tekst, som skal have været indgraveret på en mindetavle af kobber, der fandtes i Sankt Knuds helgenskrin. Skrinet, der endnu står i krypten under Sankt Knuds kirke, blev åbnet i 1981. Man fandt knoglerne af en voksen mand med svære læsioner i kraniet, men ingen tavle. Skrinet blev ved Reformationen fjernet fra alteret og indmuret i et kapel, men kom for dagens lys, da kapellet blev revet ned i 1582. Siden er skrinet blevet plyndret for kostbarheder og kobbertavlen forsvundet, men indskriften er forinden blevet afskrevet, uvist af hvem, og sendt til Ole Worm. I skrinet fandtes en anden indskrift, det såkaldte epitafium, indgraveret måske på samme tavles bagside, måske på en særskilt tavle; også denne indskrift blev afskrevet (jf. noten til tekst 3).
År 1086 efter Herrens Menneskevorden maatte i Byen Odense de danskes berømmelige Konge og Førstemartyr Knud for sin Iver for den christelige Religion og sine Retfærdighedsgerninger i den Kirke, der var viet til den hellige Martyr Albanus, som kort forud ved ham selv var overført fra England til Danmark, da han efter Bekendelsen af sine Synder var styrket med Herrens Legemes Sakrament, og foran Alteret, med Armene udbredt paa Jorden i Form af et Kors, var blevet stungen i Siden med en Lanse, den 10. Juli og den sjette Ugedag lide Døden for Kristus og gik til Hvile i Ham.
Dræbte blev ogsaa sammesteds med ham hans Broder, efter sit Navn og ved Martyriets Naade Benedictus og hans 17 Medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Palne, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds Naade har været Fæller med deres Konge og Herre i Martyriets Lidelser, saaledes skulle de efter Fortjeneste blive delagtige med ham i Trøsten og Lønnen.
* * *
1 Det ældste bevarede islandske håndskrift er fra ca. 1150. Den islandske saga om de danske konger hedder Knytlingesaga (dvs. sagaen om Knuds – måske Knud den Stores – efterkommere). Den er skrevet på islandsk i anden halvdel af 1200-tal-let og har en meget fyldig beretning om Knud den Helliges død, som i de fleste detaljer afviger fra Saxos. Skurkene er nogle helt andre. Oluf Hunger optræder ikke, og forræderen hedder ikke Blakke, men Asbjørn. Kongen dræbes af en anden forræder, Ejvind Bifra, der gennemborer ham med sit sværd, efter at han er blevet såret i hovedet af sten, som bliver kastet ind gennem vinduerne.
2 Valdemar Sejr (se indledningen).
3 1214 anerkendte den tysk-romerske kejser Frederik 2. Valdemars besiddelse af alt land nord for Elben og de vendiske områder øst herfor. Faktisk beherskede han det meste af Østersøens sydkyst, herunder også den polske. I 1219 erobrede han Estland, men 1223 begyndte nedturen, da en af hans tyske vasaller tog ham til fange.
4 Kurernes og sembernes land er beliggende i det nuværende Letland.
5 Knud den Store, konge 1018-35.
6 Limfjorden lukkedes mod vest ved Agger Tange engang i begyndelsen af 1100-tallet og åbnedes først igen under en storm i 1825.
7 Svend Estridsen.
8 Næsegæld, dvs. personskat.
9 Sebastian, en af den katolske kirkes største helgener, blev ifølge legenden dræbt med pileskud på kejser Diocletians tid. Stefan, den første kristne martyr, blev stenet uden for Jerusalems porte.
10 Knud kan selv efter et togt til England 1069-70 have hjembragt Sankt Albans og Sankt Oswalds relikvier til Odense.
11 Citater fra Klagesangene 2:19 og Joels Bog 1:17.
12 Biskop i Odense i 1101. Andet vides ikke om ham.
13 Verset svarer nøje til det såkaldte epitafium i Ole Worms Fasti Danici (1626), som hævdes afskrevet fra en tavle i helgenskrinet ligesom Tabula Othiniensis (tekst 5). Epitafium har dog en linje mere, nemlig den næstsidste, som lyder »og hans hellige blod flød ud for det hellige bords fod«.
14 Citat fra Salmernes Bog 49:13 (nyere bibeloversættelser har en noget anden ordlyd).
Kong Kristoffers død 1259
Opgaveformulering
(1) Redegør på grundlag af en kildekritisk analyse af teksterne 8-32 for tidspunkt og sted samt de nærmere omstændigheder omkring kong Kristoffers død;
(2) i hvilket omfang kan historikernes beskrivelse heraf i teksterne 1-7 siges at være korrekt?
Indledning
Kong Valdemar Sejr efterlod sig ved sin død 1241 tre voksne sønner. Den ældste, Erik (Plovpenning), som i forvejen var kronet til medkonge, overtog tronen. Han kom hurtigt i strid med den næstældste, Abel, som allerede var forlenet med hertugdømmet Sønderjylland. Kong Erik blev dræbt i 1250, men Abel svor sig fri for andel i drabet og blev konge. Da han faldt på krigstogt allerede i 1252, lykkedes det Kristoffer, den yngste af brødrene, at blive konge, idet Abels ældste søn, Valdemar, på dette tidspunkt befandt sig i fangenskab i udlandet. Kristoffer anfægtede Abels ret til tronen og arbejdede aktivt for at få Erik Plovpenning helgenkåret. Abels sønner fandt til gengæld støtte hos deres morbrødre, de holstenske grever. Kristoffer måtte overlade Sønderjylland til Valdemar, som dog døde i 1257, hvorpå hans broder Erik gjorde krav på hertugtitlen. Kristoffer mødte også modstand hos Jakob Erlandsen, fra 1254 ærkebiskop i Lund og dermed herre over store dele af Skåne. Et kirkemøde i Vejle vedtog på Jakob Erlandsens initiativ, at eventuelle overgreb mod landets bisper umiddelbart skulle udløse interdikt (Vejlekonstitutionen 1256). Det stadig mere spændte forhold mellem konge og ærkebisp kulminerede, da Kristoffer lod Jakob Erlandsen fængsle 5. februar 1259. Interdiktet blev imidlertid kun overholdt i Skånelandene og på Sjælland, mens de jyske bisper sluttede op bag kongen. Til gengæld allierede ærkebispens parti sig med Erik Abelsen og de holstenske grever. Fyrst Jarmer af Rügen (som hørte under Roskilde bispestol) landede med en hær på Sjælland og sejrede i et blodigt slag ved Næstved. Og midt i alt dette dør så kong Kristoffer …
Oversigt over teksterne
| Tekst 1 | Caspar Paludan-Müller: »Kong Erik Glipping og den romerske Kurie i Kongens Strid med Ærkebiskop Jakob Erlandsen«, i samme: Studier til Danmarks Historie i det 13de Aarhundrede, IV (København 1872), s. 320f, 325 |
| Tekst 2 | Kristian Erslev: Den senere Middelalder (1241-1481) (Danmarks Riges Historie, II), (København: Det Nordiske Forlag, 1905), s. 52f |
| Tekst 3 | Erik Arup: Danmarks Historie, I (København: Hagerup, 1926), s. 314 |
| Tekst 4 | Palle Lauring: Valdemars sønner og Unionen (København: Gyldendal, 1960), s. 34ff |
| Tekst 5 | Erik Kjersgaard: Borgerkrig og Kalmarunion, 1241-1448 (Politikens Danmarkshistorie, IV), (København: Politikens Forlag, 1963), s. 98 |
| Tekst 6 | Helge Paludan: »Tiden 1241-1340«, i Aksel E. Christensen mfl. (red.): Danmarks Historie, I: Tiden indtil 1340 (København: Gyldendal, 1977), s. 448 |
| Tekst 7 | Helge Paludan: »Danmark før 1332«, i Steen Busck/Henning Poulsen (red.): Danmarks historie – i grundtræk (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2000), s. 56 |
| Tekst
|