helhed. Disse pointer er fremlagt af musikforsker ved Göteborg Universitet Ola Stockfelt, der også påpeger, at musikvidenskaben generelt beskæftiger sig mere med, hvordan musikken burde lyde, anvendes, opleves og udvikles, end hvordan den rent faktisk lyder, anvendes, opleves og udvikles i vores samfund (Stockfelt 1998, 88), hvilket citatet fra New Grove Dictionary bekræfter. Det behøver ikke at være en mangel på kvalitet, at musikken er stereotyp og ensformig og, hvad angår underlægningsmusik, næsten ikke hørbar. Tværtimod. Tv-musikkens primære opgave er – ud over at indgå som et æstetisk udtryk – at være med til at fortælle en historie eller være med til at komme med et budskab, og eftersom den er så fragmenteret og dermed har så kort “taletid”, så gøres det bedst ved at kommunikere klart, enkelt og hurtigt uden at tage for megen opmærksomhed. Derfor er der mange grunde til, at producenterne ønsker at bruge og dermed fasttømre disse musikalske stereotyper. At kritisere denne musik for at være stereotyp er derfor det samme som at kritisere den for at være tv-musik. Det betyder ikke, at vi ikke skal være kritiske over for tv-musikken. Men i stedet for at dømme den på dens værk-kvaliteter er det langt mere interessant at undersøge dens kommunikative kvaliteter og æstetiske effekter. Tv-musikken isoleret betragtet er sjældent interessant. Det bemærkelsesværdige er, hvordan den virker i den helhed, den indgår i – og det kunne vel egentlig gælde analysen af al slags musik.
Heller ikke medie- og filmvidenskaben har været særligt lydhøre over for musik som kommunikativt, æstetisk virkemiddel, hvilket udtalelsen fra medieforskeren før er et eksempel på. Man kunne ellers forvente, at man inden for medievidenskaben med mere “åbne ører” kunne vurdere tv-musikkens medie-specifikke kvaliteter, fordi man inden for denne fagtradition ikke er så tynget af ideologien om den autonome musik. Men der ligger tilsyneladende noget andet til grund for denne manglende interesse. Jeg formoder, det bunder i, at der ikke er tradition for at beskæftige sig med den lydlige side af de audiovisuelle medier. Det bunder muligvis igen i noget helt grundlæggende omkring forskellen på synet og hørelsen og den videnskabelige status og tilgængelighed, hver af disse sanser har. Et ensidigt fokus på mediets visualitet viser sig også i selve begreberne “tv” (television) og den danske udgave “fjernsyn” samt i begrebet “tv-seer”.
Der findes selvfølgelig en række eksempler både inden for musikvidenskaben, medievidenskaben og ikke mindst filmvidenskaben på grundige undersøgelser af musikkens betydning i audiovisuelle medier. Men det er påfaldende, at det er i en helt tredje fagtradition, at feltet har blomstret de seneste år, nemlig i psykologien. Inden for feltet psychomusicology bliver der foretaget en række eksperimenter med den musikalske betydningsdannelse sammen med levende billeder, hvor professor i psykologi Annabel J. Cohens undersøgelser er en af de mest toneangivende. En anden psykologisk disciplin, som imidlertid ikke beskæftiger sig med musik – og slet ikke underlægningsmusik – men som jeg inddrager i mine undersøgelser, er udviklingspsykologien, hvor jeg især finder Daniel N. Sterns begreb vitalitetsfølelser yderst anvendeligt i beskrivelsen af den musikalske oplevelse.
Indholdet i denne bog er således ikke kun tværæstetisk, men også tværfagligt og tværvidenskabeligt i og med, at det er spændt ud mellem musikvidenskaben, film- og medievidenskaben og psykologien, ligesom det trækker på flere teoriretninger som f.eks. kognitionsteori, fænomenologi, semiotik, kulturteori og æstetikteori. Jeg kommer mere eller mindre i berøring med alle disse teoriretninger og afsøger et bredt teoretisk område, og jeg afskriver mig derfor fra at nå hele vejen omkring én teoriretning. Det videnskabelige rampelys, jeg udsætter mit genstandsfelt for, består således af flere lamper, så det belyses fra flere sider. Men der vil dog stadig være dele af genstandsfeltet, der ligger hen i skygge – primært de dele, der knytter sig til produktionssiden. Selvom produktionsforhold er vigtige for, hvilken musik der anvendes og hvordan, og dermed også for den endelige audiovisuelle betydning, er ærindet i denne bog oplevelsen og betydningsdannelsen hos recipienten.
