for, at vi opstiller falske dikotomier, og at disse står i vejen for, at vi kan møde den verden af traditionel undervisning og læring, som foretagsomhedsdidaktik og entreprenørskabsundervisning er et opgør med, men også en forlængelse af. Kunne dikotomierne vendes og ses mere som hen dia dys end som modsætningspar, der gensidigt udelukker hinanden, ja, så kunne endnu en retorisk og dermed perceptuel forhindring fejes bort.
De to dikotomier, jeg har valgt at kigge på, er:
Født – Skabt
Foretagsomhed – Faglighed
Andre, der kunne være interessante at undersøge nærmere, er kreativitet som modsætning til ro og innovation som modsætning til stilstand.
Dikotomier er ikke i enhver henseende et onde. Det, der er problemet med dem, er, at de ofte er falske. Det gælder også de to nævnte. Der er ikke tale om egentlige modsætningspar, men om forskelle, som vi italesætter og derigennem er med til at give et liv, uden at de reelt er et produkt af erfaringer. Frem for at se elementerne som modpoler på en akse, foreslår jeg en ændring, hvor vi ser parrene som to dimensioner i et koordinatsystem. Det giver en hel dimension mere at tænke om fænomenerne i.
To falske dikotomier
Konstruktionen af en modsætning mellem Født og Skabt er kommet af et opgør mellem en nyere og en ældre entreprenørskabstænkning. Bl.a. Joseph Schumpeter omtaler entrepreneuren som født med særlige karakteristika (Neck & Green 2010). I den form for entreprenørskabstænkning, der dominerer i dag, er det selvsagt inkompatibelt med foretagsomhedsdidaktik, da entreprenørskab som personlighedstræk vil overflødiggøre alle forsøg på at undervise andre end netop dem, der har dette personlighedstræk.
Som det fremgår af figur 3, kan vi gå fra at tale om de to standpunkter, entrepreneuren som skabt og entrepreneuren som født, som yderpoler, til at tale om dem som to dimensioner til forståelse af den enkelte person eller gruppe, vi står over for. Naturligvis vil der være studerende, som har mere flair eller talent for at agere entreprenant end andre. Men der er langt derfra og til at sige, at der findes studerende, vi ikke vil kunne lære at agere foretagsomt. Grundlæggende bør vi tro på, at vi i hvert fald kan lære alle studerende at agere mere foretagsomt, end de tidligere har gjort.
Figur 3. Fra dikotomi til to dimensioner
Den anden dikotomi i figur 3 er forholdet mellem faglighed og foretagsomhed. Selv om vi ved, at der er en klar tendens til, at høj uddannelse påvirker foretagsomheden i negativ retning, kan det ikke desto mindre læres. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at tænke på faglighed og foretagsomhed som dimensioner i et koordinatsystem end som dikotomier, netop fordi vi ellers ender i en logik, hvor høj faglighed gør en mindre foretagsom og modsat, altså at hvis man ønsker den høje faglighed, så kan den ikke kombineres med foretagsomhed og entreprenørskab. Denne fejlslutning står i vejen for, at foretagsomhedsdidaktik finder anvendelse i en bred vifte af ikkevirksomhedsrettede fag med henblik på at øge de studerendes self-efficacy (Bandura 1994, Kirketerp 2010) generelt og dermed gøre dem i stand til i meget bredere forstand at arbejde mod at skabe værdi med deres viden.
Bevægelsen fra dikotomi til todimentionalitet skal dermed ses som en vej til at anskue flere fænomener som dimensioner frem for modsætninger og dermed nuancere, hvordan faglighed påvirkes af foretagsomhedsdidaktik og entreprenørskabsundervisning.
Konklusion
Jeg har fremsat tre områder af entreprenørskabsretorikken og set på, hvordan vi ved at ændre de billeder og begreber, vi tænker og taler i, også kan ændre vores perception af feltet i nye retninger, som kan være mere hensigtsmæssige for den udvikling, vi ser fremadrettet.
For det første er det centralt at arbejde med at konfrontere sine blinde pletter og være opmærksom på, hvornår holdningen til den anden står i vejen for en reel relation, hvor vi ikke bare har forventninger til, hvordan vi står i forhold til hinanden, men rent faktisk forholder os undrende og åbne over for, at vi på trods af et fælles entreprenørskabsfelt ikke ser ens på og forstår det samme ved fundamentale begreber.
