kvantitativ behandling med inddragelse af statistisk metode. Men sådanne kvantitative undersøgelser er kun en ringe del af, hvad historikere foretager sig. Statistikken er derfor kun en hjælpevidenskab blandt andre hjælpevidenskaber, ikke en central metodisk disciplin, som man skal oplæres i fra studiets begyndelse. Arkivkundskab og andre former for kildesøgning er vigtigere. Middelalderlige krøniker, årbøger og diplomer vil ofte være trykte, men hvor finder man dem? Og hvordan håndterer man dem? Her bliver diplomatikken en vigtigere hjælpevidenskab end statistikken. Andre kildetyper kræver andre hjælpevidenskaber. Kildetyperne kan skifte og hjælpevidenskaberne med dem, men kildekritikken forbliver historikernes centrale, fælles metodiske disciplin, også over for kirkebøgerne og folketællingerne, der jo som alle mulige andre kilder skal sættes i forhold til deres ophavssituation, og udsagnskraften vurderes.
I planlægningens næste led, inddelingen og struktureringen af emnet og valget af de begreber og distinktioner, som skal bruges til formuleringen af problemstillinger og spørgsmål, foreligger der ikke en sådan fælles metode. Her bliver historikernes metoder mangfoldige. Andre fag har som nævnt i varierende grad fælles teoridannelser, begrebsapparater og fagsprog, hvorfra de henter deres ord, begreber og teser. Her som i dataetableringen kan historikerne gå på strandhugst, men de færreste gør det. Historikere har ikke noget egentligt fagsprog, men betjener sig oftest af almindeligt dansk dagligsprog. En del historikere mener endda, at man slet ikke bør bruge moderne begreber, men i stedet holde sig til fortidens og kildematerialets egne begreber.
En historisk undersøgelse kan tilrettelægges på mange måder. Hvis emnet er et begivenhedsforløb, vil tilrettelæggelsen ofte bestå i en kronologisk inddeling kombineret med en udvælgelse af de hovedtemaer, der skal forfølges. Mange historiske afhandlinger har form af kronologisk fremadskridende fortællinger om begivenheder, som de udviklede sig fra år til år, undertiden fra dag til dag og time til time. Sådan er f.eks. bøger om politisk historie ofte indrettet. Andre har en problemstilling med klart formulerede spørgsmål om f.eks. årsagerne til en bestemt begivenhed, motiverne bag en bestemt handling, i stil med de spørgsmål, der er stillet til nærværende tekstsamlings kildesæt. Atter andre vil undersøge en struktur og dens udvikling over tid, f.eks. den danske magtstruktur i 1500-tallet, og operere med en bestemt problemstilling som f.eks.: hvordan udviklede magtfordelingen mellem konge og adel sig? Dette var problemstillingen i Kristian Erslevs disputats.
Efter planlægningen følger indsamlingen af kilder. Den foregår under højst forskellige vilkår, alt efter om man opererer i ældre perioder som antikken og middelalderen, hvor de overleverede tekster er få, eller i senere perioder, hvor mængden af kilder kan være uoverskueligt stor. Under alle omstændigheder vil kildesøgningen udgøre en stor og vigtig del af forskningsprocessen og kræve masser af færdigheder og kundskaber såsom sprogkundskaber, arkivkundskab, interviewteknik, statistik osv., alt afhængigt af hvad det er for kilder, man har brug for.
Næste fase er kildeanalysen, hvis generelle principper vi her har fokuseret på. Også den vil i praksis være forskelligartet og indgå i forskningsprocessen på forskellige måder, alt efter hvilken type undersøgelse og hvilke kildetyper det drejer sig om. I en undersøgelse, der benytter sig af et nutidigt systematisk begrebsapparat, som demografiske eller økonomisk historiske undersøgelser gør, vil der være et klart skel mellem metode og kildekritik som det, Erslev opererede med. Kildekritikken vil indgå i etableringen af data. Man undersøger f.eks. den gennemsnitlige procent af fejl og mangler i de folketællingslister, man benytter. Man vil næppe gå i dybden med den enkelte folketællingslistes ophavssituation, men udtage et antal folketællingslister som stikprøver og kontrollere dem med kirkebøgerne fra samme sogn for derigennem at finde frem til en gennemsnitlig fejlprocent i datamaterialet. Etableringen og efterprøvelsen af data er ét led i processen, den efterfølgende begrebslige og statistiske bearbejdelse af data et andet. I en politisk historisk undersøgelse, som ikke indfører moderne politologiske begreber, men benytter sig af det nutidige dagligsprog og kildernes egne begreber i et forsøg på at trænge ind i begivenhederne, som de så ud for datidens politiske aktører selv, vil kildekritikken spille en anden og større rolle. Det vil her være svært at skelne teknik fra metode, fordi man simpelthen ikke bruger begreber og metoder i demografiens eller økonomiens forstand. Der er stor forskel på kildekritikkens rolle i disse to typer undersøgelser. Det arbejde, der lægges op til med nærværende tekstsamling, ligner mest den sidste type.
