Vanderstraeten, 2002; Kastberg 2011; Greve 2010). Asymmetrien er mellem organisation/system og individ såvel som mellem individer. Denne asymmetri betyder, at ingen nogensinde står lige foran hinanden. Elementer af erfaring, selvforståelse, repræsentationer hos den anden etc. står i vejen for en symmetrisk kommunikation og en fuldstændig forståelse, blandt andet afdækket i det såkaldte Johari Window (Luft, 1961). Ikke alene står vi foran den anden og ved, at den anden er et tænkende væsen som os selv, i lighed med den såkaldte ‘theory of mind’ (Clark, 1998; Damasio, 2006) – vi forventer også, at den anden har forventninger til os – vi har i den forstand en implicit forståelse for den andens ‘theory of mind’ gennem vores egen ‘double contingency’ (Vanderstraeten, 2002). Dobbeltheden gør os dels relaterende og dels asymmetriske i al kommunikation. Vi opfatter den anden som anderledes end os selv i mere eller mindre grad, og denne anderledeshed er determinerende for kommunikationen både i scenarium 1 og 3 ovenfor. Raf Vanderstraeten beskriver denne dobbelthed således: “On the one hand, double contingency draws attention to the potential hazard of conflict between individuals confronting each other face-to-face; on the other hand, it points toward accomplishments that could lead to cooperation and sharing” (Vanderstraeten, 2002:79).
Forsøg på et overkomme konfrontationerne i double contingency findes fx i HR, hvor personprofileringer er med til at skabe bro og forståelse for både ens egne og andres fundamentale bevæggrunde – men i den daglige samtale og i udviklingsarbejdet i entreprenørskabsundervisning på tværs af institutioner er denne form for redskaber sjældent til rådighed, hvorfor vi forbliver i en positionering, hvor vi hhv. tror og ikke tror at mene det samme og således kontinuerligt hindrer forståelsen af den anden. Denne asymmetri kan være udgangspunkt for nyskabelse og udvikling, såfremt den ses og anvendes som en platform for at se nyt på verden – men er bevidstheden om asymmetrien placeret i den blinde plet, får det den modsatte effekt.
I alt, hvad vi præsenteres for, hører, læser etc., søger vi at eliminere elementet af usikkerhed så meget som muligt, før vi tager en beslutning. Vi inkorporerer så mange af vores erfaringer i form af de ubevidste schemata i beslutningen, herunder theory of mind og double contingency i bedømmelsen af, om vi skal forholde os inkluderende eller ekskluderende samt i hvilken grad de blinde pletter forhindrer at vi ser dissonanser og konsonanser mellem egne og andres verdener. Disse elementer skal således medregnes i entreprenørskabsretorikken – kun ved at eliminere usikkerhedselementerne, også dem, vi ikke opfatter som usikre, kan asymmetrien mindskes og kommunikationen forbedres, i betydningen forbedring af relationen og dermed også bedre forståelse som udgangspunkt for udvikling. Med denne forhindring af vejen, vil vi dog kun være på vej i mål, hvis ønsket er en mere adækvat kommunikation og retorik om entreprenørskab på videregående uddannelser i Danmark. Den anden store retoriske udfordring, der skal behandles her, er dissonansen mellem konceptuelle metaforer i samfundet, herunder på uddannelsesinstitutionerne, på den ene side, og entrepreneurerne selv på den anden.
Metaforer i entreprenørskab
Metaforen har enorm betydning for de tænkemønstre, vi hænger al oplevelse og tænkning op på. At ‘godt er op’, og at ‘en idé er lys’, er eksempler på, at metaforer indgår i vores hjernes begrebsdannelser og er med til at bestemme, hvordan vi tænker. Lad mig prøve at anskueliggøre, hvordan man i samfundet og blandt entrepreneurer ikke altid bruger de samme billeder om entreprenørskab og det at være foretagsom.
