilje og velgørenhed. Velvilje (eunoia) vil sige, at man ønsker en anden noget godt uden at forvente gengæld. I modsætning til venskab kan velviljen opstå pludseligt og rettes mod en fremmed. Også velgørenhed (euergesia) er et ensidigt forhold. Velgøreren kan lide (agapao) modtageren, selv om han ikke kan forvente gengæld. Det kræver en forklaring, og en af Aristoteles’ forklaringer er, at velgøreren ved at handle som han gør har en højere grad af livs- og værensudfoldelse.
Som sagt kan der godt bestå venskab i et forhold, som er præget af over/underordning. Hvordan ligger det med forholdet mellem herre og slave? Aristoteles har to ting at sige om det. For det første: der kan ikke være tale om venskab, for de to har intet tilfælles; slaven er ikke på nogen måde en partner, men et besjælet redskab (empsykon organon). Men for det andet: selv om man ikke kan have venskab med en slave som slave, kan man have det med ham som menneske. For venskab er muligt med ethvert menneske.
De intellektuelle dyder. Fronesis
De moralske dyder vedrører den rette udfoldelse af den ikke-fornuftige sjæl. Derimod vedrører de intellektuelle dyder den rette udfoldelse af den fornuftige sjæl. Vi har været inde på, at Aristoteles skelner mellem teoretisk og praktisk fornuft. Den skelnen indebærer, at der må være to slags intellektuelle dyder.
Den første er knyttet til, hvad Aristoteles også kalder den beregnende del (logistikon) af fornuftssjælen. Den indgår i praksis, for praksis forudsætter overvejelse (boulesis), som er en form for beregning. Den dyd, som er ensbetydende med den bedste udfoldelse af den beregnende eller praktiske fornuft, kalder Aristoteles fronesis, et ord der er yderst vanskeligt at oversætte.
Vi har tidligere været inde på, at fornuften indgår i den rette handlen ved at fastlægge målene og slutte sig til, hvordan disse mål realiseres i den konkrete situation. Det er denne evne til at finde den rette handling i den konkrete situation, Aristoteles mere præcist kalder fronesis. Fronesis er både en viden om, hvad det gode liv (eu zēn) er generelt, og en evne til at finde ud af, hvordan der skal handles nu. Den konkrete handling er jo netop ikke noget generelt, men tværtimod noget partikulært, enestående. Men det enestående kan ikke erkendes videnskabeligt (med epistēmē); det kræver en særlig evne og denne evne er for handlingens vedkommende fronesis.7 Fronesis er altså viden om det partikulære, enkelt-kendsgerninger.