Efter kildeanalysen følger den egentlige analyse af emnet ud fra problemstillingen under udnyttelse og bearbejdelse af de udvundne oplysninger, og endelig følger fremstillingen, udformningen af den afhandling, som er undersøgelsens resultat. Også i fremstillingen af forskningsresultaterne vil metoderne være forskellige, ligesom typen af afhandling vil være det. Men fælles for alle typer af historiske afhandlinger er det, at de skal være gennemdokumenterede. Dette sker ved hjælp af løbende noter og henvisninger og en eller flere indledende redegørelser for den litteratur og de kilder, der er anvendt. Enhver historisk afhandling skal gøre rede for sit kildegrundlag, således at alle anvendte oplysninger i princippet kan kontrolleres af fagfæller. Heri ligger i praksis garantien for, at det kildekritiske arbejde er forsvarligt udført. De kildekritiske bemærkninger i historiske afhandlinger vil ofte være at finde i indledninger og noter.
Historikerens arbejdsproces har således mange led: valg af emne, indlæsning, nærmere afgrænsning og strukturering af emnet, formulering af problemstilling, valg af metoder, indsamling af kilder, kildeanalyse, analyse af emnet ud fra problemstillingen og udnyttelse af de udvundne oplysninger, fremstilling og til sidst publikation. Kildeanalysen er kun et enkelt af disse led og kan indgå med forskellig vægt og på forskellig måde i forskellige typer undersøgelser. Alle disse led er ikke adskilte faser i processen, som hver især afsluttes, før næste fase påbegyndes. Også på dette punkt er der forskel mellem forskellige typer af undersøgelser, men normalt vil de være mere eller mindre sideløbende. De sidste kilder indsamles, og den sidste afgrænsning foretages måske, efter at man har skrevet store dele af fremstillingen. Kildeanalysen kan forekomme overalt i forløbet.
I forhold til historikerens hele arbejdsproces vil arbejdet med denne tekstsamlings kildesæt være en kort og lidt kunstig procedure. Emnet er valgt på forhånd, problemstillingen formuleret og kilderne indsamlet og skåret til efter problemstillingen. Det hele er tilrettelagt, så man alene fokuserer på det enkelte led, som kildeanalysen udgør.
Kildekritikken, som den indøves i metodeundervisningen, har været udsat for en del kritik, men i almindelighed er dens principper, som de er fremstillet ovenfor, anerkendt som et nødvendigt led i historieforskningen, et fælles metodisk minimum, som alle historikere skal leve op til. I grunden burde alle fag leve op til disse principper. Alle, journalister, sociologer, medicinere, økonomer såvel som almindelige avislæsere, bør jo i princippet forholde sig kritisk til de oplysninger, de benytter, betragte deres kilder som levn af en bestemt ophavssituation og vurdere dem derefter. Det gør alle også i en vis udstrækning, men ikke mange gør det så konsekvent som den trænede historiker. Det er ikke kildekritikken i sig selv, der udmærker historikeren, så meget som dette, at han altid har den med sig.
Brugen af kildekritikkens begreber
Begreberne »udsagnsevne-udsagnskraft«, »levn-beretning« osv. forekommer til forskel fra f.eks. økonomens begreber sjældent i den færdige afhandlings tekst. De er ikke på samme måde virksomme i tilrettelæggelsen, forståelsen og struktureringen af emne og problemstilling, men alene beregnet på opøvelsen af den rette kritiske holdning til og håndtering af kilderne og disses enkelte udsagn, frem for alt på indøvningen af den læserposition, hvorfra man anskuer kilden som levn. Når man har øvet sig tilstrækkeligt længe, og den er kommet ind på rygraden, så man hvert øjeblik er klar til at indtage den, kan man godt lade begreberne ligge. Kildekritik er et spørgsmål om øvelse og atter øvelse. Man forbereder sig ikke bedst til eksamen ved at lære kildekritikkens begreber udenad. Det gør man ved at øve sig, dvs. gennemarbejde så mange kildesæt og skrive så mange skriveøvelser som muligt. Men bruger man begreberne, skal man naturligvis bruge dem korrekt.
Danske lærebøger i kildekritik
Kristian Erslev: