Mirakler. Группа авторов

enkelt og ufarligt – indgreb bryder denne strøm, vil patienten være befriet for sin lidelse. Det har vist sig vanskeligt at ændre det dårlige ry der knyttedes til behandlingen i den besværlige pionertid, selv om det nu, uanset om det gennemføres neurokirurgisk, medicinsk eller med stråler, er fuldstændig harmløst.

      Som sagt spillede jeg en betydelig rolle ved opfindelsen og udviklingen af kuren. Jeg gjorde det fordi det var et spændende område at forske i, og fordi jeg følte mig overbevist om at det ville være til menneskehedens gavn. Men jeg deltog ikke i det praktiske arbejde med at gennemføre det store helbredelsesprojekt. Derfor ved I lige så meget om dette som jeg.

      I vil have bemærket det overraskende faktum at en stor del af befolkningen satte sig imod en behandling til deres eget bedste. I har kendskab til de store debatter om det acceptable i at hjælpe folk imod deres vilje, selv om man har overbevisende belæg for at tvangsbehandlede følte sig langt friere, mere åbne, nysgerrige og livsduelige, end dengang de var plaget af ondet. Ikke mindst blev de betydeligt bedre rustede til at nyde det nærværende, fordi de ikke længere brugte energi på at længes efter det hinsides.

      I ved hvordan hele nationer i begyndelsen satte sig imod bestræbelserne for at nå frem til en verden befriet for religionens svøbe. Og I ved hvordan de modvillige stater, en efter en, måtte bøje sig under indtryk af programmets succesrige udvikling.

      Selvfølgelig var der tilbageslagene. Mennesker der mistede livsmeningen når kuren fjernede de tvangstanker som så længe havde udfyldt en stor del af deres tilværelse. Indtil man indså at indgrebet måtte opfølges af en ganske intensiv samtale- såvel som beskæftigelsesterapi.

      Tilsvarende var der adskillige nationer der mistede grebet om befolkningen, der hidtil havde ladt sig styre af forskellige religiøse dogmer. Af den grund måtte et antal regeringer trække sig tilbage da klarsynet bredte sig. Og indtil flere forfatninger, der havde baseret sig på urimelige påstande, måtte ændres totalt. Altsammen med positive konsekvenser. Utallige hårdnakkede konflikter opløste sig, eller kunne i hvert fald bringes til afslutning, da irrationelle fordomme blev fjernet.

      I har lige så vel som jeg oplevet den tilstand af glæde, opstemthed, ja næsten eufori, der bredte sig over hele verden da mørket, de dunkle magter og gale forestillinger der havde hersket mellem menneskene i årtusinder, endelig lettede. Omsider kunne religion føjes til rækken af totalt udryddede sygdomme.

      Derfor vil I også forstå mig.

      Det chok der ramte mig da rygterne opstod om denne fyr, hvis navn jeg end ikke vil nævne fordi søgemaskinerne så straks vil slå ned og lokalisere denne mail. Denne ukendte med hans budskab om at være af en anden verden, at have sprængt tidens ramme og hans påstand om at have “ophævet lykkens paradoks”.

      Selvfølgelig havde der været andre før ham. Rablende gale der mente at deres opgave var at sprede blår og mørke over en oplyst verden. Fanatikere der prækede at en verden uden strid mellem guder, var en verden uden episk storhed. Nostalgikere der begræd tabet af hyggelige stunder hvor man i fællesskab havde puslet med sine fantasifostre, som børn med deres påklædningsdukker.

      Men med den navnløse var det anderledes. Hans ord besad en uhørt forføringskraft. I løbet af kort tid lykkedes det ham at vinde ganske mange tilhængere.

      Selvfølgelig måtte han standses inden han ødelagde alt hvad vi havde opnået. Jeg tilstår gerne at jeg var en af de stærkeste fortalere for at denne mand skulle bremses og hans vranglære bekæmpes. Og jeg nægter ikke at jeg var blandt de mest nidkære forfølgere af hans proselytter overalt i verden. Jeg var også med til at anbefale at man sikrede sig at den navnløse blev behandlet på en måde så man ikke risikerede at han fik martyrstatus. Al erfaring viste at det kun ville befordre udbredelsen af hans lære. Så langt taler rygterne om mig sandt. Og jeg kan let forstå at det får jer til at tvivle på min oprigtighed.

      Men jeg fik virkelig dette ubeskrivelige, voldsomme anfald. Rationalister vil sikkert afvise det som et epileptisk tilfælde. (Kuren har jeg aldrig været nødt til at modtage. Som indædt religionsmodstander blev jeg betragtet som tilstrækkelig sund til at blive sparet for den.) Psykologister vil påstå at min samvittighed over de mange forfulgte slog tilbage og lod mig se deres leder for mig.

      Men jeg ved hvad jeg oplevede.

      Under anfaldet indså jeg med en forbløffende klarhed, så voldsom at den for en tid slog mig med stumhed, at jeg hidtil havde virket med det forkerte formål for øje. At jeg livet igennem ihærdigt havde bekæmpet dét der er den dybere sandhed.

      Lige siden har jeg arbejdet sammen med jer for at forstå denne lære og for at udbrede den. Jeg risikerer min stilling og har udsat mig for fare. Alligevel møder I mig med mistro. Nogle blandt jer påstår at jeg er underfundig og fører jer bag lyset. Hvis jeg aldrig har truffet den navnløse, hvordan kan jeg da kende hans lære bedre end nogen anden? spørger man. Mon mit anfald er postuleret og kun skal tjene til at skaffe mig ind i jeres kredse, så jeg kan være med til at infiltrere dem indefra og dermed bringe dem til ophør, sådan som rygterne påstår? Eller, hvis det ikke lykkes at sprænge jeres bevægelse, ønsker jeg da at fortolke og bearbejde vores førers lære sådan at den blir udvandet og tandløs? Indvendinger af den slags blir jeg til stadighed mødt med. Skepsis, modvilje og endda frygt omgiver mig, når jeg søger jeres selskab.

      Det er fuldstændig sandt: Jeg har ikke været så heldig at træffe den navnløse. Men jeg har haft mit syn – det lærte mig alt jeg har brug for at vide. Derfor kan jeg kun svare: Disse rygter er bragt i omløb af mine fjender. I må tro mig – imod al fornuft.

      Vær sikker på at videresende dette, hvis I har truffet andre der endnu ikke er på listen. Og slet derefter jeres kopi.

      Mvh Laurens

      Sådan lød mailen. I afsenderfeltet var ikke angivet noget navn. Jeg må tilstå at da jeg stødte på vendingen “sprængt tidens ramme”, kiggede jeg uvilkårligt efter sendetidspunktet. Det fremgik at mailen var afsendt kl. 04.25, d. 15. august ’51. Jeg ved selvfølgelig at nettet ikke eksisterede i 1951. Og jeg er helt klar over at behændige spøgefugle kan stille på deres computers tidsangivelse sådan at alt den udsender er fremdateret. Det ved jeg fordi jeg har overvejet at bruge det i en kriminovelle, hvor en person anvender tricket til at skaffe sig et falsk alibi.

      I modstrid med mailens anvisning havde jeg automatisk, da jeg modtog den, sat min printer til at lave en udskrift. Derfor, og kun derfor, har jeg den stadig, for der skete det besynderlige at kort efter at jeg var færdig med at læse henvendelsen, forsvandt den igen fra min indboks og var ikke til at finde igen, heller ikke under slettet post.