pga. deres stråling. Da man kun kendte få radioaktive isotoper, var den praktiske anvendelse af metoden begrænset. Som vi skal se, skulle dette sidespring fra den sædvanlige eksperimentelle aktivitet på instituttet dog vise sig særdeles frugtbart, da Hevesy vendte tilbage midt i 1930’erne.
Instituttet udvides
Tilstrømningen af udenlandske forskere og behovet for nye eksperimenter medførte hurtigt, at den ene bygning, som instituttet bestod af, ikke strakte til, specielt da Bohr og hans familie beboede hele første sal. Gennem en dansk kollega fik Bohr kontakt med det nylig oprettede International Education Board (IEB). IEB var en filantropisk organisation i USA og en del af Rockefeller-familiens finansielle imperium, som støttede betydningsfulde institutioner, der kunne bidrage til højere uddannelse inden for grundvidenskab og landbrugsvidenskab. IEB var udpræget elitær, hvilket dets motto »making the peaks higher« klart demonstrerer. Fondet fandt først og fremmest sine »peaks« i Europa. Under sit første Amerika-besøg i 1923 tog Bohr kontakt med IEB-ledelsen, hvilket førte til, at hans institut som det eneste fik løfte om støtte allerede inden fondets direktør, Wickliffe Rose, tog på en omfattende turné for at bedømme fremtrædende europæiske videnskabsmænd og deres institutioner. På dette tidspunkt var Bohrs omdømme som videnskabsmand unikt. Ved hjælp af midlerne fra IEB, samt supplerende danske midler, blev han i 1926 i stand til at flytte ind i en ny villa ved siden af instituttet, der også blev forsynet med nye værkstedslokaler. Bortset fra en gæstelejlighed oppe under taget, blev den gamle institutbygning nu helt og holdent viet fysisk forskning og undervisning. IEB understøttede opbygning af laboratorier og indkøb af eksperimentelt udstyr, for at stipendierne til yngre forskere på besøg skulle give størst mulig udbytte. Denne praksis passede som hånd i handske til Bohrs vision for sit institut, og IEB’s støtte til besøgende på instituttet blev et kærkomment supplement til bevillingerne fra Rask-Ørsted Fondet. Som beskrevet i kapitel 4 og 9 spillede Bohr i kraft af sin prestige i øvrigt også en væsentlig rolle, da kemikeren Johannes Brønsted og fysiologen August Krogh nogle år senere modtog IEB-midler til deres institutter på Københavns Universitet.
Trods Bohrs enorme anseelse tog han ikke midlerne fra IEB og andre fonde for givet. Tværtimod lagde Bohr et stort arbejde i at gennemtænke sit instituts økonomiske og materielle behov og i at formulere disse i detaljerede ansøgninger. Ofte lagde han lige så megen flid i formuleringerne af sine ansøgninger, som han lagde i sine mange videnskabelige publikationer, der i reglen gennemgik talrige omskrivninger, før Bohr var færdig med dem.
»Københavnerånden«
I lyset af Bohrs betydelige administrative indsats er det påfaldende, at de mange yngre forskere, der besøgte instituttet i mellemkrigstiden, ikke kommer ind på disse aktiviteter i deres erindringer. De beskriver kun det rent videnskabelige arbejde og den unikke »Københavnerånd«, der herskede på Bohrs institut.11 Denne ånd bestod for det første af en uformel og legende atmosfære, hvor de yngre fysikere fik fuld frihed til at dyrke deres videnskabelige interesser under ledelse af Bohr, der gjorde sit bedste for at stimulere hver enkelts kreative evner. Dette aspekt af Københavnerånden er beskrevet af mange fysikere. Efter Bohrs død udtrykte den østrigske eksperimentalfysiker Otto Robert Frisch det således:
Her var, følte jeg, Sokrates vakt til live igen, tilkastende os udfordringer på sin blide måde, idet han løftede ethvert argument op på et højere plan, hvorved han drog visdom ud af os, som vi ikke vidste var i os (hvilket den naturligvis heller ikke var). Vore samtaler rakte fra religion til genetik, fra politik til kunst, og når jeg cyklede hjem gennem gaderne i København, følte jeg mig helt beruset af den Platonske dialogs ildnende ånd.12
Ovenstående citat refererer ganske vist til diskussioner i æresboligen på Carlsberg, hvortil Bohr flyttede i 1932, men det er ikke desto mindre karakteristisk for det store flertal af de yngre fysikeres erindringer fra Bohrs institut i mellemkrigstiden.
