intet som helst kendte til den sag.
2. Derfor kaldte kongen nu folket sammen til et ting hvor han belærte dem om hvor vigtig disciplinen altid havde været for den danske hær. Undersåtterne havde altid adlydt stormændenes ordrer. Kongernes myndighed var baseret på folkets støtte. Når herrerne vandt berømmelse, skyldtes det først og fremmest de menige krigeres troskab, og deres ordrer havde ingen som helst vægt hvis de ikke byggede på folkets hjælp. Men her for nylig havde han nu været ude for en hån som aldrig før var overgået en konge. De der stod bag dette aldeles uhørte mytteri, havde sat sløvhed over vovemod, og af bar lyst til ro og fred havde de saboteret et storslået projekt. Endelig meddelte han dem hvor stort et beløb de måtte betale i bøde for den samvittighedsløse forbrydelse deres mytteri var: for hver skibsfører fastsatte han den til fyrre mark penge, og for roerne tre mark. Ingen afslog at bidrage med sin del, og han fik løfte om betalingen.
3. Så snart han havde fået den besked, erklærede Knud at han var villig til at se bort fra dette krav hvis de i stedet tillod præsterne at opkræve tiende. Forsamlingen bad så om lov til at drøfte sagen og trak sig for en tid et stykke væk fra kongen for at diskutere om de skulle gå ind på hans betingelser. Begge dele forekom dem svære at opfylde, for på den ene side ville mange miste alt hvad de havde, hvis de skulle betale bøden, på den anden side ville tiendebetalingen, som skulle gælde i al fremtid, for evigt gøre dem til slaver. Da begge muligheder var ubehagelige, og de altså måtte vælge det mindste onde, forekom det dem at det der ville vare ved til evig tid, var værst. For da de blev opmærksomme på at det ene kun ville ramme dem selv, mens det andet også ville straffe deres efterkommere, foretrak de øjeblikkelig nød frem for en varig afgift. Da de tog tiden i betragtning, valgte de at sone deres brøde på en måde der lod straffen overgå dem selv og ikke også de kommende generationer, for de ville hellere miste pengene én gang end friheden for altid – og holdt på at der ingen skam var i at punge ud hvis loven forlangte det, men at lade sig overtale til det var en skændsel. Og ikke nok med det: Hvert år at aflevere en del af sin afgrøde til fremmede mennesker, det var i deres øjne ikke fromhed, det var vanære.
4. Da kongen så at de havde valgt det dårligste alternativ, lod han som om han ville opkræve bøderne: Han drog op til Nørrejylland og udnævnte dér Toste med tilnavnet Svindleren og hans makker Horte til opkrævere, for han håbede at frygten for bøden kunne udbrede respekten for tienden. De to mænd fik instruks om at foretage en vurdering af mytteristernes ejendom, uden at lægge hånd på den. Men de udførte opgaven med langt større voldsomhed end de havde fået besked på, og plagede befolkningen med ganske uretfærdige opkrævninger.
5. Disse begivenheder klagede kongens fjender over på et tingsmøde, og de overdrev bekyldningerne med løgnehistorier, opdigtede forskelligt der gjorde det værre end det i virkeligheden var, og gjorde på den måde opkræverne almindeligt forhadte. Det var de to krigeres handlinger og ikke kongens ordre de tog stilling til, og det var ikke hensigten hos den der afgav ordren, men hos dem der modtog den, de så på. Det lykkedes dem at ophidse folkemængden til at overfalde fogederne og i åbent oprør sætte en stopper for den uret der ramte dem alle, for de så mere på hvad fogederne gjorde, end på hvad de havde ordre til at gøre. Og mordet på fogederne stillede ikke deres blodtørst. I deres vanvid vendte de sig nu mod kongen selv. Knud mente det var klogest at undgå angrebet ved at holde sig borte, og trak sig tilbage til Slesvig. Dér lod han også sin kone slå sig ned sammen med deres søn, men med ordre om at hun skulle søge tilflugt i sit hjemland hvis situationen blev ubehagelig, for mellem forrædere kunne hun ikke være i sikkerhed. Sagen var at han ikke turde overlade en mindreårig tronarving til sine landsmænds forgodtbefindende.
