Valdemar lod straks bygge et kapel uden for Visby udi Slotsbedningen over de døde og faldne og kaldte det Sølffberrig [Solbärgning]66 til en ihukommelse, thi det var imod aften, at han fik byen. Det er blevet til et nonnekloster.
Han samlede et usigeligt bytte og rov og gjorde en kontrakt med Visby borgere, at om de inden tre solemærker kunne fylde tre af de største ølkar med sølv, skulle de blive ved deres forrige friheder. Ølkarrene blev opstillet på torvet, og alle bragte godvilligt deres bidrag (thi de havde meget gods af sølv og guld nedgravet og forvaret i muren). Og samme dag var de fyldt. Siden frarøvede han alle kirker og klostre deres sølv, guld og dyrebare stene, som han allevegne lod udtage af billederne, besynderlig de to karfunkelstene i Vor Frue Kirke, som sad i muren, hvad stedet i muren endnu bærer vidne om. De skinnede om natten så klart som solen om dagen, og hver nat vågede 24 vægtere over samme kirke, at ingen skulle gå derind efter solens nedgang ved deres livs fortabelse. Klokkerne røvede han fra kirkerne, dog det bekom ham ilde, thi da et af hans skibe kom til Karlsø, sank det der med top og tavl med samme kostelige gods om bord, som han havde ladet tage fra kirker, klostre og borgere. Og kong Valdemar indsatte sine fogeder i landet med nogle folk, som skulle holde folket i lydighed og tvang, oprette ting og stævne, som endnu kaldes Valdemars Ting, men disse fogeder optrådte grusomt, hvorfor almuen forsamlede sig og straks slog alle hans folk ihjel.
[…]
Den samme Niels Guldsmed med sin datter så bold på Gulland67 er bortrejst til Danmark, har fortalt kong Valdemar om den store rigdom, deres meget guld og liggendefæ. Derover klager de [gotlændingene] i en vise udi deres selskab:
Niels Guldsmed drager til kongen og lyver,
den lede forræder og slemme tyv:
De Guter haver så meget guld,
de kunne det ikke eje,
svinene æder af sølvertrug,
hustruer spinder med guldtene.
År 1361 stadfæstede kong Valdemar og hans søn Christoffer dem til Visby alle deres privilegier, de før havde haft.
Item at have deres egen mønt, som af Arilds tid. Overværendes: Hertug Erik af Saxen, hr. Claus Limbeck, hr. Henning Podebusck, hr. Valdemar Sappe. Datum 5 dage efter Sankt Olai dag [= 3. august] år 1361 til Visby.
Item forundte han dem at have slig frihed udi i Danmark og udi fyrstendømmet, som andre hans undersåtter udi Danmarks stæder har, sammeledes at bruge deres gods udi riget.
[…]
***
1 Magnus Eriksson (1316-74), konge af Sverige og Norge fra 1319; se i øvrigt indledningen.
2 Leding betyder her udskrivning af mandskab eller skat til krigsformål.
3 Dvs. retsgyldig, bekræftet afskrift (af latin vidimus: vi har set).
4 Valdemar Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark fra 1340; se i øvrigt indledningen. Kristoffer (ca. 1341-63), søn af Valdemar Atterdag.
5 Dvs. købstæder.
6 De nævnte personer er alle fremtrædende adelsmænd i Valdemar Atterdags tjeneste; Erik af Sachsen er hertug af (Sachsen-)Lauenburg.
7 Håkon Magnussøn (1340-80), yngre søn af Magnus Erikssøn, valgt til kommende konge i Norge 1343, tiltrådt som (med)konge her 1355; se i øvrigt indledningen.
8 Disse byer udgør, med undtagelse af Bremen, de såkaldt vendiske hansestæder.
9 Bohus er norsk grænsefæstning ved Nordre Älv, Marstrand en by i nærheden. Bohus blev aldrig udleveret til Hansestæderne. I stedet blev Øland overdraget til dem 28. september 1362 (se tekst 6).
10 De nævnte personer er, som det fremgår, fremtrædende svenske adelsmænd. Drost betegner i 1300-tallet det højeste verdslige embede efter kongens: drosten er i princippet kongens stedfortræder og nærmeste hjælper. En væbner er en adelsmand, der (endnu) ikke har fået ridderslaget af kongen.
