Gud med bønner end mod fjenderne med våben. Mens han her hengav sig til fromheden og holdt sin andagt, lagde den ophidsede folkemængde sig i en væbnet ring om kirken. Alle de hirdmænd der kunne slippe ind før fjenden nåede frem, samledes derfor nu hos kongen for at dele faren med ham, fulde af iver efter at tage den trussel på sig der var vendt mod ham. Til trods for at de kunne redde livet ved at holde sig på afstand, opsøgte de nu faren ved at blive, for de foretrak at vinde sig berømmelse ved døden frem for overlevelse ved flugt. Hvilken overflod af varme følelser må denne hird ikke have ejet! En hird der, for ikke at svigte deres herre i denne ulykkelige situation, udsatte sig selv for en fare som det havde været muligt at undgå, og trods al mulig lejlighed til flugt fandt det rigtigere at forsvare deres konges liv end deres eget? Også Benedikt viste en troskab så stærk som det broderskab der bandt dem sammen, og besluttede at blive i kirken med sin bror. Erik, til gengæld, blev helt alene omringet af fjender, og da han ikke kunne holde stand mod folkemængden ene mand, gjorde han et forsøg på at hugge sig igennem vrimmelen af fjender med sit sværd, og slap væk.
13. Ingen havde rigtig modet til med magt at bryde ind i fredens hellige hjem, men hvor alle andre tøvede, gik Blakke forrest og fór løs på døren med draget sværd. Og ved selv at gå i spidsen gav han dristigheden videre til resten. Sådan gjorde han sig selv til anfører for og ophavsmand til både gudsbespottelse og kongemord. Ved det syn stormede folket løs på kirken i vild oprørstrang, brød ind i den og besudlede Guds hus og dets allerhelligste indre i en storm af gudsbespottelse. Blakke blev hugget ned i selve indgangsdøren i det øjeblik han trængte gennem den. Han bødede for mordet og led sin straf for at have krænket kirken. Hans død igen blev hævnet da hans drabsmand faldt. Og sådan led den ene døden for sin forbrydelse, og den anden for sin troskab. Jeg kunne forestille mig at det fromme blod og morderblodet, der blev udgydt sammen, flød i hver sin strøm, i slyngninger der aldrig nåede hinanden, så på den ene side helligt, på den anden side syndigt blod holdt sig i hver sit løb.
14. Benedikt, der tog imod de indtrængende ved dørtærsklen, blev dræbt mens han standhaftigt forsvarede indgangen. Kongen selv var så sikker på sin gode samvittighed at han midt i larmen fra det blodbad der kom stadig nærmere, på intet tidspunkt lod sig ryste, men fortsatte sin andagt lige så uforstyrret som hvis der ingen fare havde været, for han ville ikke vise frygt, kun ro og sjælsstyrke. Selv ikke i sin sidste time opgav han sin fromme iver, for da han hørte at pøbelen fra alle sider var ved at bryde igennem væggene (som kun var af træ), og indså at døden var nær, kaldte han en præst hen til sig, hvorpå han skriftede sine hemmelige gerninger, i den dybeste sorg gjorde bod for sit hidtidige livs synder og modtog belønningen for sin sunde anger. Så fuldt og fast stolede han nu på sin uskyld at det forekom som om han, selv i den største fare, ikke viste døden fra sig, men tværtimod uden den mindste frygt opsøgte den.
15. Ja, nu lagde han sig, fuldt bevidst om hvad der skulle komme, foran alteret med udbredte arme for, udstrakt som et offerdyr, at afvente sin morder. I denne stilling fik han sit banesår: gennemboret af et spyd der blev kastet ind gennem et vindue, ofrede han fromt sit liv, og efter at krigernes blod havde flydt, udgød han endelig sit eget. Fra alle sider haglede spyd og pile ned over ham, men han holdt sig ubevægelig og veg ikke fra det sted han lå, før han som lig blev lagt på båren. Fra hans hellige sår flød mere stråleglans end blod. For ham blev nemlig bortgangen fra dette liv en indgang til et bedre – det der var straffen efter fjendens dom, blev frelsen efter Guds. Det mord de mennesker begik, blev ham en lykke: det berøvede ham al jordisk storhed, men lod ham nyde himlens, det fratog ham hans usikre og skrøbelige magt, men skænkede ham fuld og evig salighed. Også hans kraft, som hidtil havde været skjult, blev senere bragt for en dag med lysende beviser.
16. Så snart dronningen fik besked, vendte hun tilbage til sit hjemland sammen med sin umyndige søn. To døtre lod hun til gengæld blive tilbage: Den ene, Ingerd, blev gift med Folke, en af de fornemste mænd i Sverige, og fik sønnerne Bent og Knud. Gennem dem blev hun bedstemor til Birger Jarl, der stadig lever i dag, og hans brødre. Den anden, Cecilia, blev gift med jarl Erik af Götland og fik sønnerne Knud og Karl, der blev stamfædre til talrige efterkommere i en ubrudt række af fremtrædende og fornemme mænd.
Ellevte bog, kapitel 15
1. Men folket jublede over drabet på kongen: Den forbrydelse de burde have begrædt, var det dem tværtimod en fryd at gøre grin med. Men selv om de undskyldte mordet med hensynet til fædrelandet og forsøgte at pynte på det ved at kalde det tyranmord, tillod Gud ikke at hans stridsmand blev snydt for sin løn: han lagde den hellige mands hidtil ukendte uskyld åbent til skue med klare tegn og beviser, og til den enestående glans der havde været over hans liv, føjede han strålende hæder i døden. Ja, for at fastslå mordernes ondskab beviste han den straffedes store fortjenester med mirakler, ligesom han åbenbarede hans kraft, som folket intet kendte til, med prægtige undere.
[…]
Saxo fortæller videre om, hvordan Gud straffede folket med hungersnød under Oluf Hunger og atter gav gode tider under Erik Ejegod.
Uddrag af Roskildekrøniken. Bevaret i flere afskrifter på latin. Gengivet efter oversættelsen i Den Ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken), oversat af Jørgen Olrik (København: Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1898), s. 23-27
Denne kortfattede krønike på latin er sandsynligvis forfattet af en gejstlig person med tilknytning til bispestolen i Roskilde, som spiller en stor rolle i fremstillingen. En af Erik Ejegods sønnesønner, der døde 1143, omtales som levende, og en strid mellem to bisper om ærkebispesædet i Lund, der stod i årene 1137 og 1138, omtales som afsluttet. Jørgen Olrik foregriber delvist den moderne retskrivning, som blev indført 1948.
[…]
Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus7 i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormsøn, og den fjerde denne Harald Svensøn, en ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene.
Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald,8 så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. – Med ham dræbtes også hans broder Benedict.
Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed.
[…]
Efter hans [Olafs] død fulgte hans bror Erik den gode ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf veg bort fra folket. Men om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han selv vil; ti ingen af dem fortjænte den lod, de fik. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love. […]
Uddrag