ukyndigheden havde været. Det er grunden til at jeg – så ringe jeg end er – har valgt ikke at afslå hvad han bad mig om, men at anstrenge mig over evne, selv om jeg var mig bevidst at jeg ikke var den omtalte byrde voksen. For når vores naboer havde deres optegnelser om fortiden at glæde sig over, skulle man ikke kunne sige at vores folks ry lå skjult under lang tids glemsel og ikke havde sine skriftlige mindesmærker. Da jeg således var tvunget til at lægge mine uøvede skuldre under en byrde som ingen af tidligere tiders forfattere havde bundet an med, og ikke turde sidde ordren overhørig, har jeg adlydt – om ikke dygtigt så dristigt – og den selvtillid mine begrænsede evner ikke kunne give mig, har jeg i stedet hentet i bevidstheden om at så stor en mand havde opfordret mig til det.
2. Men da nu han er gået bort inden jeg nåede at fuldføre mit forehavende, må jeg naturligt henvende mig til dig, Anders, som efter en lykkelig, enstemmig afstemning er indsat som hans efterfølger i embedet som kirkens overhoved, og bede dig lede og støtte mit værk, for med hjælp fra så stor en beskytter vil jeg kunne afvise den hadske misundelse der især falder over alt hvad der er iøjnefaldende. […]
Her følger en lang lovprisning af Anders Sunesen og hans lærdom.
3. Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes litteratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers. Min fremstilling er bygget på disse tekster, og der er altså, som man kan forstå, ikke tale om noget der er strikket sammen for nylig, men om noget der stammer fra oldtiden. Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden. Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med disse evner ikke have fremstillet hvis de havde slukket deres skrivetørst med latinkundskaber – i betragtning af at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter at de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger og brugte klippesider som bogsider?
4. Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter – og derved opvejer deres armod med ånd. For dem er det en stor fornøjelse at kende og viderebringe alle folkeslags historie, for i deres øjne er det lige så glorværdigt at beskrive andres dyder som at demonstrere sine egne. De skatte af historiske vidnesbyrd de har opbygget, har jeg med stor interesse gransket, og en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres beretninger. Jeg har absolut værdsat at kunne rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden.1
5. Men i lige så høj grad har jeg fulgt Absalons beretninger og bestræbt mig på med lydhør ånd og pen at samle både det han selv har foretaget sig, og det han har hørt fra andre, for jeg har modtaget hans ærværdige fortælling som en slags guddommelig belæring.
6. Nu beder jeg så dig, vor lykkelige fyrste og fader, hvis berømmelige og ældgamle slægt jeg her skal berette om, – dig, Valdemar,2 fædrelandets strålende lys, beder jeg om at yde mit værk din nådige støtte på dets tvivlsomme vej mod succes eftersom jeg er bange for i min lammelse over forehavendets betydning i højere grad at afsløre min uvidenhed og mine begrænsede evner end at gengive din herkomst som den fortjener det. For ud over det mægtige land du har arvet efter din far, har du udvidet riget betragteligt ved at underlægge dig nabofolkene og udstrakt dit herredømme ud over Elbens vekslende vande3 og derved føjet en ikke ubetydelig glans til din i forvejen vidtstrakte berømmelse. Sådan har du med dine store bedrifter fordunklet dine forgængeres navn og ry, og selv ikke det romerske kejserriges område har du ladt uberørt af dine våben. Og eftersom du er kendt både som et særdeles tappert og et særdeles gavmildt menneske, er det ikke til at sige hvor du gør størst indtryk: hos fjenderne der frygter dig for dine krige, eller hos undersåtterne der elsker dig for din imødekommenhed. Oven i købet er din prægtige bedstefar blevet helgenkåret af kirken, og takket være sin uforskyldte død har han opnået udødelig ære så hans helligheds stråleglans nu oplyser dem hans sejre i sin tid undertvang. Fra hans højhellige sår flød mere kraft end blod. Desuden er det gammel, nedarvet pligt til lydighed der gør at jeg har sat mig for at kæmpe for dig, om ikke andet så med åndens kraft, for både min far og min bedstefar har som bekendt gjort trofast tjeneste som krigere i din berømmelige fars hird. Jeg stoler altså på din ledelse og nåde når jeg nu, for at kunne redegøre for det efterfølgende med større tydelighed, har besluttet at tage mit udgangspunkt i en beskrivelse af vores fædreland og dets beliggenhed, for jeg vil kunne give en klarere fremstilling i det følgende hvis beretningen på forhånd gennemgår de steder der er relevante for handlingen, og begynder med at forklare hvor den foregår.
