fra år 2000 af fem afrundede analyser af enkeltudsendelser. Dertil kommer et par mindre analyser af sekvenser fra to forskellige dokumentarudsendelser, henholdsvis slutscenen fra Taskerøveriet i Skelbækgade (DR-dokumentar, 2000) og indledningssekvensen til Drengene fra Vollsmose (TV 2, 2002), der begge er integreret i de teoretiske afsnit. De fem næranalyser er udvalgt blandt de 37 udsendelser dels med henblik på at få et bredt udsnit repræsenteret, både musikalsk, æstetisk og retorisk, dels med henblik på at kunne tjene som katalysator for samt eksempler på nogle af de problemstillinger, som bogens teoretiske kapitler rejser. Det er også den rolle, de har haft i mit arbejde med materialet. Jeg har først lyttet til musikken i de 37 udsendelser, hvilket har givet anledning til spørgsmål omkring komplekse kognitive og emotionelle processer. Disse spørgsmål er herefter blevet undersøgt teoretisk for så igen at blive brugt i analyserne. Overordnet set består bogen her af to delprojekter. Det første er en fortrinsvis teoretisk undersøgelse af musikkens betydning i en audiovisuel kontekst, og det andet er en mere analytisk undersøgelse af musikkens rolle i tv-dokumentarudsendelser.
Efter indledningen følger kapitlet “Tv, dokumentar og underlægningsmusik”, som giver en overordnet introduktion til nogle af de grundlæggende problemstillinger vedrørende musik i dokumentar-tv, og samtidig med præsenterer det medie og den genre, det handler om. Det er bogens mest medieteoretiske kapitel, der indledes med en diskussion af relationen mellem tv og virkelighed – også i forhold til underlægningsmusik. Herefter præsenterer jeg tv-dokumentargenren ved at identificere fire æstetiske og retoriske tendenser, og i sidste del af kapitlet diskuteres musikkens rolle i tv-dokumentaren ud fra disse fire tendenser. Og dokumentariske fremstillinger indeholder meget mere end ren journalistik og observation. Min holdning er, at også inden for den dokumentariske ramme, er der rum for musikalsk udforskning af emner og problemstillinger, hvilket jeg også forsøger at trække frem i bogens analyser. En alt for ensidig opfattelse af det faktuelle og dokumentargenren, hvor man betoner den saglige, objektive fremstilling, kan betyde en negligering af, at også følelser, erfaringer og æstetisk oplevelse spiller en væsentlig rolle i social og politisk meningsdannelse.
Efter de medieteoretiske diskussioner følger en samlet analyse af alle de udsendelser, som DR-dokumentar og TV 2 dok. sendte første gang i år 2000. Kapitlet fungerer som en generel introduktion til den empiri, de efterfølgende kapitler dykker ned i. I den generelle analyse af de 37 udsendelser fokuseres der ikke i så høj grad som i de øvrige analyser på receptionsprocessen, da formålet her er at redegøre for, hvilken og hvor meget musik programmerne anvender. Kapitlet indeholder også en analyse af de to redaktioners introducerende kendingsmelodier og logoer, som de lød og så ud i år 2000. Intentionen i denne samlede analyse og i analysen af de respektive signaturmelodier er ikke en komparativ analyse af de to tv-kanalers musikalske profilering, men de forskelle, der viser sig på de to redaktioners udsendelser, vil blive kommenteret.
Efter det introducerende analysekapitel dykker jeg ned i udsendelsen En minister krydser sit spor (DR-dokumentar) om den tidligere indenrigsminister Birte Weiss, der vender tilbage til en massegrav i Bosnien. De fem udsendelser, der analyseres i deres helhed her i bogen, peger hver især på forskellige musikalske betydningsfunktioner, som også har været afgørende for deres respektive placering i forhold til de teoretiske kapitler. I En minister krydser sit spor fungerer musikken bl.a. som “personlighedsfremmer” og er med til at trække mennesket frem i politikeren Birte Weiss. Musikken tager over de steder, hvor ordene ikke rækker længere i skildringen af krigens grusomheder i Bosnien, og bliver symbol på de minder, Weiss ikke kan ryste af sig. Som bogens første analyse tjener udsendelsen ligeledes som eksempel på, at genren generelt kombinerer det politiske og det personlige, det offentlige og det private, fornuft og følelser.
Kapitlet “Sansning, perception og underlægningsmusik som æstetisk oplevelsesform” rammesætter med afsæt i kognitionsteorien bogens videre teoriudvikling og sammenkæder nogle af bogens helt basale problematikker. Jeg redegør her for nogle af hørelsens mest grundlæggende egenskaber og forholder mig kort til forskellen på musik og lyd. Derefter indkredser jeg, og forholder mig delvist definerende til, nogle begreber omkring betydningsdannelsen. Foruden dem, der indgår i kapitlets overskrift, drejer det sig også om reception, kognition, non-verbal kommunikation, subliminal perception og kropslig erfaring. Desuden slår kapitlet tonen an til mange af de diskussioner, der udspiller sig senere i bogen.