11 I traktaten af 8. september 1361 (tekst 5) var det bestemt, at Hansestæderne under visse betingelser kunne få overladt Varberg (i Halland) som pant i stedet for Bohus (udeladt i det her gengivne uddrag).
12 Øland forblev i hansestædernes besiddelse til 1366.
13 Vi har ikke andre oplysninger om en sådan overenskomst i Söderköping (i Sverige). Forudsætningen for denne var, at Visby, som andre hansestæder, havde opkrævet en særlig pundtold (således kaldet, fordi den blev beregnet i flamsk mønt, pund grot) af alle skibslaster til finansiering af krigen mod Valdemar Atterdag. Tolden af en given last skulle kun opkræves én gang.
14 Dette brev er ikke bevaret.
15 Hermed menes, at byrådet har undgået konfiskation af gods fra andre hansestæder ved at erstatte eller frikøbe dette med eget gods eller penge.
16 Hansedagene er de hyppige møder, hvor en større eller mindre kreds af hansestæder gennem udsendte repræsentanter drøftede spørgsmål af fælles interesse; deltagerkredsen var dog ikke konstant. Reces (af latin: recessus, tilbagetrækning, afsked) betegner slutresultatet af et møde eller en forhandling.
17 Søstæderne er de vendiske hansestæder (se note til tekst 5).
18 Mageskifte betyder, at fast ejendom byttes lige over med en anden fast ejendom.
19 Dvs. det som er aftalt ved en forhandling.
20 Der sigtes til den våbenstilstand mellem Danmark og Hansestæderne, som blev indgået 16. november 1362 med gyldighed til 6. januar 1364, og som blev tiltrådt af kong Magnus af Sverige 21. december 1362 (se også indledningen).
21 Albrecht af Mecklenburg (ca. 1340-1412), yngre søn af hertug Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige fra 1364; se i øvrigt indledningen samt note til tekst 13; Henrik (ca. 1320-84), greve af Holsten fra 1340.
22 Värend og Finnveden ligger i Småland, Kind og Mark i Västergötland, Elfsborg lå ved det nuværende Göteborg. Der er altså tale om områder, som grænser op til Skåne og Halland. Når der tales om det halve Hisingen, øen der omkranses af Nordre Älv og Göta Älv, skyldes det, at den regnedes for halvt norsk, halvt svensk. Lödöse er beliggende 40 km oppe ad Göta Älv.
23 Dvs. uden svig eller list.
24 Pinsedag var 24. maj 1366. Med de lande, som havde hørt til Sverige, men som Valdemar havde før pinse, menes Skåne, Halland og Blekinge (jf. indledningen).
25 Mandslen er retten til at tage mænd i sin tjeneste, til at gøre mænd til herremænd/ adel. Kirkelen er patronatsrettigheder over kirker, dvs. ret til at foreslå præster og indkassere afgifter til den pågældende kirke.
26 Albrecht (1318-79), hertug af Mecklenburg fra 1348, gift med Eufemia, søster til kong Magnus Eriksson, fader til Henrik (ca. 1337-83), Albrecht, konge af Sverige fra 1364, og Magnus (efter 1340-84). Hertug Albrecht (faderen) må således ikke forveksles med kong Albrecht (sønnen). Henrik af Mecklenburg blev i 1362 gift med Ingeborg, Valdemar Atterdags datter.
27 Dvs. Brömsehus, fæstning på grænsen mellem Blekinge og Sverige.
28 Kong Magnus var blevet taget til fange i et slag i 1365. Han blev løsladt i 1371 (se også indledningen).
29 Ingen svenske segl, men kun de mecklenburgske hertugers findes under brevet. Valdemar Atterdag udstedte et brev til mecklenburgerne af lignende indhold. Den lovede ratificering (bekræftelse og retlig gyldiggørelse af aftalen) fandt aldrig sted.
30 Klaus (ca. 1321-97), greve af Holsten, broder til Henrik (se note til tekst 12).
31 Dvs. et mindre segl til dagligt brug, i modsætning til det store officielle segl.
32 Mødet i Köln i november 1367, hvor den såkaldte Kölnerkonføderation af hansestæder mod Valdemar Atterdag og kong Håkon af Norge blev indgået