alt="Image"/>
Mindekorset på Korsbetningen, i baggrunden Visbys bymur. Tegning fra ca. 1850.
Uddrag af Libellus de Magno Erici Rege (klageskriftet mod kong Magnus), forfattet før 1371. Original på latin i Riksarkivet, Stockholm. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen: Valdemar Atterdag. Udvalg af Kilder (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1911) (herefter: Ellen Jørgensen), s.92f
[…] Efter dette gik en kort Tid, men saa blev Forholdene værre end før. For det første fordi Kongen [Magnus Eriksson] paa ny ophøjede en anden fremfor alle og over alle, ved hvem og i hvem den forrige Skændsel kaldtes til Live igen, og stor Lejlighed gaves alle til Klage og Had. Det andet var, at han mod alle sine Raaders Vilje overgav Skaaneland til Dankongen, uden at den Pengesum, for hvilken det før var købt, blev krævet tilbage eller givet tilbage, og uden at der fra nogen af Siderne blev sikret Fred mellem Folk og Riger, hvorover Folk var ilde tilfredse; og utrygge, som de var, troede de, at alt var sandt, hvad Dankongens Raader tidligere lydeligt raabte op om, nemlig at begge Kongerne havde sammensvoret sig mod deres Folk for at styrte dem i Fordærv, hvilket senere blev bevist. Den tredje Ulykke var, at Kongen tillod Dankongen med Hæren at gaa i Land paa to af hans Øer, saaledes som de tidligere havde aftalt mellem sig, og forsøge, om han kunde tage dem. Paa den første Ø, som hedder Øland, dræbte han mere end 500 Mennesker, og efter at have taget Borgen lagde han hele Landet i Trældom og under sit Herredømme; han røvede alt, hvad han havde Lyst til og satte sine Fogeder paa Borgen og over hele Landet. Den anden Ø hedder Gotland, og dens Beboere har siden Hedenskabets dage af god Vilje adlydt Sveriges Konge og har ikke i mindste Maade været Danmarks rige til Fortræd. Den Ø vandt Dankongen i tre Slag, og efter at have slaaet 2000 Mand ihjel og lagt en tung Skat paa Landet krævede han Troskabsed af det Folk, som var tilbage; han drog saa bort og har endnu den Dag i Dag samme Land i Hænde som sit eget. En Konge, der paa den Vis forlader sine Faar, kan da med Rette kaldes en Forræder, men den, som saaledes røver en andens Faar formedelst Hovmod og Griskhed og dræber uskyldige Mennesker, maa hedde mördare36 og en ugudelig Manddraber. […]
Uddrag af Den Svenske Rimkrønike.37 Bevaret i mange senere afskrifter på middelaldersvensk. Trykt i G.E. Klemming: Svenska medeltidens rimkrönikor, I (Stockholm: P.A. Norstedt, 1865). Oversat efter gengivelsen smst. s. 180 og 183-85, jf. Tortzen, s. 86f
[…]
Han [Magnus Eriksson] bad kong Valdemar,
om han ville fare til Gotland
og tvinge gotlændingene til bod,38
thi de gjorde ham imod,
at de ej så megen skat gav,
som han ville af dem have.
[…]
Medens dette så gik til,
gjorde kong Valdemar sig klar
til skibs med en hær så stor,
med hvilken han til Gotland for
og lagde ind i Garna havn [Västergarn],
de arme guter39 til liden gavn.
De ville ej under kongen gå,
thi lod han dem gribe og slå,
sekshundrede mistede der deres liv,
Gud straffe kong Magnus for denne kiv,
han burde have fundet bedre id,40
end så at fordærve sin almue.41
Siden skændede han staden og landet i rod,
så de aldrig bedrede skaden.
Usigeligt guld og sølv han der fik.
Gud føjed det så, at alt forgik,
som han ville til Danmark føre,
da således som man må høre
ved Tjuste Skær42 på en sten
blev både skib og gods igen
og alle, som i skibet var
forgik på samme gang.
Han lod sin foged på Gotland blive
og bød almuen svare ham skat.
Da han med guterne var til ende,
straks han sig til Øland vendte.
Ølændingene gik det sammelund,
han lod dem røve og skænde i grund.
Dog mistede ingen der sit liv,
thi de bød ham ikke kiv.
Da han havde gjort dette fortræd,
fór han straks til Danmark igen.
Og knap var han kommet derhen,
førend guterne slog hans foged ihjel
og lød under Sverige som før,
det er tro almue, som så gør.
Mecklenburg43 og de svenske
mange bud til kong Magnus sendte,
at han ville tage dem til nåde
og bedre for Sveriges rige råde
og vinde Skåne til Sverige igen,
som bort var kommet, riget til mén,44
og lade dem nyde Sveriges lov
og ikke således [dem] gods og arv fratage.
Kongen dette ej gøre vil.
Derfor skrev de ham siden således til,
at enhver kunne anklage ham på det værste,
og de forenedes siden med Mecklenburg således,
at de hyldede hertug Albrecht hans søn,
som var kong Magnus’ søsters søn,
og ham til konge i Sverige tog.
Han svor at overholde Sveriges lov.
Mecklenburg lod straks udruste
skibe og folk, som skulle med drage.
Så førte de hertug Albrecht ind.
Først på Gotland med samme hensigt,
dér hyldede ham både land og by,
eftersom Sveriges [riges] råd dem [derom] bad.
Siden førte de ham til Stockholm da.
Der blev han og hyldet så[ledes]
efter Guds fødsel 1300 år
60 og tre, Sankt Andreas’ dag [= 30. november] det var.
[…]
Uddrag af Detmars lybske Krønike.45 Bevaret i manuskript på plattysk fra ca. 1400 i Stadtbibliothek, Lübeck. Gengivet efter oversættelsen i Ellen Jørgensen, s. 130
[…]
I det Herrens Aar 1360 samlede kong Valdemar af Danmark en stor Hær og sagde, at han vilde