Erwin, 1960, D. Martin Luthers Evangelien-Auslegung. Bind 2, Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht.
Nørgaard-Højen, Peder, 2000, Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Tekst og oversættelse. København: Forlaget Anis.
Plum, Ruth et al., 1970, Den hollandske Katekismus for Voksne. København: Kateketcentralens Forlag. – Originaludgaven De Nieuwe Katechismus in opdracht van de bisschoppen van Nederland. Udformet efter anvisning af kardinalkommissionen, bestående af kardinalerne Frings, Lefèbvre, Jaeger, Florit, Browne og Journet, Utrecht 1966.
Rasmussen, Halfdan, 1972, Tosserier i udvalg. København: Schønbergske Forlag.
EMNE: FALSKE PÅSTANDE
Af Svend Åge Madsen
Når man som jeg har lovet at fremlægge en tekst om mirakler, og ikke kan få hul på emnet, må det betragtes som noget af et mirakel når en mail som den jeg nu vil præsentere, pludselig, ubestilt, dumper ind i ens mailboks. Men det skete altså.
---Original message---
From: Laurens NN
T0: Undisclosed-Recipient
Sent: August 15, 1951 04:25 AM
Subject: Falske påstande
Hej, søstre og brødre.
Det ser ud til at der er opstået nogle tåbelige rygter. Derfor rundsender jeg denne mail til alle på vores skjulte mailingliste. Sørg for at slette den når I har læst den, så den ikke falder i forkerte hænder. Husk altid at sende <Bcc:>når I sender meddelelser til hinanden.
Det er rigtigt, som det hævdes, at jeg allerede i min tidlige ungdom indså med slående klarhed – næsten som om jeg havde modtaget det som en åbenbaring – at alle former for religiøs tro må opfattes som en slags sindssyge. Forestil dig, sådan kunne mit argument lyde når jeg diskuterede med en gymnasiekammerat: Forestil dig at en mand taler med en fornuftig psykiater, der måske aldrig før har hørt om religiøse forestillinger. Manden kommer med et problem: Han føler sig fuldstændig overbevist om at blive overvåget af et usynligt væsen. Dette væsen noterer sig omhyggeligt hvordan han opfører sig, måske med henblik på at straffe og belønne ham når den tid kommer. Men frem for alt er det uhyre vigtigt for væsnet at manden tror på at det eksisterer. Livsafgørende, derfor må han med alle midler kæmpe imod når tvivlen melder sig. Hvorfor han egentlig ikke ønsker at psykiateren skal hjælpe ham.
Det er indlysende at psykiateren må konkludere at manden er psykisk syg, lider af tvangstanker. Hvilken præcis diagnose han vil hæfte på sygdommen vil måske først og fremmest afhænge af forståelsesrammen på det pågældende tidspunkt i den pågældende kultur. Men hvis patienten ellers opfører sig nogenlunde acceptabelt og ikke er synligt plaget af sin vrangforestilling, vil den fornuftige psykiater sandsynligvis konkludere at sygdommen er forholdsvis harmløs hvorfor behandling af patienten ikke vil komme på tale.
Sådan argumenterede jeg altså allerede i min tidlige ungdom. Selvfølgelig stiller sagen sig anderledes hvis patienten insisterer på at gøre alt for at overføre sin lidelse til sine børn. Måske hjulpet af sin ægtefælle – personer der er besat af denne specielle afvigelse har tendens til at gifte sig med ligesindede – hjulpet af hinanden ønsker de at sikre sig at deres afkom må leve i det samme åndelige mørke. De bombarderer det ubeskyttede barn med horrible påstande om væsnets eksistens og vigtigheden af at tro på dette. Det er indlysende at sådan bør man ikke have lov at behandle et barn.
Det var min baggrund for i en tidlig alder at tilslutte mig den frisindede opfattelse at voksne, der ikke på andre områder udviste sygelig adfærd, havde lov at leve med deres overbevisning, men det skulle naturligvis forbydes dem at påvirke deres børn i uheldig retning og forsøge at misbruge forældrepositionen til at indgyde letpåvirkelige mindreårige deres egen tvangstanke.