[…]
Resten af fortalen udgøres af en detaljeret beskrivelse af Danmark.
Ellevte bog, kapitel 11
1. Efter hans død blev Knud, med de øvrige brødres samtykke, kaldt hjem for at overtage magten. I sit eksil havde han taget fat på den krig mod de østlige folk som han allerede havde påbegyndt i sin ungdom, og nu hvor han var kommet på tronen, genoptog han den med fuld styrke – mere for at udbrede kristendommen end for at tilfredsstille sin egen grådighed, og fordi han sammen med sin forbedrede position også ville forøge sin berømmelse. Og han holdt da heller ikke inde med sit forehavende før han i bund og grund havde udslettet såvel kurernes som sembernes og esternes land.4
2. Da han havde gjort det af med sine fjender, begyndte han at se sig om efter en kone, og eftersom alle de mulige partier i nabolandene i hans øjne var for uanselige og under hans værdighed, giftede han sig med en datter af grev Robert af Flandern ved navn Edel. Med hende fik han sønnen Karl.
3. Da han så hvordan stormændene med deres overlegne holdning havde sløvet og udvandet den gamle lovgivning, udfoldede han alle sine evner i et forsøg på at genoprette tidligere generationers justits: han udstedte særdeles strenge forholdsregler for at højne lovlydigheden, og bragte det mishandlede og vaklende retssystem på fode igen. Hverken slægtskab eller nære forbindelser kunne blødgøre ham og hindre ham i at handle efter loven, hverken venner eller familie lod han gå fri for straf når de havde handlet forkert. Han tog på alle punkter hånd om fortidens skik og brug, strammede rettens slappe tøjler med et håndfast tag og fulgte til punkt og prikke sporet fra sin strenge far – og det med en iver der skaffede ham nogle voldsomt forurettede stormænd på halsen.
4. De kirkelige handlinger gav han værdigheden tilbage, ligesom han nådigt holdt mænd i gejstlige stillinger med kost. Og da han så at folket i sin sløvhed og uvidenhed ikke havde nær så stor respekt for bisperne som de burde, sørgede han for at personer der besad så høj en titel, ikke skulle høre til blandt den almindelige befolkning: i stedet udstedte han en yderst forstandig bestemmelse der indplacerede dem sammen med de ledende mænd og gav dem den højeste rang blandt stormændene, på niveau med jarler. På den måde gav han dem en værdighed der svarede til deres indflydelse. Han ville nemlig sikre at så vægtigt et embede ikke nød mindre respekt end det fortjente, og at de der befandt sig på den højeste tinde i den kristne kirke, ikke skulle synke for dybt i almindeligt omdømme.
5. Og det var ikke kun biskopperne han gav større værdighed, også de menige præster var han meget opsat på at fremhæve. For at styrke deres anseelse flyttede han nemlig retten til at afgøre stridigheder mellem skriftlærde fra de almindelige domstole til gejstligheden selv. Samtidig gav han dem ret til at idømme dem der havde overtrådt kirkens bestemmelser, pengebøder hvis de ikke kunne bevise deres uskyld, ligesom han i det hele taget overlod dem domsmyndigheden ved alle forbrydelser mod kirken, fjernede alle den slags