Hvorfor det?
ABU-MALEK: Fordi det er ikke det, de vil høre – de vil høre sandheden.
MARWAN: Sandheden, men hvad er sandheden?
ABU-MALEK: Ja, men det er ikke lyserøde blomster …
MARWAN: Det er had …
ABU-MALEK: Forstår du, livet er ikke lyserøde blomster. Lige meget hvor du er. Jo, måske for nogle, der bor i Risskov og ved stranden, og så kan de jo snakke om det. Men når vi skal repræsentere det lort, der er dernede … så skal vi rappe om sandheden. Grunden til, jeg laver sådan noget musik, er, at det skal ind i folks hjerner. Og gangstarap, det går ind i vores sjæl. Og det er meningen.
‘GADEPOLITIK’, det er også det, vores næste plade hedder. Så politiske, ja – i gaderne. Ja, gadepolitik, totalt! Som jeg har sagt før, sådan én som Anders Fjog ik’. De kommer ud og snakker, han får det at vide, han ved det og det, og han er på fjernsynet, sådan har vi det også – vi er bare på gaden. Vi gør det og vi gør det, og det – og fortæller det til jer igennem musik. Så politik, måske ikke så meget med lande og sådan noget der, men gadepolitik – 100 procent.
(interview, www.hiphop.dk, hentet 28.9.2006)
Det gadepolitiske indhold udfoldes i et nummer som “Natteliv” på I r selv ude om d!. Nummeret indeholder en melankolsk social kritik af livsvilkårene i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder, som gruppens medlemmer kommer fra. Ligesom numrene “Ghettoliv” og “Håbløs” med ÅVP, der også er en del af Pimp-a-Lot-kollektivet, skildrer livet og opvæksten i de socialt og økonomisk underprivilegerede boligområder.
Afrunding
Ovenfor har jeg forholdt mig til et gennemgående tema i mit feltarbejde, nemlig danske mandlige indvandrerunges relation til amerikansk hiphop og rapkultur. Hiphop er i dag mainstream – en almindelig og udbredt ungdomskultur. At unge mennesker identificerer sig med eller er fascineret af hiphop, udtrykker derfor først og fremmest normalitet. At interessen for eller fascinationen af hiphop udtrykker noget alment, udelukker imidlertid ikke, at dette almene skulle kunne komme til udtryk til på en specifik måde, eller at der oveni det almene lægger sig nogle væsentlige merbetydninger.
For det første er hiphoppen et kulturelt univers, hvor de unges fysiske attributter kan tilskrives positiv værdi. Hiphoppen tilbyder attraktive subjektpositioner til unge, der ellers ses skævt til på grund af en række sammenfiltrede og komplekse forhold. Det bliver tydeligt, når Nuuradiin, som vi har set ovenfor, fortæller, at han gerne vil begynde at rappe for at blive populær på den nye skole. Ved at trække på hiphoppens stil skriver de unge mænd sig ind i et subkulturelt univers, hvor sort hår og brune øje bliver noget attraktivt, også i forhold til pigerne. De fremstiller sig selv som seksuelt atråværdige, ofte på en etnificeret måde, således at der dels sker en seksualisering af det etnisk-raciale, dels sker en opvurdering af det etnisk-raciale, som gøres til et udgangspunkt, fra hvilket man kan gøre sig seksuelt attraktiv. En tolkning kunne være, at de unge mænd på et tidspunkt i deres livsbane finder sig positioneret som etnisk-racial anden, men finder ud af, at man med afsæt i hiphop kan kapitalisere på netop denne position og gå ind i de erotisk seksualiserede betydninger, der ligger latent i positionen. Udtrykt på en anden måde udnytter de den mulighed, at en sort mandekrop – hvis den fremføres på den rette måde – har et potentiale til at blive læst som erotisk ladet.
Dette bliver tydeligt, når de unge mænd lægger billeder ud på nettet, hvor de poserer som sexede og atråværdige RnB- og rapstjerner. Dette er en måde at forholde sig aktivt til sin egen situerethed på og dermed et udtryk for agens og kreativitet.13
En anden form for selvfremstilling handler om at gøre sig truende og farlig. Vi kan sige, at det at blive farlig, lige som at blive sexet, er en subjektposition, der står til rådighed for de unge mænd, jeg har færdedes iblandt. At blive farlig er således en mulighed, der er knyttet til subjektpositionen som ‘den anden’ og til de etnisk-raciale, kønnede og aldersbetingede kropstegn, som de unge mænd er bærere af.14 Der kan være en ganske tæt sammenhæng mellem det farlige og det sexede, idet man kan være dangerously sexy, men også sexily dangerous. Man kan være farlig, fordi man er sexet, men også sexet, fordi man er farlig. I hvert fald hvis man er farlig på en cool måde, og det er netop det, hiphoppen giver mulighed for.