Som bekendt viste det sig at børn der havde haft en naturlig opvækst gennemsyret af en rationalistisk holdning til verden indtil deres fjortende år, i overvejende grad havde oparbejdet tilstrækkelig sund dømmekraft til ikke at lade sig påvirke af disse vanvittige idéer, selv hvis de senere i livet blev udsat for dem.
På den måde lykkedes det at begrænse antallet af sygelige tilfælde som ellers havde nået et uhyggeligt omfang. Opgørelser når til forskellige resultater, men på et tidspunkt synes mindst halvdelen af befolkningen at have været angrebet af lidelsen i forskellig grad. Desværre viste det sig imidlertid at ganske mange af de angrebne var så sygelige at de ikke ønskede at redde deres børn, men tværtimod trods forbuddet ihærdigt søgte at sprede lidelsen til den næste generation. Flere der blev pågrebet, hævdede frejdigt at væsnet også fandt det nødvendigt at børnene troede på det, derfor måtte de omgå loven.
Denne skjulte påvirkning var så omfattende at man alt i alt kun så en ganske svag forbedring af forholdene efter at fjorten-års-reglen indførtes, fordi den var så vanskelig at håndhæve. Ja, det kunne næsten virke som om sygdommen greb om sig fordi den mødte modstand. Ligesom et bakterieangreb som man søger at bekæmpe, kan mutere og vende tilbage med forøget styrke.
For at nå til en dybere forståelse af ondets rod iværksatte man den tilbundsgående forskning i årsagen til de religiøse tanker. En forskning som jeg var så heldig at få lov at udføre min beskedne del af.
Læs endelig videre, søstre og brødre. I ser at jeg bekender alt. Snart skal vi nå til afklaringen, men lad mig først berette.
Lignelsen om Lykken
Det fortælles, og derfor må det være sandt, at den ulykkelige S gik til den vise kvinde og klagede sin nød. “Det er uretfærdigt,” sagde han. “Jeg er dybt ulykkelig. Se på min nabo, hans tilværelse er så lykkelig.” Den oplyste kvinde trøstede ham: “Det der synes uretfærdigt, skal blive retfærdigt. Thi i det næste liv skal den ulykkelige blive lykkelig, medens den nu lykkelige uvægerlig blir ulykkelig.”
S følte sig trøstet, men kort efter henvendte han sig på ny til den vise. “Din forklaring hjalp mig. Nu ved jeg der findes retfærdighed,” sagde han. “Men hvad nu? Når dine ord gør mig lykkelig, skal jeg så bøde for det i det næste liv, og være ulykkelig til evig tid? I så fald foretrækker jeg vist at du siger noget til mig der gør mig ulykkelig nu.”
“Hvad kunne det være?” spurgte den vise rystet.
“For eksempel at der ingen retfærdighed findes. Det ville gøre mig ulykkelig. Men bagved vil håbet dukke op. Håbet om at du har løjet for mig, ikke af ondskab, men for min skyld, så jeg ikke blir lykkelig nu og dermed ulykkelig senere.”
“Så håbet om løgnen vil gøre dig lykkelig?”
Nu fortvivlede den ulykkelige helt.
“Så lyt da,” fortsatte den vise. “Opgiv din tro, dén er det der gør dig bedrøvet. Den ikke-troende er den der er lykkelig. For han er tilfreds med Gud og hans indsats, idet han siger at vi må finde vort liv i den verden Gud har givet os. Det er os nok. Den troende derimod er utilfreds med Guds frembringelse og prøver at overgå Ham. For siger den troende måske ikke: Livet her er ikke tilstrækkeligt, der må være noget mere, noget bedre. Hvormed han skaber forestillingen om noget herligere end Guds grønne jord, og han kalder det Paradis.”
Den slags spind og paradokser lod sig ikke fjerne med argumenter eller forbud. For at komme dem til livs måtte man finde den dysfunktion i hjernen som var årsag til den religiøse irrationalitet. Jeg, Laurens, der skriver til jer, søstre og brødre, for at bekæmpe de rygter der er i omløb, helligede mig forskningen i dette emne og var så heldig at blive tilknyttet det førende institut til den endelige løsning af religionsproblemet. Jeg havde ydermere den lykke at være med ved det store gennembrud, ja, jeg tør endda rose mig af at have spillet en væsentlig rolle dengang det lykkedes at lokalisere lidelsen til et bestemt område