1259. Ærkebispen blev taget til fange af kong Kristoffer, og kongen døde. […]
Uddrag af årbogsnotits i Årbog 980-1286 (muligvis fra Ribe). Latinsk tekst, udgivet 1773 efter nu tabt afskrift. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 272
1259. […] Kristoffer døde.
Årbogsnotits i Dansk-svensk årbog (muligvis fra Lund, går til 141 ). Latinsk tekst bevaret i afskrift fra 1 00-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 305
1259. Kristoffer, Danmarks konge, døde.
Uddrag af Ældre Sjællandske krønike (går til 1307). Latinsk tekst, udgivet 1695 efter nu tabt original. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 112
1259. […] Kong Kristoffer gik til grunde i Ribe.
Uddrag af Jyske Krønike (går til 1340). Latinsk tekst bevaret i tre afskrifter fra 1400- og begyndelsen af 1500-tallet. Oversat efter gengivelsen i Kroman, s. 288
[…] I sit 9. regeringsår tog han ærkebiskop Jakob til fange og satte ham i fængsel på borgen Hagenskov. […] Samme år, som han tog ærkebispen til fange, døde kong Kristoffer i Ribe og blev begravet sammesteds.
Erik, søn af Kristoffer, fulgte ham på tronen i det Herrens år 1260. Han tog kirkernes tiende, gjorde ingen retfærdighed. […] Derfor gjorde efter Guds dom greverne af Holsten og Jarmer, Rügens fyrste, riget meget ondt.
[…]
Notits i Necrologium Ripense (Dødebogen fra Ribe).15 Original på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter gengivelsen i Jakob Langebek/P.F. Suhm: Scriptores rerum Danicarum, V (København 1783), s.550
29. maj
I det Herrens år 1259 døde Kristoffer, de danskes berømmelige konge. Hans enke, nemlig den glorrige dronning Margrethe, gav efter hans død til nævnte konges årlige mindefest indtægter svarende til fem mark penge om året. Måtte derfor Gud, som lønner alle gode gaver, for dette og andet godt værdiges at skænke det evige liv. Amen.
Notits i Liber daticus Lundensis vetustior (Den ældre gavebog fra Lund). Original på latin i Universitetsbiblioteket, Lund. Oversat efter gengivelsen i C. Weeke (red.): Lunde Domkapitels Gavebøger (København 1889), s. 140
3. juni
I det herrens år 1259 døde kong Christoffer, salig ihukommelse.
Per Kristian Madsen: »Christoffer den førstes grav i Ribe domkirke«, Mark og Montre. Fra sydvestjyske museer 1980, s. 47ff (de tilhørende noter udeladt)
[…] I 1901 søgte man at komme bl.a. problemerne omkring kong Christoffers grav til livs ved en udgravning i domkirken. Undersøgelsen skete ved Nationalmuseets 2. afdeling under ledelse af direktør W. Mollerup […] Betingelserne for en arkæologisk udgravning i denne utvivlsomt meget begravelsesrige og forstyrrede del af kirken har næppe været gunstige, og man gik øjensynlig frem på en måde, som i dag forekommer vel hårdhændet.16
[…]
Mollerup mente […] at gravningen ikke i sig selv gav nogen sikkerhed for, at det virkelig var kongens grav, man havde fundet. Dels måtte gravstenen udfra sin type sættes til senere end 1259, dels måtte sarkofagen være ældre end denne tid. Sarkofagen […] beskrives som trapezformet, 2,14 m lang og i bredden 0,84 ved hoved- og 0,55 m ved fodenden. Den havde stærkt skrånende sider, og i de indvendige hjørner var små kvartsstave. Efter beskrivelsen samt fotografiet at dømme tilhører stenkisten en type, som især træffes i Rhinegnene, Holland og på de frisiske øer i ganske lignende former og med de samme detailler som Ribe-kisten. Sarkofagerne dateres i almindelighed til tidlig middelalder, men der kendes eksempler på, at de er genanvendt senere. Og noget sådant kan ikke udelukkes for den formodede kongesarkofags vedkommende. Christoffer døde endvidere ganske pludseligt og på et tidspunkt, hvor dele af landet var belagt med interdikt, dvs. at ingen kirkelige handlinger måtte finde sted, og kongen selv bandlyst, et band, der først blev ophævet efter hans død. Selv om man ikke overalt, bl.a. i Ribe, overholdt påbudet om interdikt, har man alligevel været stillet i en vanskelig situation. Interdiktet skyldtes kongens egen tilfangetagelse af ærkebispen, Jacob Erlandsen, så man kan roligt sige, at netop hans død kom på et ubelejligt tidspunkt. At begravelsen af ham i kirken senere rejste problemer for kapitlet, ses af dets forklarende brev til paven om hele sagen. Man kan i Ribe have foretrukket at udskyde begravelsen lidt, og derfor – stillet over for et opbevaringsproblem – taget den gamle sarkofag i anvendelse. Eller man er under gravningen af kongens grav stødt på sarkofagen, har ryddet den, og brugt den til kongen. Stenkisten kunne i så fald stamme fra en ældre begravelse i koret, måske en bispegrav. […]
***
1 Ludvig Holberg (1684-1754), dansk-norsk forfatter og historiker.
2 Albert Krantz (1448-1517), tysk historiker.
3 Arild Huitfeldt (1546-1609), dansk historiker, rigskansler.
4 Hans Svaning (1503-1584), dansk historiker, en tid dekan ved domkapitlet i Ribe, omkring 1553 udnævnt til kongelig historiograf. Hans manuskripter om kongerne fra 1241 til 1282 er bevaret i en version, der har tilhørt Svaning selv, idet det indeholder rettelser fra hans hånd. Manuskripterne er fra Svaning overgået til Anders Sørensen Vedel (1542-1616, historiker), hans efterfølger som kongelig historiograf. Tekst 11 stammer fra Svanings manuskript til en Danmarkskrønike på latin; dette gik tabt ved Universitetsbibliotekets brand 1728, men enkelte uddrag er bevaret i afskrift ved Thomas Bartholin (1659-1690, historiker og arkivar). Sidstnævnte regnes for at være det senest forfattede.
5 Øm Klosters krønike fortæller først om klostrets grundlæggelse og gentagne flytninger, indtil det fandt sin blivende plads ved bredden af Mossø, vest for Skanderborg. Derefter skildrer skiftende forfattere rækken af abbeder og beretter højdepunkter af klostrets historie. Det lange afsnit om munkenes strid med bispestolen i Århus slutter temmelig brat i 1268, således at det kan antages at være blevet nedskrevet i eller kort efter dette år.
6 Biskop i Børglum 1252-60. Efter en længere strid om gyldigheden af hans valg bispeviet af Jakob Erlandsen ca. 1256. Dræbt 1260, muligvis af en personlig fjende.
7 Pavelig udsending.
8 Vidimeret afskrift, dvs. en afskrift hvor en eller flere personer har attesteret, at ordlyden er korrekt gengivet (af latin vidimus, vi har set; en sådan afskrift kaldes også en vidisse).
9 Sætningen lyder i originalaffattelsen: corpus domini Cristofori condam regis danorum sublati di medio Ripis in ecclesia nostra permisimus sepeliri. Vendingen »sublati di medio« lader sig ikke oversætte entydigt: mange ordbøger gengiver det med »ryddet af vejen«, altså en voldelig død, men betydningen