6. I denne situation mente Vendelboerne at kamp var den eneste mulige vej til frihed, og de brød ud i jubel over hans flugt som om sejren var deres. Og da Knud, med truslen fra jyderne hængende over hovedet, forstod at hans gamle støtter faldt fra, og at tiden ikke tillod ham at skaffe sig nye, besluttede han at bringe sig i sikkerhed ved at lægge afstand til sine modstandere, og han satte derfor over til Fyn for at opnå den beskyttelse en ø kan give. Ikke desto mindre fik han netop her en medfart som en så gudfrygtig sjæl ikke havde fortjent. For det gav kun jyderne yderligere selvtillid i deres raseri og skærpede kun folkemængdens blinde harme, det gav dem en fornemmelse af frihed til at gå amok som kastede kongen ud i et grufuldt uvejr. Ja, sagen var at folket af frygt for kongens straf ikke turde opgive deres forehavende nu og derfor måtte holde stædigt fast ved deres ondskab. Oven på hele to krænkelser kunne de ikke forestille sig at han ville lade nåde gå for ret. Derfor var det nu hans død de tørstede efter: i deres glødende had stræbte de denne hellige mand efter livet. Det var som om de havde opgivet alt håb om tilgivelse og derfor hellere ville udslette fjenden end udsætte sig for hans hævn. Det var dem heller ikke nok at de havde drevet ham ud af deres eget land, nu satte de sig også for at jage ham væk fra Fyn.
7. Så snart han fik meddelelsen om at jyderne havde krydset bæltet, havde kongen besluttet sig for at drage videre til Sjælland. Men en mand ved navn Blakke, der havde fået et særdeles fortroligt forhold til kongen, men ikke desto mindre i det skjulte hadede ham inderligt, gav ham i hyklerisk loyalitet det råd at han skulle passe på med at flygte: i stedet skulle han udnytte det forsvar han kunne få i Odense, og ikke som en anden kvinde straks se sig om efter et skjulested. I mellemtiden ville han så selv holde øje med hvad folket foretog sig, og han lovede at forsøge at dæmpe deres vrede med gode ord. Hvis det så ikke lykkedes at formilde dem, skulle han nok give ham besked i så god tid at han kunne nå at slippe væk. Det råd tog kongen imod.
8. Men Blakke misrøgtede sit ærinde og strøg tværtimod folket med hårene mens han gav dem nedrige råd og i stedet for venner skaffede kongen endnu flere fjender. Han opfordrede dem til så hurtigt som muligt at fange den mand der stod bag alle deres plager, og ikke lade ham slippe væk hvis han forsøgte på det. Han mindede om at det var undertrykkelse de kæmpede imod: den deres afsky gjaldt, var en tyran, ikke en konge. Den handling man begik i kampen for sin ære, kunne ikke være syndig. De der forsvarede deres fædreland, kunne ikke være skyldige i mord – de handlede i pligtens tjeneste. Ingen enkeltperson kunne sættes under anklage dér hvor den fælles frihed stod på spil. Og i øvrigt: det ville være en katastrofe for dem hvis det de havde sat sig for, slog fejl, men hvis de havde held med det, var lykken deres.
9. Med disse ord, og andre af samme slags, lokkede han folket til at myrde kongen. Han rejste dem alle til et dødbringende fremstød mod den uskyldige mand. Som med furiernes fakkel tændte han vanviddets flammer i den skrækslagne befolkning, og vildskaben voksede så snart han pustede til ilden. Han gjorde nemlig ingen besindige forsøg på at holde deres hidsighed tilbage – tværtimod gjorde han sig til bagmand for folkets forrykte fremfærd. Hans ondskabsfulde ord piskede oprørsstormen op til endnu større styrke, og så snart uvejret havde fundet sig en drivkraft, udbrød optøjer der var langt alvorligere end før.
10. Da han kom tilbage til kongen, rapporterede han at folket nu var mere fredeligt stemt. Oprørets stormvejr ville nemt kunne lægge sig hvis kongen på sin side ville beslutte sig for at glemme sin vrede og afstå fra at straffe de skyldige. Kongen, der forestillede sig at Blakke havde udført sin opgave som en tro tjener, gav ham en kongelig modtagelse med et prægtigt måltid og øste gaver ud på den mand der havde fortolket hans fromhed så ondskabsfuldt.
11. På begge sider var der stor taknemmelighed for Blakkes forræderi. Han gik fra den ene part til den anden og fordrejede til stadighed sin opgave som udsending: Han skulle være mellemmand, men blev overløber. Han skulle holde øje med ondskaben, men endte med at opfordre til den, for kongens tanker gengav han forvrænget, folkets helt forkert. På denne måde lykkedes det dette lumske menneske med løgn og bedrag – men under dække af rollen som mægler – på en og samme gang at narre både kongen og folket: kongen til ikke at tage sig i agt for truslen fra folket, og folket til ikke at skåne den konge der ventede dem. Blakke gav stadig de samme løfter da kongen den følgende dag igen sendte ham ud for at holde øje med hvad oprørerne foretog sig – og derved satte deres fælles fjende til at skabe fred mellem kongen selv og masserne. Og udsendingens sædvanlige falskhed svigtede ham heller ikke denne gang: Hans giftige råd satte folket endnu mere op til voldsomheder vendt mod kongen selv.
12. Knud, der var