For det andet er det yderst vigtigt at forholde sig til den dissonans, der er mellem samfundets og entrepreneurernes konceptuelle metaforer. Da den didaktik, vi anvender, lægger sig tættere op ad entrepreneurernes selvoplevede scenarier, bør vi påbegynde en bearbejdning væk fra vækstmetaforen og hen mod nye erfaringsfelter, der giver mere handling og ansvar til de studerende og fokuserer mere på proces end på produkt, for derigennem rent faktisk at opnå det mål, der er vækstmetaforens.
For det tredje anskueliggør jeg stærke dikotomier i entreprenørskabsretorikken i Danmark. Ved at gå fra at tænke endimentionelt til at tænke todimentionelt om foretagsomhed og faglighed samt fødte og skabte entrepreneurer kan vi konkret ændre forståelsen af, hvordan disse dimensioner påvirker hinanden og er bevægelige i forhold til hinanden. I arbejdet med at få et fælles sprog om entreprenørskabsundervisning på tværs af institutioner og ikke alene tro, at vi mener det samme, men faktisk mene det samme eller få øje på, hvor vi mener noget forskelligt, er opbrydningen fra dikotomi til todimentionalitet central. Vi bliver i stand til at se mere nuanceret på disse centrale begreber og åbne for en reel debat om, hvad entreprenørskaben tilbyder fagligheden frem for at tale om de to som modsætninger.
Entreprenørskabsretorikken er mere end et lag fernis, vi smører ud over vores måde at tale på. Den dominerer den måde, vi tænker og agerer på, både i forholdet mellem entreprenørskabsundervisere og -forskere og mellem institutioner og studerende. Derfor skal de spørgsmål, vi stiller, for at afgrænse hvem, vi står foran, og hvordan vi skal opfatte hinanden, ændres. Vi besvarer med vores nuværende retorik ikke de rigtige spørgsmål og adresserer ikke problemer og udfordringer så åbent, som vi kunne. Som hvis jeg i legen ‘Gæt et dyr’ alene spørger for at få bekræftet, at det dyr, min datter tænker på, er en gunlachi anole fra Puerto Ricos regnskov, når hun faktisk tænker på en kanin fra Odense Zoologisk Have.
Litteratur
Bager, L., P. Blenker, P. Rasmussen & C.Thrane (2010). Entreprenørskabsundervisning – Proces, refleksion og handling. Aarhus: Aarhus Entrepreneurship Centre.
Bartlett, Sir F.C. (1932). Remembering: A Study in Experimental and Social Psychology. Cambridge: Cambridge University Press.
Barsalou, L.W. (2008). Grounded Cognition.In The Annual Review of Psychology, 2008:59:617-645.
Casasanto, D. & K. Dijkstra (2010). Motor Action and Emotional Memory. In Cognition, 115(1), 179-185.
Clark, A. (1998). Being There – Putting Brain, Body and World Back Together Again. Cambridge MA: MIT Press.
Damasio, A. (2006). Descartes’ Error: Emotion, reason and the human brain. London: Vintage.
Dodd, S.D. (2002). Metaphors and meaning. A grounded cultural model of US entrepreneurship. In Journal of Business Venturing, 17(2002), 519-535.
Frith, C. (2007). Making up the mind – How the Brain Creates Our Mental World. Oxford: Blackwell Publishing.
Greve, L. (2010). Den gode præsentation – Akademisk mundtlig fremstilling og personlig kommunikation. København: Samfundslitteratur.
Greve, L. & S. Hildebrandt (2011). Forandrende Ledelseskommunikation. Metaforer i organisationer. København: Samfundslitteratur (under udgivelse).
Johnson, M. (2008). Philosophy’s debt to metaphor. In R.W. Gibbs, Jr., (red.): The Cambridge Handbook of Metaphor and Thought. Chicago: The University of Chicago Press.
Lakoff, G. (2008a). Women, Fire and Dangerous Things – What Categories Reveal About the Mind. Chicago: The University of Chicago Press.
Lakoff,