For det andet indebar Københavnerånden, at Bohr til enhver tid havde en »hjælper«, til tider spøgefuldt også kaldet en »slave«, der nedfældede Bohrs tanker på papir, mens mesteren tænkte højt, vandrende omkring bordet i konstant mislykkede forsøg på at få tændt sin pibe. Det var hårdt arbejde, hvor de to ofte arbejdede til langt ud på natten, hvorefter Bohr den næste morgen havde »sovet på sagen« og besluttet, at nu måtte de begynde helt forfra. Opgaven som Bohrs hjælper kunne nok gå ud over den udvalgtes egen selvstændige udvikling som fysiker, men ingen beklagede sig. Tværtimod var det en stor ære og et tegn på anerkendelse at blive valgt til denne opgave. Bohrs afhængighed af andres assistance bidrog således positivt både til det sociale miljø og til det videnskabelige samarbejde på instituttet.
Selv om Bohr lagde stor vægt på det praktisk-administrative, involverede han ikke de yngre fysikere, der i reglen kom til København på korte besøg af nogle måneders varighed, i den overordnede planlægning af instituttet. En sådan indstilling var til alles fordel, idet gæsterne fik maksimal tid til at dyrke det, de var kommet til København for – nemlig fysikken. Heller ikke instituttets faste medarbejdere forventedes at skulle bruge megen tid på administration. Naturligvis diskuterede Bohr ofte med dem, når der skulle bestilles nyt apparatur eller bygges en ny bygning, men afgørelsen var alene Bohrs, hvilket alle accepterede. Også af den grund bliver historien om Bohrs institut indtil 1962 i usædvanlig høj grad historien om en mand og hans værk. Københavnerånden kan i dette lys delvis ses som et resultat af Bohrs praktisk-administrative evner. Ikke desto mindre blev han totalt opslugt, når en diskussion om fysik først var begyndt. Således levede Bohr et gensidigt befordrende dobbeltliv – et som administrator og et som fysiker. Det kan ikke undre, at Bohr, sin fysiske og mentale styrke til trods, ofte var stærkt overarbejdet.
Kvantemekanikken og dens konsekvenser
Til trods for at Bohr havde fået nobelprisen for sit arbejde, og trods Hevesy og Costers eksperimentelle bekræftelse af Bohrs teori, bestod teorien i begyndelsen af 1920’erne fortsat af en indførelse af kvantebegrebet i klassisk fysik og var således en uensartet blanding af gammelt og nyt. Man var bundet til det, vi i dag kalder »den gamle kvanteteori«, og man ledte fortsat efter en helt ny kvantefysik, der fuldstændig kunne erstatte de halvklassiske teorier. Kampen for at forstå de gamle begreber i lys af den nye fysik fik et ekstremt udslag i et arbejde, der udgik fra Bohrs institut i 1924. Den unge amerikanske fysiker John Slater, der besøgte instituttet for IEB-midler, kom med en ide, der blev taget op af Bohr og Kramers, som fortsat arbejdede som Bohrs assistent. I den resulterende publikation, der er blevet kendt som »BKS-arbejdet«, foreslog Bohr, Kramers og Slater, at energi- og impulsbevarelse ikke gjaldt absolut, men blot statistisk.13 Dette brud med den klassiske fysik var så radikalt, at selv Bohrs nærmeste kollegaer ikke kunne acceptere det. Forslaget er et udtryk både for den herskende usikkerhed omkring grundlaget for fysikken og for Bohrs mod til at gå helt nye veje. Den radikale artikel blev dog snart overhalet af den videre udvikling, som Bohr og hans institut også i høj grad tog del i. I denne udvikling skulle Heisenberg blive den helt centrale person.
Efter at de havde mødt hinanden i Göttingen, inviterede Bohr Heisenberg til København, hvor han kom til at befinde sig i længere perioder, først som regulær gæst, og – efter at Kramers havde fået ansættelse i Holland – som Bohrs assistent med ansvar bl.a. for fysikforelæsninger på dansk. I den første del af perioden udviklede Heisenberg den såkaldte kvantemekanik på et abstrakt matematisk grundlag, en teori der gjorde kvantefysikken til en komplet teori uafhængig af den klassiske fysik, og som af mange anses for at være den største bedrift inden for den teoretiske fysik i det tyvende århundrede, måske ved siden af relativitetsteorien. Kvantemekanikken gav et sikkert udgangspunkt for kvantefysiske betragtninger, hvorefter foreløbige bidrag, som BKS-arbejdet nævnt ovenfor, blev irrelevante.
Men selv om det formelle grundlag nu var i orden, voldte den fysiske fortolkning af teorien problemer, og gør det fortsat. Kort tid efter udgivelsen af Heisenbergs banebrydende arbejde i 1925 formulerede den østrigske fysiker Erwin Schrödinger en alternativ teori baseret på et traditionelt matematisk grundlag, der var lettere forståelig for de fleste fysikere. Schrödinger anså kontinuert