Selv om metaforen historisk er at henregne under den klassiske retorik og stilistik som et rent sprogligt virkemiddel, har lingvisten George Lakoff og filosoffen Mark Johnson siden 1980’erne præget forståelsen i retning af, at der er mere på spil i metaforer end bare veltalenhed:
“We have found, on the contrary, that metaphor is pervasive in everyday life, not just in language but in thought and action. Our ordinary conceptual system, in terms of which we both think and act, is fundamentally metaphorical in nature”. (Lakoff & Johnson, 1980:3)
Lakoff og Johnson har haft stor betydning for forståelsen og anvendelsen af metaforer i organisationer og i andre dele af samfundet, fx i statsmandstaler, hvor konceptuelle metaforer som ‘Ældre er en byrde’ og ‘udvikling er vækst’ dominerer som mere eller mindre bevidste måder at forandre borgernes syn på ældre og udvikling (Greve & Hildebrandt, 2011). En konceptuel metafor er karakteriseret ved at knytte tætte bånd mellem erfaring og metafor. Fx anser vi metaforer som ‘mere er godt’, ‘ned er dårligt’, ‘ned er ked af det’ etc. som så almindelige, at de anvendes i vores daglige sprog. Disse er indlært gennem erfaringer. Fx lærer vi orienteringsmetaforen ‘op er godt’ ved at se vores forældre hælde juice i glas til os og erfare, at jo højere juicen står i glasset, des mere er der, og hvis man vel at mærke kan lide juice, kobles godt og op til hinanden (Lakoff & Johnson, 2002:245). Det er godt at komme op i himlen og skidt at komme ned i helvede! Op er godt-metaforen kan ligeledes ses i studier, hvor forsøgspersoner skal arbejde kreativt hhv. højt oppe i en bygning og nede i en kælder og undervejs skifte lokation med ændring i deres arbejdsevne og sindstilstand til følge (Casasanto og Djikstra, 2010; Lakoff og Johnson, 2002). Vores erfaringer og sanser spiller en enorm rolle for vores tænkning, og det massive fokus på kognition som en beregning i hjernen (udslag af den konceptuelle metafor ‘hjernen er en computer’) står i vejen for, at vi begynder at forstå hjerne, krop og omverden som en samlet entitet, der processerer indtryk (Clark, 1998; Barsalou, 2008). Kognitionsforskningen har arbejdet med Lakoff og Johnsons teori, og det har ledt til en videreudvikling af forståelsen af de konceptuelle metaforer i relation til kognitionsforskning.
Den store styrke ved at introducere konceptuelle metaforer er, at kan man ændre de metaforer, der tales i, kan man også ændre egen og andres opfattelse af verdens sammenhæng. Således er en introduktion af metaforen ‘ældrebyrde’ en kobling af det at bære en byrde med ældre – og vinder den indpas i almindelig tænkning, så kobles fremadrettet ældre med byrde (se figur 2). Der er selvsagt en række områder, hvor de to fænomener ikke er sammenfaldende, men vi sammenkobler de elementer, det er meningsfuldt at forene, og ignorerer de elementer, der ikke giver mening, og dermed skabes, hvad Gareth Morgan benævner “constructive falsehood” (Morgan 2006:4). Ydermere kommer vi til at overføre andre betydninger fra vores erfaringer til begrebet, som er med til at farve vores opfattelse – således præger en begrebsmetafor som ‘Ældre er en byrde’ os i retning af at få en negativ opfattelse af ældre, at se dem som noget, vi slæber rundt på, som noget, vi gerne vil afhænde.
Figur 2. Fællesmængden mellem ældre og byrde er tyngde
Omvendt kan metaforer også have den modsatte effekt, hvis de anvendes forkert, fx ved ikke at referere til vores erfaringsverden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tale ved Venstres Landsmøde 2010 bl.a., at “hvis man vil arbejde med blomster, så må man jo ikke være bange for at rive sig på torne”, og senere i samme tale: “i Venstre vil vi hellere tage fat om roden end se det danske velfærdssamfund visne bort”.
I begge billeder er der forsøg på anvendelse af metaforer, men begge steder mangler en entydig fællesmængde mellem fænomen og erfaringsverden. Man kan godt arbejde med blomster uden at rive sig på torne – havde han sagt roser, ville metaforen have virket anderledes godt. Ligeledes ved vi godt, at tager man fat om roden på noget, så visner det netop bort. Medmindre man fx planter om. Her bryder metaforen sammen og bliver virkningsløs, fordi fællesmængden ikke bliver udnyttet ordentligt.
Det blev den derimod i både erhvervslivets og Løkke-regeringens tale om vækst. Danmark skal vækste som økonomi, og denne vækst skal bl.a. sikres gennem entreprenørskab og innovation. Vi ser vækstmetaforen i fuldt flor i entreprenørskabsretorikken. Vi har væksthuse og inkubatorer på uddannelsesinstitutionerne, og der bliver talt om vækstiværksætteri som et af de mest udtalte behov. Denne fokusering på vækst i relation til studerende får konsekvenser for måden, vi opfatter og behandler dem på. Men derudover er denne metafor i modstrid med, både hvordan vi uddanner foretagsomme og entreprenante studerende, og hvordan de selv tænker