Den overordnede teoretiske ramme udgøres af kognitionsforskningen, og denne ramme vil blive præsenteret og præciseret i kapitlet “Sansning, perception og underlægningsmusik som æstetisk oplevelsesform”, hvorfor den kun indledningsvist præsenteres her. Kognitionsforskningen udspringer af den kognitive psykologi, og jeg vil især arbejde ud fra den erfaringsbaserede kognitionsteori eller, som den som regel kaldes, den kognitive semantik. Med opfattelsen af kroppen som udgangspunkt for betydningsdannelsen har denne teoriretning aner i den franske fænomenologi og arbejder ud fra et kropsbegreb, der ikke kun angår den anatomiske krop, men selve det biologiske og sociale forhold, at ethvert tænkende væsen opholder sig i et legeme. På baggrund af filosoffen Mark Johnson og lingvisten George Lakoffs begreber om conceptual metaphor, cross-domain mapping og image schemata hævder jeg, at vores kropslige erfaring med blandt andet kraft og vektorenergier har afgørende betydning for den musikalske oplevelse.
Helt grundlæggende afspejler bogens teoretiske base en kombination mellem den erfaringsbaserede kognitionsforskning og den tradition, man inden for musikvidenskaben kalder New Musicology eller Critical Musicology, alt efter om man tager afsæt i den amerikanske eller den engelske tradition. Fælles for kognitionsforskningen og New Musicology er, at de ser modtageren og modtagerens interaktion med omverdenen som aktiv i betydningskonstruktionen: den ene i form af recipientens kognitive arbejde, den anden i form af receptionens sociale og kulturelle kontekst. Eftersom den erfaringsbaserede kognitionsforskning – i modsætning til den mere “kolde” laboratoriebaserede kognitionsforskning, der udelukkende fokuserer på de fysiologiske processer i hjernen – integrerer menneskets ydre adfærd i indre mentale strukturer, rummer den således mange af de overvejelser, man gør sig inden for New Musicology-traditionen. Mit udgangspunkt er i forlængelse heraf, at selvom man definerer musik som kultur, kan man ikke studere denne kultur uden også at spørge til, hvordan mennesket i denne kultur er og oplever verden omkring sig.
Bogens opbygning
Inden for de seneste fem-ti år har journalisterne fået en meget højt udviklet bevidsthed om vore egne virkemidler. Vi ved præcis, hvordan bestemte følelser kan fremkaldes – har vi et følsomt emne, fremhæves det med en sprød cembalo og en speakerstemme i et bestemt toneleje.
(Interview med journalisten Morten Bohr i Weekendavisen 3.-7. april 1998. Sektion 1, side 12).
Efter at have læst Mortens Bohrs udtalelse spurgte jeg mig selv, hvordan det er muligt at vide “præcist”, hvordan så upræcise størrelser som musik og følelser relaterer sig til hinanden – selvom det nok netop er denne fælles uhåndgribelighed, der gør musik så velegnet til at udtrykke stemninger og følelser. Efter at have talt med flere komponister, redigeringsteknikere og producere er det i modsætning til Bohrs påstand min opfattelse, at de netop ikke har udviklet en høj bevidsthed, men derimod har en veludviklet intuition for, hvordan de opnår en bestemt effekt med underlægningsmusikken – en intuition, som det kan være svært at udtrykke i ord. I en telefonsamtale jeg havde med komponisten Fini Høstrup, sagde han, at et strygerlag under et akustisk klingende klaver “gør noget, der virker enormt godt” (som underlægningsmusik underforstået).1 Jeg ønsker som sagt at komme tættere på dette “noget” uden at have ambitioner om at kunne definere det “præcist”.
Eftersom betydningen ikke kan undersøges uden om den person, der oplever musikken og billederne, er den både historisk og kulturel foranderlig. Men i stedet for udelukkende at betragte den musikalske betydningsdannelse som subjektiv, er det i højere grad de både kognitive og emotionelle intersubjektive strukturer, der udspringer af fælles kropslige og kulturelle erfaringer, der har min interesse. Jeg tager udgangspunkt i, at betydning opstår ud fra kognitive strukturer, der reflekterer både individuelle, intersubjektive og sociokulturelle former for oplevelser og såvel intellektuelle som emotionelle aspekter af disse. Alle disse former vil på forskellig vis og med forskellig prioritering være repræsenteret i bogens teori og analyse. Selvom analyserne nødvendigvis er farvet af min personlige disponering for forståelse og empati, mit gehør, mit kulturelle tilhørsforhold og min livshistoriske baggrund, er det de kulturelle og intersubjektive forståelsesformer og -rammer, der er i fokus, og som kvalificerer bogens analyser som andet og mere end subjektive fornemmelser.
Bogens opbygning afspejler en tilstræbt interaktion mellem teori