De unge mænd kapitaliserer altså på at være positioneret som den etniskraciale anden ved at betone de latent positive aspekter ved netop denne position. Man kan tale om, at positionerne er dobbeltbundede. Muligheden for at kapitalisere ligger så at sige allerede i positionen som den etnisk-raciale anden. En position, der ganske vist måske i udgangspunktet er undertrykt og udgrænset, men som kan trækkes frem og accentueres i en kreativ stiliseringsproces. Ved at trække på hiphoppens stilunivers har de unge mulighed for at gøre deres kønnede position som etnisk-racial anden til afsæt for at blive sexet og/ eller farlig.
For det andet kan de unges fascination af hiphop forklares og forstås som en bevidst og til tider ganske stærk identifikation med socialt og økonomisk underprivilegerede ‘sorte’ unge fra det urbane USA. Denne til tider helt eksplicitte identifikation med rap og hiphop er også påpeget af andre forskere (Prieur 1999, Mørck 1999, Esterle-Hedibel 2001, Sernhede 1999, 2001a, 2001b & 2002, Jensen & Hviid 2003, Sandberg & Pedersen 2006). Disse unge mænd identificerer sig med hiphop, fordi de opfatter sig selv som ekskluderede og i en situation, der er parallel med de ‘sorte’ amerikanske unges. De unge mænd identificerer sig altså på et symbolsk plan med en gruppe, de opfatter som værende i samme relative situation, selv om de godt ved, at de absolutte livsvilkår ikke er ens. De opfatter deres situation som homolog med situationen for ‘sorte’ unge i de underprivligerede dele af USA’s storbyer. Hiphop bliver da, som vi har set i afsnittet om kulturproduktion, et reservoir eller repertoire af kulturelle praktikker egnet til symbolsk at bearbejde, kommentere eller yde modstand mod disse livsvilkår (Sernhede 1999, 2001a, 2001b & 2002, Jensen & Hviid 2003, Røgilds 1995) – et afsæt for at formulere gadens politik.
REFERENCER
Agami, Al (1992): Deep Undercover. Funky Buddha.
Alexander, Claire E. (2000): The Asian Gang – Ethnicity, Identity, Masculinity. Oxford og New York: Berg 2000.
Alsop, Rachel; Fitzsimons, Anette; Lennon, Kathleen (2002): Theorizing Gender. Cambridge: Polity Press.
Andreassen, Rikke (2005): The Mass Media’s Construction of Gender, Race, Sexuality and Nationality. Ph.d.-afhandling. Toronto Universitet.
Bay, Joi; Drotner, Kirsten (1986): Ungdom: en stil, et liv. København: Tiderne skifter.
Bennett, Andy; Kahn-Harris, Keith (red.) (2004): After Subculture – Critical Studies in Contemporary Youth Culture. New York: Palgrave.
Bjurström, Erling (1997): Högt & lågt: Smak och stil i ungdomskulturen. Umeå: Boréa.
Bourdieu, Pierre (1999): “Site Effects”. Accardo, Alain; Bourdieu, Pierre (red.): The Weight of the WORLD: Social Suffering in Contemporary Society. Cambridge: Polity Press.
Bourdieu, Pierre (1996): “Et steds betydning”. Symbolsk makt – artikler i utvalg. Oslo: Pax forlag A/S.
Brake, Michael (1985): Comparative youth Culture. London: Routledge
Carrington, Ben; Wilson, Brian (2004): “Dance Nations: Rethinking Youth Subcultural Theory”. Bennett, Andy; Kahn-Harris, Keith (red.): After Subculture – Critical Studies in Contemporary Youth Culture. New York: Palgrave.
Cohen, Albert K. (1955): Delinquent Boys. New York: The Free Press.
Cohen, Phil (1972): “Subcultural Conflict and Working Class Community”. Working Papers in Cultural Studies 2.
Cohen, Stanley (1972/2002): Folk Devils and moral Panics. London: Routledge.
Crenshaw,