I kapitlet “Erfaringsbaseret musikalsk betydning” tager jeg fat helt fra grunden og spørger, hvordan musikkens ekspressivitet (musikkens strukturer) opleves. Kapitlet har udgangspunkt i begreber fra Mark Johnsons og George Lakoffs kognitive semiotik, fordi begreberne er velegnede i beskrivelsen af den specifikke underlægningsmusikalske betydningsdannelse. Det centrale begreb i dette kapitel er vektorskemaet, som jeg definerer på baggrund af Mark Johnsons billedskema-begreb (image schemata). Billedskemaer er mentale strukturer, der opstår i vekselvirkningen mellem krop og omverden, og et udtryk for den måde, vi forstår verden på. Via en metaforisk projektion fra vores fysiske, kropslige erfaring med fænomenet kraft til den musikalske oplevelse argumenterer jeg for, at underlægningsmusik grundlæggende opleves som vektorstrukturer gennem henholdsvis bevægelses-skemaet, intensitets-skemaet og objekt-skemaet, og at disse skemaer via bevidstgørelse kan anvendes i den konkrete analyse af underlægningsmusikken og af musik i det hele taget. I en musikvidenskabelig kontekst er de metaforiske beskrivelser af musikken længe blevet, og bliver stadig, anset for at være subjektive. Jeg forsøger imidlertid at argumentere for deres intersubjektive karakter i kraft af recipienternes fælles kropslige og kulturelle erfaringer. Når man undersøger musikken som bevægelse, objekt og intensitet, etableres dermed et sprog, der ikke forudsætter en musikfaglig indsigt, men først og fremmest en lyttende krop.
Hvor musikken i En minister krydser sit spor fortrinsvis kobler sig til personen Birte Weiss, så er der ingen personer at sympatisere eller identificere sig med i den kritiske, dybdeborende, autoritative dokumentar om EU Bureaukratiets slagmark, hvorfor de meget forskellige musikalske temaer i stedet kobler sig til “sagen”. Musikken opleves mere ekspressiv, og betydningen distancerer sig i højere grad fra fortællingen og kobler sig til den visuelle æstetik og fortællerinstansen. Desuden strukturerer, stabiliserer, udpeger og refokuserer musikken vor opmærksomhed. Udsendelsens musikalske hovedtema – finalesatsen fra Beethovens 9. symfoni, der officielt er EU’s europahymne – fungerer både i positiv og negativ forstand som symbol på de ophøjede visioner og ideer bag det EU-bureaukrati, der bliver udsendelsens egentlige “skurk”. De øvrige musikalske temaer relaterer sig på forskellig vis kontrasterende til dette tema, samtidig med at de skaber små refleksionsrum i den informationstætte udsendelse.
I kapitlet “Musikkens rolle i audiovisuelle medier” sætter jeg musikken ind i den audiovisuelle kontekst. Det betydningsmæssige vektorfelt, som musikken i sig selv genererer, kontekstualiseres i det audiovisuelle medium af et yderligere komplekst vektorfelt skabt af mediets øvrige æstetiske virkemidler og af den narrative kontekst. I det dynamiske perceptions-flow opstår hele tiden forskellige former for koblinger mellem musik og kontekst, hvilket gør det vanskeligt at definere musikken med filmmusikanalytiske begreber som enten entydigt parafraserende eller kontrapunkterende i forhold til konteksten. Kapitlet trækker nogle brede medieæstetiske tendenser frem og præsenterer nogle af tv-musikkens mere tekniske og strukturelle funktioner, og det munder ud i en præsentation af Annabel J. Cohens Congruence-associationist-model. Det er en model over den mentale aktivitets betydningsflow i behandlingen af musik i narrative audiovisuelle medier, som hun har opstillet på baggrund af redegørelser fra den eksperimentelle psykologi.
Udsendelserne Næsten en dødsdom (TV 2 dok.) om gentests som sygdomsforebyggelse ved arvelig kræft og Du er for gammel (DR-dokumentar) om vanskelighederne ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når man er over 45 år, bringes i forlængelse af hinanden for at fremhæve de musikrelaterede forskelle i oplevelsen af disse to udsendelser på trods af lighederne i deres form i øvrigt. Udsendelserne er bygget op over stort set samme narrative form, men henholdsvis den elektroniske ambientmusik og den jazzede klaverballade integreres helt forskelligt i de to fortællinger. Lydeffekterne og den åbne, diskrete musik i Næsten en dødsdom væver det komponerede lydlag tæt sammen med konteksten, hvorimod den tonalt styrede musik i Du er for gammel lukker sig mere om sig selv som musikalsk udtryk. Hvis man ser på, hvad der fokuserer musikkens