ham og ærkebispen kunne bilægges; dér døde han pludselig, kort efter at han var ramt af den romerske paves bandstråle, forgivet med gift, rakt ham i nadveren af Arnfast, bisp af Århus, som ærkebisp Jakob havde trængt ind som biskop mod kongens vilje, og han blev begravet i domkirken sammesteds midt i koret ved hr. biskop af Ribe Christierns hoved år 1259. […]
Uddrag af Exordium monasterii quod dicitur Caræ Insulæ (Øm Klosters krønike).5 Original på latin i Det Kongelige Bibliotek, København. Oversat efter M.Cl. Gertz (red.): Scriptores minores historiæ danicæ medii ævi (København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1922), s. 217f
Krøniken beretter om munkenes strid med bisp Tyge af Århus, der har krævet gæsteri af klostret og med magt forsøger at tiltvinge sig dette; i februar 1263 har bispen indklaget brødrene for sysseltinget og fremsætter her nogle anklager mod dem:
[…]
Den næste torsdag klagede bispen på Åbo Syssels ting […] og sagde, at han var blevet jaget ud af klostret med stokke og knipler. Desuden sagde han, at vi havde ringet med klokken for at kalde munkene, lægbrødrene og alle [klostrets] undergivne sammen for at drive ham væk. Ligeledes sagde han, at vi skjulte mange af kongens fjender, blandt hvilke han som den første nævnte bisp Arnfast. Og siden denne nu er bragt på tale, skal jeg fortælle noget om ham.
På den tid hvor [bispe]sædet i Århus stod ledigt, var der tolv kanniker. Da de foretog valget, stemte de seks på én, de seks andre på en anden; heraf fulgte langvarig strid og splid mellem dem, således at valget tilfaldt ærkebisp Jakob, som selv var drevet ud af riget på grund af den fejde, der herskede mellem ham og kong Kristoffer, fordi han ikke ville finde sig i, at hans kirke led uret. Den nævnte ærkebisp valgte så den fremragende og vellærde mand af ædel byrd, hr. abbeden af Ryd kloster ved navn Arnfast, og indviede ham til bisp af Århus. Denne Arnfast vovede dog ikke, fordi han var valgt og indviet mod dronningens [dvs. enkedronning Margrethes] vilje, at iklæde sig den nævnte kirkes goder, men vendte tilbage til sit førnævnte abbedi, hvor han opholdt sig lige til sin dødsdag. For hans skyld gæstede i samme år Jens Kalf, hr. kongens marsk, os syv gange med mindst 300 heste for at forsøge, om han kunne fange nævnte bisp Arnfast; han svor endda, at han ville gribe ham, om han så fandt ham foran højaltret. Men denne gode mand har aldrig været i dette hus, efter han blev viet til bisp.
[…]
Brev udstedt af kong Kristoffer, Tårnborg 15. april 1259. Latinsk tekst bevaret i to afskrifter af Rigsbrevbogen fra ca. 1320 (begge fra ca. 1700, men gennem flere tabte mellemled). Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 279, s. 219
C[hristoffer], af Guds nåde de Danskes og de Venders konge, til sine elskede venner, dekanerne og sognepræsterne i Halland, kærlig hilsen.
Vi har erfaret at I, til trods for at vi har appelleret alle de krænkelser, der er overgået os fra hr. ærkebispens side, til det apostoliske sæde og forfulgt vor appel på korrekt og gyldig vis, har standset gudstjenesten i jeres kirker og nægtet menigheden gejstlig bistand. Derfor beder, formaner indtrængende og påbyder vi, at I alle som én, straks når I har set dette brev, åbner jeres kirker, [at I] ivrigt atter holder gudstjeneste i dem for menigheden, at I holder gudstjeneste i alle, i sikker forvisning om at vi, hvad der end måtte ske [i sagen], for Herren og alle mennesker vil holde jer alle som én skadesløse og fri for straf.
Givet på Tårnborg, tredje dag efter påske [= 15. april 1259].
