lidelseshistorie). Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Ælnoths krønike, oversat af Erling Albrectsen (Odense: Odense Universitetsforlag, 1984), s. 21, 83-86, 93, 97-101, 107-111
Ælnoths krønike er skrevet på latin og tilegnet kong Niels med opfordring til denne om at skænke gaver til Sankt Knuds Kloster i Odense. Dette skete faktisk. Der er overleveret et brev fra paven, dateret 1117, hvori denne stadfæster at klosteret har modtaget gaver fra kong Niels.
Krøniken omhandler ikke kun kong Knuds, men hele den regerende kongeslægts historie. Den fandtes bevaret i et håndskrift i Herrevad Kloster i Skåne, som rigskansler og historiker Arild Huitfeldt fandt og lod trykke i 1602. Siden har krøniken været udgivet flere gange. Her bringes det første af forordet og efterskriftet samt en lille del af den meget detaljerede skildring af kong Knuds død, hvori det bl.a. fortælles at kongen blev forrådt af en fynsk stormand ved navn Piper, der under måltidet i kongsgården i Odense som en anden Judas gav kongen et fredskys, men senere selv blev såret dødeligt foran kirkedøren.
Forord
For fædrelandets fromme og sejrrige fører, den ypperlige fyrste, den berømte kong Niels af Danmark, frembærer Ælnoth, den ringeste af kirkens tjenere, der kom fra ærkebispestaden Canterbury i England og nu har boet i Danmark i næsten 24 år, sit ønske om, at kongen med kraft fra Gud må knuse sine fjenders styrke, bøje de trodsiges nakke, styre riget retfærdigt efter dets love, nyde fredens tryghed og efter din herskertid hernede må belønnes med den evige saligheds lykke.
[…]
Kong Knud såres
27. Men den utrættelige fjende angriber med stædig kraft kirkens trævægge, sender pile og slynger sten ind gennem vinduerne. Da den ypperlige fyrste ligesom Stefanos rammes af sten og som Sebastian såres af spyd, så vædes den hellige kirke både af hans og af hans sårede og døende fællers blod;9 den indvies så at sige på ny med deres dyrebare martyrblod. Men for at den gudfrygtige konge skulle komme til at ligne Kristus i hans lidelser, så bad han ligesom Vorherre Jesus Kristus mellem røverne på korset, hvor han nu her stod indringet af den rasende folkeskares spyd, om at måtte få sig rakt en drik vand, da han tørstede. Da en mand rørt af medlidenhed hentede vand og rakte ham det gennem vinduet, var der en anden, som kastede sit spyd og slog krukken ud af de tos hænder, og da vandet derved spildtes, berøvede han nok kongen mulighed for at slukke sin tørst, men fratog ikke den anden lønnen for hans medlidenhed. Men bagefter blev gerningsmanden slagen af vanvid, og da han lænede sig ud over en brønd for at slukke sin egen tørst, styrtede han på hovedet i dybet, så at kun benene ragede op i skrækkelig skrævestilling, men hans forbryderiske sjæl blev trukket ud af ham og ned i helvedes afgrund, og hans livløse krop blev tilbage på det sted til skue for dem, der kom til, som et vidnesbyrd om Guds straf. […]
Kongens død
28. Mens altså de tapre kongsmænd drev den fjendtlige hærskare bort fra kirkens hoveddør, var angriberne gået hen til helligdommens østdel, hvor de havde set den fromme fyrste ligge knælende i bøn. Her huggede de med sværd og økser løs på bjælker og poster, og ved at slå en vægbjælke ind væltede de med den de små skrin med relikvierne efter de to salige martyrer Alban og Oswald og det mellem dem stående hellige kors ned på gulvet.10 Nu kaldte den himmelske brudgom, der i næste nu skulle gøre ham til sin medvider i sine beslutninger, ham til den evige hvile, for da den herlige konge havde bryst og åsyn vendt mod alteret, var der en fra den ugudelige skare, der kastede en lanse gennem vinduet, gennemborede hans side og vædede helligdommen med hans uskyldige blod. Trods sit dødbringende sår glemte han dog ikke Kristus, for da han havde omfavnet Benedikt, sin broder og kampfælle, som stod hos ham dækket af mange sår, og havde givet ham fredskysset, så lagde han sig på gulvet foran det hellige alter med armene udbredt som et kors. Mens blodet vældede ud gennem såret i siden, anråbte han Jesus med den stemme, han havde tilbage, og idet han befalede sin ånd til Skaberen, forlod han til sidst sit dyrebare jordiske legeme, nu helliggjort i blod, og gik ind i den evige barmhjertigheds lønkammer for her stedse at dvæle i fred for denne verdens tummel.
