rettere, hvormeget han har forbrudt sig i denne sag.
Men da formaning bør gå forud for straf og sværdet drages, må lemfældige midler [først] tages i brug. Vi pålægger [da] strengt jer, brødre, i kraft af jeres lydighedspligt ved denne apostoliske skrivelse, at I [selv] eller andre sørger for, at kongen formanes og eftertrykkeligt bevæges til, inden en måned efter denne jeres formaning, at uden at gøre vanskelighed gengive ærkebispen, provsten og ærkediakonen deres frihed og lade dem drage uhindret bort. For den uret, han har tilføjet ærkebispen og kirken, som han derved anses for at have udæsket stærkt imod sig, skal han give fuld oprejsning.
Skulle han ikke rette sig efter jeres eller rettere vore formaninger, da skal I lade ham selv og alle hans rådgivere i denne uretfærdige sag offentligt erklære for bandlyste med udelukkelse af appel, og I skal lade dette forkynde på alle søndage og helligdage med klokkeringning og tændte lys på de steder, I finder det hensigtsmæssigt, og [I skal], ved jer selv og andre, sørge for at alle undgår dem.
Hvis han ikke således retter sig efter jeres formaning, men efter en måned fremturer i sin forhærdelse og ondskab, skal I lægge Danmarks Rige og de steder, hvor ærkebispen holdes fangen, i kirkens interdikt; således at ingen må holde gudstjeneste, og ingen må uddele kirkens sakramenter, udover barnedåb og døendes skriftemål. Det samme og ikke mindre skal gøres på alle steder, hvortil kongen kommer, [og] sålænge han opholder sig der. […]
I det hverv, der således er overdraget jer, skal I gå frem, så kongen må rødme over sin ondskab, og vejen til at vove noget lignende lukkes for andre.
Givet i Anagni den 4. juni i vort pontifikats 5. år [= 1259].
Uddrag af brev fra pave Urban 4. til Jakob Erlandsen, Orvieto 4. april 1264. Latinsk tekst bevaret i samtidig afskrift i Vatikanarkivet, Rom, samt i afskrifter af Rigsbrevbogen (se tekst 13). Oversat efter gengivelsen i Alfred Krarup/William Norvin (red.): Acta processus litium inter regem Danorum et archiepiscopum Lundensem (København: Gad, 1932), s.67-72
Urban, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Jakob, ærkebiskop af Lund, hilsen og den apostoliske velsignelse.
Det er kommet os for øre, ved at rygtet råber det ud, og råbet udbreder dit vanry, at kirken i Lund, som forhen plejede at blomstre i rigdom gennem voksende åndelige og timelige goder, nu i din tid som følge af din ondskab og dit overmod er kommet i en så ynkelig tilstand, at den, hvis ikke den hurtigt får hjælp gennem det apostoliske sædes råd og dåd, næppe kan bringes til at rejse sig igen, da den i det åndelige er så godt som helt brudt sammen, og med hensyn til det timelige, som plejede at give en årlig indtægt på 6 000 mark sterling, [men] som nu siges næppe at give 100 mark, har [den] lidt uhyre skade og er så at sige styrtet uopretteligt sammen.
Det siges også at, skønt du efter skik og sædvane i Danmarks rige har aflagt mandsed til kong Kristoffer, i berømmeligt minde, og svoret troskab på sakramentet, på splinter af det sande kors, hvorpå vor frelser hang, og på andre hellige ting, [så] har du i foragt for denne gudsfrygtige ed ikke undladt at begå majestætsforbrydelse, dristet dig til at stifte en sammensværgelse mod kongen og forbundet dig med kongens og rigets mægtige fjender, som du på forræderisk vis har hjulpet med penge, […] og som den, der praler af sine misgerninger, undser du dig ikke for offentligt at erklære, at alt dette er udført på din befaling.
[…]
Desuden har du, som om det ikke var nok for dig at være Jordens konger til byrde, også gjort dig til besvær for Himmelens konge, […] thi til Fadervor, som Kristus selv har fastsat, og til Trosbekendelsen […] har du ikke undset dig for at føje nogle rettelser, eller rettere forvanskninger; og hvad der er [endog] mere fordømmeligt, du har ladet dit stifts præster, der dengang var samlet til kirkemøde, sværge på at de ville antage Fadervor og Trosbekendelsen med dine rettelser og give deres sognebørn undervisning deri og lære dem disse rettelser. […] hvis dette er sandt, er det uden mindste mål af tvivl kætteri.
På hvilken måde, du har været og [endnu] er os og det apostoliske sæde lydig og hengiven, viser sig i din fordømmelige fremfærd i sagerne vedrørende de engang ledige bispestole i Børglum og Århus. Til den ene, nemlig den i Børglum, indviede du faktisk imod dette sædes bestemmelse og befaling en tidligere Elav,6 der var ilde berygtet for mange og store forbrydelser; til den anden, den i Århus, indviede du faktisk, hvad der sandelig var en forbandelse, Arnfast, kong Eriks åbenbare fjende, da det jo siges, at han skal have ryddet denne konges fader af vejen ved gift, [og] dette gjorde du, inden spørgsmålet om vor ærværdige broder Tyges valg til biskop i Århus var afgjort ved dette sæde. Det samme fremgår tydeligt af den påfaldende foragt og det hånlige overmod, som du så anmassende og fordømmeligt har udvist overfor vor elskede søn, magister Gerald, dette sædes nuntius7 i Danmark, og tillige af den afskyelige trods, hvormed du, skønt du af denne nuntius på vore vegne var stævnet til personligt at rejse herned og fremstille dig for os, har ladet os vente i år og dag, idet du stadig forhærder dit sind og åbenlyst erklærer, at du lader hånt om at komme til os. […]
[…] da det er fra digselv, denne kirkes hele ulykke udspringer, formaner, beder og opfordrer vi din broderlighed, idet vi indtrængende pålægger dig og kærligt råder dig til at gå i dig selv og holde dig hele din egen færd for øje, til ikke mere at misbruge det nævnte sædes tålmodighed overfor dig [og] ikke længere afvente denne kirkes yderligere ødelæggelse, men sørge for dens og din egen fred og ro ved inden otte dage efter modtagelsen af dette brev frivilligt at nedlægge dit embede overfor vore elskede sønner prioren i Halmstad i Lunds stift og underprioren i Lund, hvem vi på grund af denne sag sender et særligt budskab, og hvem vi derved giver fri fuldmagt på vore vegne. […]
Givet i Orvieto 4. april i [vort pontifikats] 3. år [= 1264].
Brev fra Ribe Domkapitel til paven, Ribe 13. maj 1261. Latinsk tekst bevaret i vidimeret afskrift8 fra 1295 i Rigsarkivet, København. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 338, s. 260-62
I den hellige og udelelige Treenigheds, Faderens, Sønnens og Helligåndens, navn, Amen.
Vi, kapitlet ved Vor Frue Kirke i Ribe, søger gennem appel tilflugt til det apostoliske sædes beskyttelse mod den ærværdige fader, vores overherre, hr. Jakob, ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, for at han ikke skal forsøge noget mod os i anledning af en vis bestemmelse, vedtaget på det kirkemøde samme for nogen tid siden holdt i Vejle, [en bestemmelse] som begynder: Da den danske kirke. Da vi var kaldt til det nævnte møde, vedtog vi i enighed fra vort kapitel at sende de gode mænd, vor ærkediakon og hr. Tue, provst i Vardesyssel, vore medkanniker, og selvom de havde hørt oplæsningen og den offentlige kundgørelse af nævnte bestemmelse, havde de ikke fået adgang til de forudgående hemmelige forhandlinger om samme.
Da de havde meddelt os dette, mishagede det, som var sket, omgående den største og besindigste del af os, dels på grund af den ringeagt, der var vist vore udsendinge, dels fordi bestemmelsens ordlyd efter vor mening ikke var fri for falskheder, dunkelheder og anslag mod fyrsten.
Desuden mente vor ærværdige fader, hr. bispen af Ribe, ved nøjere eftertanke, at selv om han først havde samtykket i nævnte bestemmelse, skulle ikke dens ords ydre skal, men dens fornuftige mening holdes og tjenes. Da han frygtede, at hr. ærkebispen muligvis kunne blive fornærmet på ham, når ordenes overflade ikke tjentes, opsøgte han [bispen] ham personligt. Men denne [ærkebispen] var på dette tidspunkt kun fredelig og venskabelig.
Da nu bispen ville sikre sig mod, at hr. ærkebispen ville forsøge at gøre noget mod ham på grund af denne sag, appellerede han fra dennes forsamling til det apostoliske sæde på vegne af sig selv, sin kirke, sit kapitel, sin by og sit stift samt den gejstlighed og alle menigheder, som var undergivet