Uddrag af brev fra domkapitel og konvent i Lübeck til kong Erik, 12. august 1259. Original på latin i Staatsarchiv, Lübeck. Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 287, s. 226f
Til den glorrige og fremragende fyrst E[rik], de Danskes og de Venders konge, såvel som hans berømmelige moder dronningen og deres råd samt landets øvrige stormænd. Segebod, provst, Konrad, dekan, og hele kapitlet i Lübeck kirke, broder Arnold, prior, og broder Wedekind, underprior, og hele dominikanerbrødrenes konvent, broder Salomon, klosterforstander, og de øvrige franciskanerbrødre i samme stad [er] med bønner og lydighed rede til al tjeneste.
Med dette brev erklærer vi offentligt, at vi har set et privilegium, udstedt af den velbyrdige fyrste kong Valdemar, i lykkeligt minde, og et privilegium, udstedt af den glorrige kong Kristoffer, salig ihukommelse, ikke indskrænkede, ikke ophævede og ikke beskadigede i nogen del, men gode og hele og af følgende ordlyd: […]. Da det altid passer sig for ædle fyrster og deres sønner at overvåge og stadfæste deres fædres og forgængeres gavnlige bestemmelser, har vi besluttet ydmygt at bønfalde jer, høje konge, om at I, for vor stadige lydighed og vore bønners skyld, af nåde vil værdiges til at lade den samme ret og frihed, som de agtværdige mænd, vore gode venner, rådmændene og borgerne i Lübeck modtog af de førnævnte glorrige fyrster, jeres forgængere, og som de med rette vil kunne påvise i deres privilegier, være urørte i fremtiden.
Og for at ingen skal nære tvivl om disse privilegiers ordlyd, har vi ladet dette brev bekræfte med vore segls værn.
Givet i det nådens år 1259, tirsdag efter Sankt Laurentius’ dag [= 12. august].
Uddrag af brev fra pave Alexander 4. til tre tyske bisper, Anagni 4. juni 1259. Latinsk tekst bevaret i afskrifter af Rigsbrevbogen (se tekst 13). Oversat efter gengivelsen i Diplomatarium Danicum 2. række I, nr. 280, s. 219-22
Alexander, af Guds nåde biskop, Guds tjeneres tjener, til sine ærværdige brødre [Rudolf, biskop af] Schwerin, [Johan, biskop af] Lübeck og [Simon, biskop af] Paderborn, hilsen og den apostoliske velsignelse.
Hvis Danmarks høje konge omhyggeligt mærkede sig de velgerninger, han har modtaget af Herrens hånd, ville han ikke blot klogeligt ophøre med at krænke Ham, men også ydmygt føje sig efter Hans velbehag.
Thi fra Ham, som giver kongerne deres kongemagt, har han fået sit kongelige scepter og står som den, der har fået kongekronen, i magt over mange. Hvorfra da en så tøjlesløs dristighed og en så stor og uhyrlig forvovenhed, at denne konge således forfølger sin velgører i Hans tjenere? at han hverken betænker eller indser Hans velgerninger?
Hvis vi om hans [kongens] handlinger hørte noget, der fortjente ros, ville vi glæde os; når det modsatte sker, smertes vi og sørger ikke lidet.
Derfor fyldes vi med smerte, når vi erfarer, at denne konge med tilsidesættelse af al gudsfrygt har ladet vor ærværdige broder, ærkebispen af Lund, Sveriges primas, et hæderværdigt medlem af kirken, tage til fange og kaste i fængsel.
Den vanærende måde hvorpå han blev taget til fange, hvordan kongens drabanter satte en hue af rævehaler på hans hellige hoved, klædte ham i lægmands dragt, bandt hans fødder og førte ham bort til et trangt fængsel, [alt dette] udelader vi her, især fordi det næppe med mange ord kan berettes, hvilken uret de nævnte drabanter skændigt har tilføjet ham.
Vor ærværdige broder, bispen af Roskilde, har samme konge tvunget i landflygtighed efter i fræk forvovenhed at have befalet, at han skulle bringes ham død eller levende.
Og for at ærkebispen ikke skulle have noget middel til at slippe fri, har han ladet vore elskede sønner, provsten og ærkediakonen i Lund, som af den grund agtede personligt at begive sig til det apostoliske sæde, gribe og holder dem nu i grumt fængsel.
Derfor er vor vrede over dette på retfærdighedens