[…]
Efter en detaljeret skildring af den videre kamp, hvorunder det hellige hus oversprøjtes med blod, og kongens broder mishandles og sønderrives led for led, fortsætter Ælnoth:
29. […] Men hvem kunne vel få den idé, at Gud lader sig narre, eller at Han betænker sig på at straffe, Han, som kundgør, at den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke handler derefter, skal straffes med mange slag? Fra den stund nemlig, da den afsindige skare udspyede sin vidløse vrede mod den gudfrygtige fyrste, blev markerne golde, engene fattige på græs, skovene frembragte kun sparsomt olden, vand og strøm gav kun lidt af fisk, sot ødelagde kvæget, menneskene svækkedes af sygdom, sulten tyngede, de fornemme og rige blev svagere, og de svage døde efter de ord af Jeremias: »De døde af sult på alle gadehjørner«, og et andet sted: »Laderne står tomme, forrådene er adsplittet«.11 […]
32. Knud, den af Gud elskede konge og herlige martyr, hvilede på dette sted i otte år og næsten ni måneder, mens Oluf som hans efterfølger var konge. Men da nu de kraftige undere tog til i tal, blev under almindelig enighed og efter fælles ønske hos hele præsteskabet og folket de hellige ben underkastet ildprøve. I overværelse af alle bisperne og en forsamlet skare præster løftes Knud op fra det stampede lergulv og bæres højtideligt til kirken sydfor opbygget fra grunden af udmærket kvaderstensmur, dengang endnu ikke gjort færdig; men nu står den der indviet i hans navn. Her lægges han ned i en stenkiste, som henstilles i krypten.
Men efter at Knud var taget op af jorden, og det gennem de klare jærtegn var gjort åbenbart, at han var en Guds helgen, skete det, at kong Oluf, som vi før sagde var blevet hans efterfølger, og under hvis styre sult, pest, sot og frygt for fjender havde opfyldt Danmarks lande, blev ramt af sygdom, og ret som var han ikke udvalgt til at skue Guds stærke undere, forlod han livet og kongetronen.
Valgt af hele hæren, med folkets bifald, Guds hjælp og elementernes gunst opnåede nu den udmærkede Erik herredømme over riget, og efter ønske fra alle sider tog han kongemagten i hele Danmark. Næppe var han kommet på tronen, før tiderne vendte; markerne bugnede af korn; alt var til stede i overflod, og sikker fred som i Salomons dage glædede alle i landet, fordi han for kongerne og høvdingene i alle omgivende lande stod som en særdeles klog og rådsnar mand. Ved sagernes nye vending tiltager nu miraklerne ved den herlige martyrs relikvier, og den himmelske Konge øger magtfuldt sin stridsmands ry fra dag til dag. Blinde får nemlig deres syn tilbage, døve deres hørelse, for de stumme løsnes tungebåndet, visne hænder får liv, lamme atter deres gang, de spedalskes hud gøres ren, og alle, der i Jesu navn beder om hjælp, får både helse for kroppen og himlens nåde. Men da rygtet om hans kraftige gerninger bredte sig vidt omkring, strømmede fra alle sider mængder af troende til for at bede om hans hjælp og opnå hans beskærmelse, ham, som de havde forfulgt og dermed havde krænket Gud, og de bad da tro og hengivne om tilgivelse for den begåede brøde.
[…]
Herefter følger i §§ 33-35 sendefærden til Rom og pavens kåring af Knud til helgen samt udformningen af det kostelige helgenskrin.
36. I det sjette år af den store kong Eriks styre, da alle Danmarks bisper med en mængde præster og en talløs skare af landets befolkning var samlet, så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs relikvier optagne fra stensarkofagen opbårne fra krypten, hvor de hidindtil var blevet opbevarede, og vi så, hvorledes de under højtidelig lovsang og umådelig glæde hos alle tilstedeværende af den førnævnte biskop Hubald12 blev nedlagte hvide som sne og svøbte i fin silke i det omtalte skrin. Det var den 19. april [1101]. Desuden blev der nedlagt en indskrift, der lyder således.
Tryg hos Kongernes konge Canutus i himlen nu dvæler; kongemartyrens ben her hviler i skrinet det gyldne.
Han for retfærdige gerningers skyld blev skammelig myrdet, mens i sin